Westknits Mystery KAL – eller hvordan jeg nemt lader mig lokke til at strikke noget, som jeg ikke engang ved, hvordan ender…

Hvert år byder Stephen West op til fællesstrik, og jeg har endnu engang velvilligt ladet mig lokke.

Sidste år strikkede jeg Rockefeller, og jeg strikker i mit helt eget tempo, så det tog sin tid at blive færdig, men det blev oplevelsen ikke ringere af.

I år står den på Colorcraving. Et sjal som jeg indtil nu ikke ved meget mere om, end at det består af tre farver og skal strikkes på pinde 4. Første clue kom i går, men jeg er endnu ikke nået til at slå (de ellers beskedne) 2 masker op og komme i gang.

Min Colorcraving bliver en ‘stash-buster’ med en god blanding af forskellige fibre og farver. Se detaljer om mit farvevalg nederst i indlægget.

Der er noget særligt ved Knit Alongs (eller KALs som de forkortes), altså det at strikke det samme stykke strik på samme tid med en masse andre mennesker over hele kloden. Og hvis du ikke har prøvet det før, vil jeg anbefale at strikke med.

Stephen West leverer et mønster på den måde, at han sendte ca. den første fjerdedel af mønsteret i går (du kan sagtens nå at være med), den næste fjerdedel næste fredag og så fremdeles til vi om 4 fredage har hele mønsteret.

Hans mønstre er på engelsk, men de er lige til at gå til og uden fejl. Med hver mønsterdel følger en youtubevideo, der viser de teknikker, du skal bruge og i Ravelry-gruppen er der masser af hjælp at hente og denne gang endda også en dansk tråd.

Nå men, jeg er altså endnu kun kommet til at vælge mine farver, og de er valgt efter at mit sjal skal passe til min nyeste yndlingskjole fra Black Swan. Det fremgår ikke helt af billedet, men den mørke farve på kjolen er marineblå, hvilket har gjort det lidt småt med tilbehør i mit skab.

Men jeg endte med disse:

Farven længst til højre er en marineblå uld fra Filcolana, som jeg har købt ved Garn10. Den bliver min farve A.

Den i midten består dels af en tråd islandsk uld fra min veninde Annes lager (den lyse) og en tråd Blackhill uld/bomuld (den mørke) i den gamle, lidt længere løbelængde fra Garnudsalg. De to tilsammen bliver min farve B.

Garnet til venstre er en uld/silkeblanding også fra Garnudsalg. Den kan ikke fåes længere, men heldigvis har jeg hamstret, for jeg synes, den er fantastisk. En tråd grå snor sig med en tråd blå og med sig bringer den også et væld af nister i gul/orange/grøn.

Anyway, har du lyst til at strikke med, så hop endelig på. Det gode er, at der altid er plads til en mere. 🙂

5 Replies to “Westknits Mystery KAL – eller hvordan jeg nemt lader mig lokke til at strikke noget, som jeg ikke engang ved, hvordan ender…”

  1. Har lige som dig også meldt mig, og er også ved at finde farver, er ikke helt sikker på at jeg når att blive færdig med hver ledetråd på en uge, men det er også okay.

    1. Dejligt, at du også strikker med, Gitte. Jeg når sikkert heller ikke at blive færdig med ledetrådende, før der kommer nye. Vi gør det bare i vores eget tempo. 😉

  2. Hvor er det et sjovt projekt. Jeg glæder mig til jeg tør springe ud i en engelsk opskrift. Indtil da følger jeg med glæde dit projekt her på siden:)

    1. Gør endelig det, Anja. Og når du engang finder mod, er der rigtigt meget hjælp at hente, hvis du vælger en KAL. 🙂

  3. Jeg glæder mig til at se din version. Jeg har også meldt mig til, selvom jeg egentlig havde tænkt imod. Men så kunen jeg alligevel ikke lade være.. for det er nemlig en helt speciel oplevelse 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *