Om at se på sig selv med milde øjne…

Jeg elsker at skrive. Jeg ville ønske, at jeg kunne leve af at skrive.

Jeg har en romantisk drøm om at leve enkelt og billigt, men med stor frihed. Langt udenfor lands lov og ret, men tæt på naturen.

En drøm om at starte mine dage i langsomt tempo, lade sjælen indhente kroppen og skrive. Hver dag – skrive.

Fordi jeg bærer rundt på den her romantiske drøm, er det let for mig at sige ja, når jeg bliver tilbudt skriveopgaver. Således sagde jeg også både glad og beæret ja, da jeg for et par måneder siden blev spurgt, om jeg ville skrive et kapitel i en ny grundbog til pædagoguddannelsen. Det ville jeg selvfølgelig.

Og i den perfekte verden ville det videre forløb så være, at jeg satte mig ned foran brændeovnen, skrev et genialt kapitel, som jeg i god tid før deadline kunne sende til min dygtige redaktør.

Ahem… det er bare ikke helt der, jeg er med mine skriveprocesser.

I stedet tog jeg tre dage i sommerhus, hvor jeg stirrede på den blanke skærm, mens jeg slog mig selv oveni hovedet over at have sagt ja til opgaven. I den lange og udmattende proces, som jeg skal spare dig for de mest ydmygende detaljer fra, fik jeg også overbevist mig selv om, at jeg var uegnet til mit arbejde og i øvrigt ude af stand til at kunne administrere selv simple ting. Jeg var efter få dage overbevist om, at jeg havde så meget brug for hjælp, at jeg hellere måtte søge kommunen om en støttepædagog.

Jeg elsker at skrive. Jeg hader at skrive.

En lang historie kort. Det kapitel har været den vildeste kamp med mig selv og med samtlige kendte og ukendte skrivedæmoner. Jeg afleverede første udkast torsdag aften (ååååh, hvor jeg dog håber, at min redaktør er nådig i sin feedback), og nu arbejder jeg med tilgivelse, heling og belønning.

Jeg tilgiver mig selv for at sige ja til skriveopgaver, selv om de er svære. Måske roser jeg endda mig selv lidt for modet og for at se dæmonerne i øjnene.

Jeg heler. Giver mig selv lov til at skrive lige, hvad jeg vil, hvornår jeg vil. Jeg holder dagslange pauser, strikker og drikker te.

Jeg belønner mig selv. Lidt skamfuldt, for jeg ønsker mig jo I virkeligheden et mere enkelt liv med færre ting. Men lige nu må jeg gerne købe en kjole på udsalg, mens jeg venter på den store sending ultralækkert garn, som jeg bestilte i fredags.

Esprit

Ovenstående er alle fra esprit.dk, hvor der er udsalg netop nu. Hvis du angiver rabatkoden FINALE, får du 20% ekstra rabat også på i forvejen nedsatte ting

Screen Shot 2015-01-17 at 07.15.25

Om åndehuller og champagnebrunch

Det gennemsyrer vores samfund for tiden, at vi skal præstere. Vores unge skal gennem uddannelsessystemet i hujende fart, der laves planer som aldrig før. Elevplaner, uddannelsesplaner, karriereplaner og jeg skal give dig. Åndehullerne skrænkes ind i en tilværelse, hvor vi måske mere end nogensinde har brug for netop dem. Åndehullerne.

Jeg tog mig et åndehul sammen med min ældste datter for et par weekender siden. Et lille bitte frikvarter, hvor vi kun var os to, og hvor vi tog os tiden til at spise sammen, snakke sammen. Lige se hinanden i øjnene.

Og det var så dejligt!

Jeg havde fået et gavekort til en champagnebrunch, og da jeg er glutenallergiker, skrev jeg til et par af stederne i Aarhus, om de kunne gøre deres champagnebrunch glutenfri. Ministeriet skrev som de første tilbage, at det kunne de sagtens, så det blev der, vi tog hen.

DSC_3446 (1)

DSC_3444 (1)

Vi blev taget godt imod på Ministeriet, selv om der var tydelig travlhed. Vi slog os ned ved vores bord og nød, at travlheden ikke var vores. Vi skulle ingenting andet end at lade os opvarte. Det er vi ret gode til faktisk, når vi lige husker det.

DSC_3454

DSC_3449 (1)

DSC_3458

Vi brugte det meste af formiddagen. Tiden flyver, når man er i godt selskab.

Bagefter gik vi ud i Aarhus, og fik købt den der kjole til galla, der havde drillet så længe.

Vi gør det igen, blev vi enige om, da vi satte os ind i bilen og kørte hjem til virkeligheden, resten af familien og resten af weekenden.

Rene linjer: Jeg har fået gavekortet, som vi spiste for af Bellevue. Jeg har ikke modtaget penge, og ord og meninger i indlægget er 100% mine egne.

Bar r** og (lækre) støvler…

Jeg har købt nye støvler.

Jeg trængte egentligt til tøj. Så jeg var listet ind på Zalando i håbet om at finde en, to, tre strikkjoler, som jeg kunne bruge på mit arbejde (jeg underviser og kan i den forbindelse bedst lide, at min krop er rimeligt  rigeligt dækket til, når jeg gør det).

Det lykkedes faktisk også at finde op til flere skønne kjoler. Inden jeg blev afledt.

Og forelsket.

Og glemte, hvorfor jeg overhovedet var gået derind.

Genstanden for min forårsforelskelse er disse gyldne dejligheder. Verden er smukkere, når jeg har dem på. Børnene er sødere, og furerne ved mine øjne mere charmerende end dybe.

Er det tosset, at få det sådan over et par støvler? Ja.

Men se dem lige. Se den fjedrende hæl, den måde de blidt holder mig om anklen på, og så er der lige ruskindsstykket. Åhhhh.

Så nu danser jeg ud i foråret. Helt høj over mine nye støvler, mens jeg naivt fortrænger, at jeg snart kommer til at undervise i bar r** og lækre støvler, hvis jeg ikke får  mig taget sammen.

Hav den skønneste fredag, og køb et par nye støvler, en hat, en is eller lige præcis det, som du har lyst til. 🙂

Om fristelser, manglende modstandskraft og babystrik

Altså jeg har jo en lille stak af egne opskrifter liggende her. Opskrifter som jeg gerne vil have skrevet rent og udgivet, men tiden – den forjættede tid – mangler.

Ind imellem, når jeg mangler tid eller på anden måde er presset, laver jeg tossede regler for mig selv. Regler der ikke virker, for jeg har altid reageret på regler (især mine egne) med trods. Nå men, jeg havde altså lavet den regel, at mine egne opskrifter skulle ekspederes inden, jeg skulle købe nye strikkeopskrifter.

Men altså, ja, det gåååår jo ikke, når Lene Holme Samsøe smider denne lille sag på gaden, vel?

Babystrik på pinde 3

Heldigvis kunne jeg købe den ved Fox & Jane, der både sender hurtigt og modtager betaling over PayPal (PayPal-køb tæller ikke, ved du nok). For søren, som jeg glæder mig til at få hæftet i hænderne. 😀

 

Lopper, Liberty og hjemmesyede dejligheder

Der var så dejligt i lørdags i Hannes Have.

Heldagsregnen fra fredag havde forstået budskabet og var rejst videre ud i verden. Solen skinnede, og der var godt selskab, fine lopper, de smukkeste liberty-rester og et uoverskueligt stort antal hjemmesyede dejligheder.

Jeg havde ikke mit kamera med, så du må tro mig på ordet, når jeg siger, at Hannes Sensommersalg er noget af det hyggeligste… og den hjemmelavede æblekage var både god og gratis. Jeg bliver fast gæst, det er helt sikkert.

Om du må se, hvad jeg fik op under neglene? Jeg troede aldrig, at du skulle spørge. 😉

Store, gamle kagedåser, der nok kan rumme en storfamilies juleforbrug af vanillekranse,  og et libertytørklæde, der har hængt mig om halsen siden.

På billedet herunder tester den let skeløjede baby den røde kagedåse – den er (som det fremgår af det nederste billede af de to) godkendt.

Stofrester til fri leg ved symaskinen. Billederne gør ikke stofferne ret. De er så smukke (og jeg kom til at fotografere det småblomstrede med vrangen ud. Det er retteligt endnu smukkere på retsiden ;-)).

Og sidst men bestemt ikke mindst. Min helt egen nye, skønne ‘Tulipaner og tomater’-rejsetaske.

Da jeg så den, tænkte jeg straks, at Hanne måtte have syet den til mig, for jeg elsker den skrigorange farve sammen med de blå-grønne nuancer. Den er rummelig, blød og så lækker, at jeg straks får lyst til at pakke og tage på eventyr i et par dage.

Da jeg så prisen, troede jeg så til gengæld, at det var en fejl, og jeg gjorde opmærksom på, at der måtte være glemt et nul.

Hanne holdt hårdnakket på, at prisen var rigtig, så jeg fyldte glad tasken med lopper og stof og bar det hele hjem. Altså da jeg lige havde spist noget af den der æblekage.

 

Jeg giver Hannes uformelle og tophyggelige Sensommer-Telt-I-Haven-Salg mine allerbedste anbefalinger. Jeg kommer helt sikkert igen.

Du kan finde Hannes blog lige her, og du kan købe hendes hjemmesyede dejligheder lige her.

Saftigt sommer-sorbet-strik…

Flere projekter bliver sat igang end afsluttet her på matriklen for tiden, og det er ok.

Jeg har efter få og ikke dybtfølte kampe sluttet fred med min regnorm af en rygrad. Det er så sjældent i voksenlivet, at det er legalt at være ubeslutsom, ikke at stå fast, ikke at gide være vedholdende. Barselslivet er en oase for laden-stå-til og tagen-det-som-det-kommer. Og jeg nyder min oase. Stort.

Faktisk er det næsten skræmmende så godt jeg har vænnet mig til barselslivets strukturløshed. Jeg står til rådighed for det lille elskelige væsen døgnet rundt, men på den klokkeløse måde. Få ting skal ske til et bestemt tidspunkt, og hvad jeg ikke når idag, når jeg nok imorgen eller dagen efter. Det passer mig så fint, at jeg i glimt kan mærke en snert af nervøsitet for, hvordan filan jeg nogensinde får hældt mig selv ind i det tætpakkede skema, som arbejdslivet kræver.

Jeg skyder tanken fra mig igen. Den tid, den udfordring.

Lige nu er nydelse. Og nydelse lige nu er saftigt sommer-sorbet-strik.

 

Et kontrastfyldt miks af blød, svævende Baby Angora og en mere rå Ren Tussah Silke. Mnnnhhh…

 

Afstikker…

Jeg er stukket en lille bitte smule af. I går pakkede jeg bilen, og her til morgen tog babyen og jeg retning mod syd. Jeg timede det efter formiddagsluren, og babyen snorkede sig hele vejen ned gennem Jylland.

Vi tager et par dage i Fristedet, mens andre får lov til at passe forpligtelser  i den anden ende af landet. Planer har vi ingen af, og det passer mig helt perfekt. Lige nu sover hun, men ellers står der ikke andet på programmet end mor-datter hygge, hvilket det lille menneske heldigvis lader til at være med på.

Skulle vi få lyst til lidt aktivitet, kan vi jo altid kratte lidt i haven, måske endda smide en enkelt georgine i jorden? Det kan gøres med make up frit ansigt, hængerøv i pyjamasbukser, træsser og uldtrøje, hvilket er den uniform, der ikke kan forhandles de næste par dage.

… nå ja… lidt garn har jeg selvfølgelig også med, hvis nu…

Roadtrip, lagersalg og garn i lange baner – eller hvordan man kan bruge lørdag godt og vel op på den skønneste måde…

I går bloggede jeg ikke. Jeg nød.

Jeg nød, at barnefaderen tog sig af hus og små mennesker, mens jeg tog på tur til Gug sammen med min dejlige veninde.

Vi har et fælles projekt, der involverer garn, og det legaliserer ligesom, at vi brugte små 4 timer (fnis) på at sondere et telt og et lokale. Til vores forsvar skal siges, at der VAR meget garn i både telt og lokale, og at der jo også skulle hilses, snakkes, røres og så lige kigges lidt mere.

Garnet var lækkert og betjeningen fænomenal. HanneEllaLiselotte og selvfølgelig Kenneth må have haft både ondt i fødderne og snakketøjet, men de lod sig ikke mærke med det, og de delte rundhåndet ud af smil, tips og viden. 😀

Ind imellem måtte vi ud at hvile øjnene, kigge op i skyerne for lige at kalibrere den indre skærm igen. Vi havde bevæbnet os med rigelige mængder af saltkarameller, der som bekendt giver uanede kræfter og hjælper på snart sagt hvad som helst. 😀

Lene havde måske ikke iført sig de mest praktiske sko til Tjørnevangs piksten. Men de var edderbrodereme lækre!

Indenfor flokkedes alle damerne om vinduerne, hvor farvesammensætninger kunne studeres i lyset. Prøv lige at gætte på, hvor mange mulige sammensætninger, der findes på baggrund af Garnudsalgs sortiment. Det er mange!

Her er det vist Kommen og Havsnegl, så vidt jeg husker. Begge farver, der er blevet absolutte favoritter efter, at jeg har set dem i virkeligheden.

Ud på eftermiddagen voksede min barm til noget, der nok ligner en ÅÅÅÅÅÅÅÅÅhhh skÅÅÅÅl, så det var tid til at vende hjemover til ammebarnet.

Babyen havde ikke overraskende haft en fest i selskab med faderen, og jeg faldt udmattet omkuld med det største smil på læben. 🙂

 

Træt!

I går sov jeg 10 timer kun afbrudt af en enkelt amning. Jeg vågnede op til morgensol og blomstrende kirsebærtræer på en baggrund af skyfri himmel. 10 timer var ny rekord. Det længste jeg har sovet siden november og som følge deraf, hoppede jeg rundt som en Duracell-kanin på speed (og i nattøj) hele dagen.

I nat har jeg måske med lidt held fået 3 timer. Himlen er grå, og selv mine tanker virker tågede. Jeg hopper sådan set slet ikke i dag.

Men der findes råd, heldigvis.

Jeg skruer op for hyggen og for selvforkælelsen. Tænker, at jeg skal stryge mig selv med hårene gennem denne dag. Det er vejen frem. Babysnak, strikketøj, stearinlys og litervis af the.

Må du også blive strøget med hårene gennem onsdag. Onsdag er midtpunktet i ugen, Mittwoch. Lige om lidt er det næsten weekend igen. 🙂

Så kom solen. Velkommen!

I dag er solen gavmild med lyset, og vinden har lagt sig. Det klæder verden, skulle jeg hilse og sige.

Marsken lokker til udeliv. Fuglene insisterer på at bryde den ellers tavse lydkulisse med livlig kvidren, køerne tager det som altid med ophøjet ro, mens påskelammene er lettere at imponere og inspirere til hop, leg og spontan påskeglæde.

Lige nu er jeg stadigt i adstadigt tempo, men med det her vejr, kan farten kun stige i takt med seretonin-niveauet i løbet af dagen.

Jeg vil ud at trave rigtigt langt i påskesolen. Hav den dejligste skærtorsdag. 🙂