Pippilotta – styrke og mod strikket ind i en hue

Pippilotta strikket huePippilotta-huen er en opskrift, som jeg bare måtte skrive, og som er blevet lige præcist, som jeg ønskede mig. Pasformen er god og udtrykket præcist så afslappet og uhøjtideligt, som jeg havde forestillet mig. Huen er selvfølgelig opkaldt efter Pippilotta Viktualia Rullgardina Krusmynta Efraimsdotter Långstrump. Pippilotta er mit forbillede indenfor styrke og mod, og hun siger vigtige og kloge ting som eksempelvis:

Det har jag aldrig provat förut, så det klarar jag säkert!

Og:

Var inte ängsliga för mej. Jag klarar mej alltid!

Mine to store piger står for at flytte hjemmefra. Det har vi aldrig prøvet før.

Mine piger har ikke prøvet at flytte hjemmefra. Jeg har ikke prøvet at give slip, og sende dem af sted.Pippilotta strikket hue

Jeg er afsindigt stolt af dem,og jeg ved, at de kan præcist, hvad de vil.  Men samtidigt har jeg en umådelig lyst til at pakke dem ind i vat, holde dem fast bare lidt længere, selv om det hverken er smart eller formålstjenstligt.

Så i stedet strikker jeg al min kærlighed, min tro på dem og mine gode ønsker ind i hver eneste maske. Jeg pakker dem og mig ind i uld, glæder mig over vores styrke, og sender dem ud i verden. De skal nok klare sig. De klarer sig altid, som Pippi.

Pippilotta strikket hue designet af Erika Brandt

Så jeg sender dem af sted med Pippilotta-huen.

Om Pippilotta-opskriften:

Huen er både let og hurtig at strikke. Den er strikket i henholdsvis retstrik og et vævestrikket mønster, der er udførligt forklaret i opskriften.

Du kan købe opskriften og læse mere her: Pippilotta

Jeg har strikket mine huer med garnet holdt dobbelt i den nye og afsindigt lækre kvalitet LinWool fra Garnudsalg. Hvis du strikker den, som den grå/rosa version kan du nøjes med to nøgler. Hvis du strikker den som den blålige version, skal du bruge tre nøgler garn.

Pippilotta strikket hue designet af Erika Brandt

Og så vil jeg glæde mig til i fremtiden at skulle få besøg af mine store piger, som Pippi siger:

Om ni skulle ta och gå hem nu’, sa Pippi, ’så att ni kan komma tillbaka igen i morgon. För om ni inte går hem så kan ni ju inte komma tillbaka. Och det vore ju synd.’

Mælke- og soyafri Kanelsnurrer

Lad mig lige slå fast med de samme, vi er glade for mælkeprodukter her i huset. Meget glade. Der findes snart sagt ikke den ret, der i vores øjne ikke bliver bare en lille smule bedre af en klat smør, et skvæt fløde, en skive ost eller en top af creme fraiche.

Nu er det bare sådan, at det yngste medlem af familien ikke kan tåle mælkeprodukter. Og for lige at gøre udfordringen lidt større tåler hun heller ikke soyaprodukter. Så jeg er ved at lære at lave mad på ny.

Jeg er kritisk, og jeg går ikke kun nødigt på kompromis. Derfor kommer I ikke til at se de fleste af mine eksperimenter. Men når et eller andet lykkes, ja, så deler jeg selvfølgelig gerne, og de her kanelsnurrer er mindst ligeså gode som dem med mælk og smør.

Ingredienser:

5 dl. mandelmælk
42 g. økologisk gær (det er det, der er i pakken, smart ikke?)
1 økoæg fra en glad høne
1 kg mel (køb godt mel, det betaler sig)
150 g. sukker (måske brugte jeg rørsukker, det gør jeg nogen gange)
En god teske salt
1 dl. smagsneutral olie

Fyld:

Lige dele FRI margarine og sukker
Et ordentligt drys kanel

Dejen er en ganske almindelig gærdej, hvilket betyder at den profiterer af at blive arbejdet med og få tid. Jeg rørte dejen på min røremaskine og lod den stå og ælte, mens jeg smurte en mad til den yngste, betalte tre regninger over netbank, tømte postkassen og hørte en længere historie om et vildt sejt saksespark.

Derefter fik dejen lov til at hæve, mens vi tog en lur og rutsjede en tur – måske var det omvendt? Jeg tror ikke, det er vigtigt. 😉

I hvert fald stod den længe, nok et par timer, og den blev blød, fin og glat.

Derefter boksede jeg længe med at rulle den ud i en rektangel. Den var blød og elastisk, som når gærdej er allerskønnest, men det betød også, at den stædigt trak sig sammen efter hvert rul. Til sidst sejrede jeg.

Jeg puttede fyld ud over hele dejpladen, foldede den nederste trediedel op og den øverste ned. Rullede en smule igen. Skar dejen i lange strimler (20 strimler giver 20 fuldfede og ret store kanelsnurrer).

Jeg gjorde (ok, cirka) sådan her:

Så fik de lov til at hvile igen et par timer, mens vi gik og samlede appetit.

Og endelig blev de penslet og smidt i en 200 grader varm ovn i ca. 12 minutter. Er du færdig, de blev lækre!!! – og dagen derpå var de stadigt bløde og lækre.

Årets første rabarberhøst, eller hvordan verdens nemmeste rabarbersyltetøj kan puste lidt sommer ind i dit køkken

Vinteren har føltes uendelig. Jeg har gået og kigget på min gamle rabarber nede i bunden af haven og tænkt, om frosten nogensinde ville slippe sit tag i den. Om foråret da aldrig ville komme, og om de sprøde rabarber nogensinde ville besejre fimbulvinteren.

Min tvivl har været ca. på størrelse med min længsel efter solen og varmen. Stor.

Heldigvis er min gamle rabarber både trofast og vedholdende. Efter få halvlune dage, spreder den gavmildt sine knasende røde stængler. Den er fantastisk, og jeg ved, at hvis jeg trækker den jævnligt holder den mig forsynet med sine sur-søde skønherligheder helt frem til september. Der er kun godt at sige om den gamle rabarber.

Jeg er typen, der kan tænke så længe over, hvad årets første høst skal bruges til, at jeg ender med ikke at få lavet noget. Sådan skulle det ikke gå i dag.

Så årets første rabarber er nu omdannet til årets første glas af den sindssygt gode, og ligeså nemme og enkle rabarbersyltetøj.

Jeg brugte:

godt 500 g. rabarber
150 g. rørsukker
ca. en dl. sirup
en stang vanilje

Jeg kogte det hele sammen til rabarberne var godt og vel møre, vandet fordampet og lagen kogt ind til en sirup-lignende konsistens. Herefter hældte jeg det på et skoldet glas.

Nemt!

Det første glas her fik lov til bare at være, som det er. Lidt vanilje und nichts weider. Før sæsonen er ovre ved jeg, at andre varianter trænger sig på. En med Cointreau, en med kanel, en med ingefær og måske en med lakrids? Kun fantasien sætter grænser, og heldigvis skal min gamle rabarber nok forsyne mig med rigeligt af stængler at eksperimentere med.

 

Momos Laksesalat

Fredag er smuk som bare fanden efter 12 timers uafbrudt søvn. Jeg hopper rundt på små lyserøde skyer af overstadig glæde og fysisk overskud. Jeg kysser babyfødder i rekordfart, smiler til pakkeposten, og nu bringer jeg så også opskriften på Momos laksesalat, der altså er en japansk opskrift. Men som i mine øjne ligeså vel kunne være dansk. På nogle områder er vi bare alligevel ret ens.

Den kommer her:

Find en lækker laks, som du har lyst til at sætte tænderne i. Skær laksen i mundrette stykker og mariner den i en blanding af hvidvin og citron, salt og peber. Laksen skal gerne bade i marinaden i et par timer.

Bagefter paneres laksestykkerne. Først vendes de i mel, derefter æg og tilsidst i japansk rasp (som er det, der er på billedet herunder).

Hvis du spørger mig, kunne man nok også bruge dansk rasp, men den japanske har ligesom en anden struktur. Den er mere flaget i det.

Så laver du en grøn salat af det, som du godt kan lide. Momo brugte forskellige blad-salater, agurk og tomat. Jeg tænker, at du kan bruge lige det, som du bedst kan lide, hvorfor der om sommeren ofte ville komme grønne asparges og blomsterkarse i min. Men det var der altså ikke i Momos. 😉

Anyway, når du har lavet din salat steger du laksestykkerne i rigeligt (god) olie på panden. Giv dem ikke for meget.

Derefter puttes de i din salat og overhældes med en dressing, som du hurtigt pisker sammen af citronsaft, en god madolie, salt og peber.

Og så er du klar til at dække bord. Husk at spisepinde skal ligge foran tallerkenen, og at du kan kende spisepinde fra madlavningspinde på dekorationen.

Momo serverer japanske ris til salaten. Jeg ville nok typisk bare spise den, som den er eller med et skive godt brød til.

Velbekomme – og hav den dejligste fredag! 🙂

Niku Jaga

Den første af de tre retter på japansk hverdagsmad, som Momo gerne vil dele med mig og jer, er en traditionel japansk hverdagsret, der hedder Niku Jaga.

Niku betyder kød, og Jaga betyder kartoffel, og Momo fortæller, at i Japan er kvinder, der laver en god Niku Jaga ægteskabsmateriale.

Vi er ikke så gode til mængderne, så opskriften her er godt på slump, til gengæld er den til fri afbenyttelse og – bør det måske tilføjes – på helt eget ansvar. 😉

Vi købte alle ingredienserne til retten i Aarhus, så vi har kun brugt ting, der kan skaffes her.

Først bruner du skært oksekød (måske omkring 500 g.?) og et stort løg eller to i lidt olie i din gryde.

Så hælder du et sted mellem en og to dl hvidvin ned til det, og koger til alkoholen er brændt væk.

Herefter puttes Mirin (Mirin er en sød Sake, der er beregnet til madlavning og som du kan se på billedet herunder) ned i gryden sammen med sukker og soya sauce, og det simrer til løgene bliver mørke. Til den portion vi lavede puttede vi ca. 4-5 spsk af hver af Mirin, sukker og soya sauce, og Momo siger, at der skal ca. samme mængde af de tre i, men at man selvfølgelig også i det japanske køkken er velkommen til at smage på tingene og justere. 😉

Når løgene er mørke, hælder du skrællede kartofler i, tilføjer vand til det lige dækker kartoflerne og fiskesuppepulver (det er pakken, som står ved siden af Mirin på billedet herover). Til vores portion brugte vi ca. et halvt brev fiskesuppepulver.

Herefter får retten lov til at simre uden låg, til væsken er reduceret til ca. 1/3, og kartoflerne er kogt færdige. Skum løbende ad med en ske, så din Nicu Jaga bliver ved med at være klar og fin.

Imens retten simrer, koges slikærter i en gryde ved siden af. Når ærterne er al dente, tages de op og skæres fint på skrå.

Hvis man er doven, som Momo og jeg er, koges ærterne sammen med retten, men det må jeg altså helst ikke skrive, for det er virkelig halvpinlig dovenskab. Men altså hvis man er meget doven og en smule skamløs, KAN de koges sammen med retten, fiskes op og skylles, inden de skæres, og det fungerer også fint.

Husk forresten også at koge japanske ris, som du kan servere til din Nicu Jaga. De japanske ris er lidt tykkere, lidt kortere og noget mere klistrede, end de ristyper, som vi ellers spiser flest af her i landet. I modsætning til, hvad Momo troede, kan man faktisk godt koge ris og også japanske ris uden en riskoger. Det var hun meget forundret over. 😉

Når din Nicu Jaga er ved at være færdig smager du den til en sidste gang. Din Nicu Jaga skal være til den salte side, fordi den serveres til ris, der tager en del af saltsmagen. Vi serverede den i en skål med de fint skårne ærter på toppen. Det så sådan her ud.

Bon Appetite – og husk at spise den med spisepinde. 😉

 

Sjælestyrker med snakkegaranti…

Hvis din søndag kommer lidt trægt fra start, verden virker grå, og det forekommer uoverkommeligt at arbejdsugen starter allerede imorgen, så kender jeg den perfekte medicin.

Giv 1,5 liter mælk et opkog (jeg foretrækker økologisk sødmælk, men jeg har heller ingen skam i livet :-D) sammen med en chili og en stang kanel. Lad det derefter stå og trække omkring 10 minutter, så mælken lige når at suge noget smag til sig.

Derefter puttes 200 g. af den gode mørke chokolade (grofthakket) ned i den lune mælk, og der deles kys ud til hele familien, mens cholkoladen opløses. Så er det noget med at piske en fuldfed flødeskum af noget økofløde og lige røre en enkelt gang eller to rundt i gryden for at sikre sig, at chokoladen er opløst.

Chokoladen hældes på glas, toppes med flødeskum og puttes i maver… store som små. Det er endnu aldrig lykkedes at få et billede af dråberne, der klart styrker sjælen og fremmer kærligheden til livet. Til gengæld kan jeg som regel nå at fotografere chokolade-skægget, for den her opskrift inviterer til helt utroligt meget snak.

DIY – østers som næsten alle kan lide…

Inspireret af Annes kommentar til mit indlæg igår, fik jeg lyst til at bringe en opskrift på østers, som næsten alle kan lide.

Østers deler jo vandene. Oftest er folk enten helt vilde med østers, eller også hader de dem. Anne skrev om en dårlig oplevelse med tømmermænd på kokkeskolen, og jeg er også helt enig i, at hvis man skal lære at spise østers, skal man nok ikke satse på en dag med tømmermænd.

Istedet skal man satse på en dag med efterårssol over Vadehavet. Man skal tage med på en østerssafari, hvis man ikke selv kender området. Anyway, man skal skaffe sig helt, helt friske østers, for de smager bare så meget bedre – og så skal man efter min mening ikke starte ud med at spise rå østers!

Når du kommer hjem med dine helt friske østers, skal de gøres rene. Husk, at det kun må ske under rindende vand, altså ikke noget med at smide dem i en balje fyldt med vand. Alle østers skal være stramt lukkede og dufte dejligt friskt af hav, hvis der skulle være en enkelt imellem, der ikke gør dette, kasseres den straks.

Herefter åbner du de østers, som du vil lave. Du løfter låget af, og stiller dem i krøllet sølvpapir eller salt på en bradepande (altså for at holde balancen).

Giv hver østers en lille klat fed creme fraiche, et drys peber, et sprøjt citronsaft og lidt presset hvidløg.

Til sidst toppes med en skive mild ost. Og pladen smides i ovnen på ca. 180 grader i ca. 10 minutter til osten er gylden.

De gratinerede østers serveres direkte fra ovnen til et stykke ristet godt brød. De smager fantastisk!

God fornøjelse!

Verdens bedste marmelade

Ja, nogle vil måske sige, at det er at tage munden lidt rigeligt fuld, men ikke desto mindre er der her i familien enighed om, at den marmelade, som man kan lave af de sure mirabeller (der er modne ligenu, og som mange steder vokser vildt) er verdens bedste marmelade. Derfor vil vi gerne dele opskriften med jer. Jeg siger vi, fordi det er min datter, der står for opskrift og billeder på dette indlæg. Jeg fungerer alene som sekretær. 🙂

1. Når man har fundet og plukket mirabellerne, skal de vaskes og gøres rene, så der hverken er blade eller stilke på.

2. Mirabellerne koges i en gryde med så meget vand, at de lige er dækket. De skal koges i så lang tid at kernerne har løsnet sig, og de fleste af kernerne er faldet ud af bærrene.

3. Mirabellerne og kogevandet passeres herefter gennem en si, så kerner og skaller ikke kommer med i den endelige marmelade

4. Mirabellerne skal igen koges op sammen med vandet, og der skal tilsættes sukker og vanilje. Sukker og vanilje tilsættes efter smag. Vi brugte 1800 g sukker og en god fed vaniljestang til 3 liter mirabellemos. Det skal koge i ca. 10 minutter, hvorefter det skal skummes. Når mosen er kogt og skummet tilsættes geleringsmiddel, der er blandet med sukker (følg manualen bag på pakken). Herefter skal mosen koge i et halvt minut igen.

5. Husk at skolde glassene, som du har tænkt dig at putte marmeladen i! Vi skyller også glassene i en blanding af halv atamon og halvt vand for at marmeladen kan holde sig.;-)

6. Hæld marmeladen på glas, sæt låg på og lad det køle af. Herefter kan du passende lige røre en dej sammen til langtidshævede boller, for når du så står op imorgen, kan du nyde friskbagte boller med verdens bedste marmelade. Ahhhhhhh….

Nu viser vi et beskedent glas, men vi lavede 6 liter og delte ud til hele familien. 🙂

Hvis det er for tidligt…

…at begynde at glæde sig til weekenden, så kan man jo altid glæde sig til aftensmaden. 😀

Iaften står den på simremad, der har stået og duftet i 4 timer i ovnen. Sådan her så det ud, før det kom ind. Jeg elsker simpelthen de violette nuancer i auberginerne og rødløgene.

Oksebov i rødvinssovs

Opskriften kan du finde her… Oksebov i rødvinssovs