Om alt det jeg gerne ville – og også det jeg ville allerhelst

I dag var World Wide Knit in Public Day. Dagen lakker mod enden, og jeg må indse, at jeg ikke fik strikket mere end tre små pinde på Ellens kommende islandske sweater… og det endda under skønne, men også ret private forhold i min egen have.

DSC_0551

Det var ellers ikke, fordi tilbudende ikke var mange og fristende. Jeg ville gerne have været i Gug ved yndlingsgarnpusheren og Liselotte. Jeg ville også gerne have attenderet Garnstafetten i Aarhus (den findes i øvrigt igen i morgen, hvis du har lyst). Og sidst men ikke mindst, ville jeg gerne have været nede i Trines strikkede byhave og hjulpet med at strikke et lille stykke ukrudt eller lign.

Der var meget, jeg gerne ville. Men det må blive en anden god gang, for allerhelst – måtte jeg sande – ville jeg ingenting.

Og alting.

Og nærvær.

Allerhelst ville jeg være her på min egen matrikel med mine egne mennesker, så sådan blev det, og det var godt.

DSC_0549

Ellens lille islandske sweater er godt på vej. Sidst jeg strikkede en islandsk sweater svor jeg, at det var sidste gang, at jeg strikkede fra bunden og op. Hold nu op, hvor jeg fortryder, at jeg ikke lyttede til mig selv og strikkede denne den anden vej. Alt går bare så meget nemmere, når man strikker oppefra og ned.

Så nu siger jeg det ikke bare til mig selv, jeg skriver det også. NÆSTE gang strikker jeg oppefra og ned. Og der bliver en næste gang, for Ellen har lært at sige “yndlingsfarve”, og den er altså lilla, hvilket hun bestemt fortæller mig, hver gang hun ser mig sidde med det røde strikketøj.

Vi må have et bud afsted til island. Jeg mangler mere uld. 😉