Morgensol

I min have kæmper foråret og frosten om magten.

Foråret vinder heldigvis, der er tydeligt mere dug end frostkrystaller i hvert fald i den retning, som jeg kiggede i dag.

DSC_3197

Det er vist tid til at genindføre min morgenrunde på de dage, hvor det lader sig gøre. Jeg ifører mig gerne uld i rigelige mængder, hvis det betyder, at jeg kan drikke min te i morgenlyset.

DSC_3195

Jeg ønsker dig den dejligste torsdag, må lyset bære os igennem.

Om solnedgange og et fjernsyn, der slog op

“Everyone should smile. Life really isn’t that serious. We make it hard. The sun rises. The sun sets. We just tend to complicate the process.”

DSC_0546

Vi har ikke længere tv. Det er ikke en politisk beslutning. Det sprang ligesom bare i luften en dag. På den måde bestemte det selv, at det ikke længere ville være en del af vores liv. Måske syntes selv fladskærmen, at det hele var blevet lidt for trivielt?

Det er en velsignelse.

Ubetinget.

Mine aftener har ændret sig. På de dage, hvor jeg kommer hjem fra mit arbejde og er allermest træt i mit hoved, er jeg begyndt at tage ud og se solen gå ned, når de mindste sover.

DSC_0543

Jeg går en tur eller sætter mig på en strand og tømmer hovedet for tanker.

At se solen forsvinde i horisonten sætter tingene i perspektiv. Det er en stor lettelse at sidde der og føle sig ubetydelig lille i det store billede.

___________________________________________

Forresten, og noget helt andet. Jeg søger medbloggere ovre på fællesbloggen. Kig derover, hvis du tænker, at det måske kunne være noget for dig. 🙂

Om mandage og lakridschokolade

Om mandagen kan den lille lykke meget vel befinde sig på bunden af en lille skål med lakridschokolader.

Hvor jeg ved det fra, spørger du? Lad os bare sige det sådan, at jeg har data nok, der understøtter min påstand. 😀

DSC_9286 (2)

Jeg skænker mig en kop yndlingste og sender en kærlig tanke til Johan Bülow, fordi han laver lakridser uden gluten. Tak for dig, Johan, du gør min mandag smukkere. 🙂

 

Lysterapi af den naturlige slags

Weekenden har været uendelig grå, våd og mørk.

Til sidst magtede jeg næsten ikke mere mørke, og sagde til ungerne, om der da ikke kunne komme bare et enkelt solstrejf, lidt lys, en solnedgang, som vi kunne tage ud at nyde.

Verden forbarmede sig over os, for ud af nærmest ingenting spredte det tykke lag skyer sig, og aftenlyset lagde sig blidt over det flade land.

DSC_8464 (1)

DSC_8459

Vi fik hilst på både får og gæs, inden det sparsomme lys forsvandt bag et dige. Men det var ok, for vi nåede det.

Vores julestrategi går ud på at prioritere roen, derfor vandt marsken over julemarkedet. For filan, hvor var det en god prioritering. Det bliver en dejlig jul.

Sensommerglimt – som perler på en snor…

Jeg kan muligvis ikke trodse tyngdekraften som denne lille fyr, men jeg kan løfte mit kamera igen.

Og egentlig spørger jeg ikke om mere.

Sensommermorgener, som den imorges, hvor verden kun langsomt afklædes en dyne af tåge og hvor fantasillioner af dugperler skinner så insisterende inciterende, at jeg taber pusten og glemmer alle bekymringer.

Sådanne morgener samler jeg på, og hvis jeg er heldig, får jeg endnu en imorgen. Hvis ikke, kan jeg leve længe på den, jeg fik idag. 🙂

Hovsa

Jeg faldt lige af nettet, så her har været usædvanligt stille et par dage. Ingen har sikkert opdaget det, for hverdagen indtraf sammen med sommeren, og jeg klager ikke.

Jeg nyder.

Jeg sender sammen med manden min store børn i øst og vest om morgenen. Logistikken er vi vist ved at have på plads, selvom den umiddelbart virkede lidt uoverskuelig. Vi er mange, og hver skal sit. Vi udstyrer med madpakker, vasker skoletøj og hjælper med at finde vildfarne vinkelmålere og forsvundne linialer. Tungen er lige i munden hver morgen, og mon ikke manden min ånder en smule lettet op, når han rammer sin arbejdsplads? Jeg forstår det i hvert fald, hvis han gør.

Babyen og jeg leger kravlelege på trampolinen under æbletræerne og går i bare tæer i græsset, mens de store er afsted. Så ofte som vi kan slippe afsted med det, sniger vi os til at sove sammen til middag. At sove med en baby er ubetinget den største lykke-booster, jeg nogensinde har oplevet. Jeg synes, lægerne skulle ordinere den type middagslure, før de skrev lykkepiller ud. Jeg er sikker på, at det ville hjælpe på de fleste depressioner (og eneste kendte bivirkning er, at man er lidt friskere sidst på dagen. Og jeg ved ikke med dig, men det er en bivirkning jeg godt kan leve med).

Når folket vender trætte tilbage efter endt dont, nyder jeg igen, at jeg kan være der til at tage imod. Jeg kan høre om skoledagen, nye fag og klassekammerater, jeg kan servere kold saft i sommervarmen og nurse om den lektielæsning som allerede nu begynder at trænge sig på. Det er en luksus af de helt store.

Der er så meget at glæde sig over…

…på en ferie-solskins-tirsdag.

En af tingene er ifølge den 5-årige, at man kan indtage sin havregrød, mens man spiller Plants vs. Zombies.

Det meste af familien sover endnu, undtagen babyen, der istedet sover igen. Så lige nu er der tid og ro til en lille snak, et spil og en enkelt pind på strikketøjet.

Jeg føler mig så heldig, at jeg snart bobler over, og jeg minder mig selv om, at jeg skal tage morgentjansen oftere. Et par timer mere på langs kan ikke konkurrere med dette. Slet ikke.

Om midsommer, morgenhår og aldrig svigtende selvtillid i blomsterhavet

Midsommer er gavmild med smukhed her i Danmark. Morgenerne er tidlige, og aftenerne lange. I haven står alt strunkt og kækt, og der kan junkes farveeksplosioner ad libitum selv på en gråvejrsdag.

Min have er ikke nydelig og velfriseret. Den er snarere havernes svar på viltert morgenhår. En af mange skønne ting ved viltert morgenhår er uforudsigeligheden, og det, at der hele tiden opstår noget nyt.

Som nu her til morgen, hvor en storblomstrende Rhododendronbusk får lov til at male min øjenhule cyklamen, og pludseligt opdager jeg, at noget ukrudt har farveordnet sig med Rhododendronerne.

Det spinkle storkenæb er ikke bleg for at folde sig ud  og bruge det svulmende blomsterhav som scene. Selvsikkert knejser den til trods for, at den har tvunget sig adgang mellem to fliser og retteligt befinder sig lige midt i Rhododendronland.

Det er den slags selvtillid, som midsommeren bringer. Det er svært ikke at elske.

Stille fredagsnydning, mens jeg glæder mig…

En fuldfed weekend ligger lige foran os. Forårsvejret lader fortsat vente på sig, men jeg tilgiver, for lige i dag har jeg det i mig.

Senere kommer ældstedatteren hjem fra efterskolen. Hun er savnet, og jeg glæder mig. Det betyder, at der med lidt held kan fredagshygges med en næsten fuldtallig familie i den sidste ende af dagen. Og næsten fuldtallig er noget af det bedste, vi kan præstere for tiden, og det er også godt, selvom der jo mangler en enkelt, der har andre planer.

Det lader til at babyen er ovre efter-vaccinationsfeberen, som vi ellers har haft glæde af i et par dage, og jeg har rester af sæsonens første rabarbertærte lige her ved siden af thekoppen, så jeg nynner stille, mens jeg bare nyder at glæde mig.

God fredag også til dig på den anden side af skærmen. 😀

Hov, jeg faldt af… og blev 37

Jeg faldt lige af internettet for en stund. Den virkelige verden insisterede, og jeg finder den svært uimodståelig, når den gør det.

Så jeg har leget og spist godt, leget lidt mere og gået en tur, sådan på familie-måden med min mand i hånden, børn løbende omkring os med vind i håret, og barnevognen skubbede vi afsted, som en slags spydspids for megafamilien.

…og så blev jeg 37. Bare sådan lige i går, og det er ikke engang en aprilsnar. Så jeg fik gode gaver, mere at spise og lov til at sove. Jeg er simpelthen så heldig, og også lidt voksen i det, både yderst og inderst, og det føles godt!

Måske er jeg ikke en fan af ungdom? Ikke min egen i hvert fald. Meget er blevet nemmere med alderen, synes jeg. Og smukkere og bare bedre. Det ikke så tosset, for jeg satser på, at det fortsætter sådan. 🙂

Til gengæld er jeg en stor fan af leg… og grin… frisk luft, forårssol og røde kinder… og tid med dem, jeg holder allermest af. Masser af tid. 😀