Shhhh… se lige…

I min have nejer de fineste, hvide ranunkler. Med deres papirstynde blade, foldet så sirligt og fint, nynner de blidt en stille melodi.

Jeg lytter gerne i et stille kvarter. Slår mig ned med morgenteen og lader roen sænke sig.

Jeg skal ingenting. Og det er lige som det skal være.

Ranunkler - thinkingspace.dk

Ranunkler - thinkingspace.dk

Ranunkler - thinkingspace.dk

Efter regn kommer sol…

Vi blev vækket af det vildeste uvejr. Lyn, torden og regn i rigelige mængder væltede ud af himlen.

Jeg nåede at glæde mig til en indedag. En strikke, spille, drikke te-dag, før uvejret forsvandt ligeså pludseligt som det var kommet, og efterlod noget, der var så meget bedre.

Lyset og varmen er tilbage nu. Morgenens regn har efterladt haven helt fortryllende. Både farver og dufte er ligesom skyllet rene, og går ufortyndet igennem den klare sommerluft. Det bliver ikke en indedag, men jeg tager også gerne endnu en sommerdag under åben himmel – og jeg er vist ikke den eneste. <3

DSC_0514 (1)

DSC_0495

DSC_0518

Om blogging og pauser, der bare opstår

Jeg har holdt pause fra bloggen. Egentlig var det ikke en bevidst beslutning, pausen opstod ligesom bare, og den ene dag tog den anden.

Efter en uges tid kom jeg til at tænke på, om bloggen og det, at jeg kommunikerer om meget på mange platforme, mon påvirker den måde jeg tænker. Det lyder måske lidt småtosset, men pludseligt fik jeg lyst til at udforske, hvordan min verden så, virkede og føltes uden bloggen.

Det ved jeg nu. 😉

Jeg ved, at min verden er præcist den samme med og uden blog. Der er lige så meget glæde og travlhed, lige så mange farver og lugte, lige så mange øjeblikke.

DSC_0229 - Version 2

Men noget er alligevel ikke helt det samme, og derfor er jeg på vej tilbage til bloggen. For selv om, der er ligeså mange hverdagsglimt og ditto tanker, bliver disse ikke på samme måde fastholdt uden bloggen. Bloggen er på den måde mit arkiv af gode hverdagsøjeblikke, og når jeg ikke blogger, mister jeg dem. Jeg glemmer. Hurtigere og oftere.

DSC_0248

Jeg kan simpelthen ikke huske, lugten af det regnvåde græs og følelsen af mine bare fødder i det ugen efter, medmindre at jeg skriver om det her. Og når jeg ikke kan huske det ugen efter, så har jeg mistet noget, der måske ikke var en stor ting, men alligevel var betydningsfuld for mig og min dag, lige præcis da jeg skrev om det.

Og så savner jeg dig. Dig, der læser med her og jævnligt skubber til min virkelighed med en kommentar. Mit liv er også en lille smule fattigere uden dig. Så jeg er tilbage igen. Med glæde.

Opskriften på øjeblikkelig havelykke er simpel:

En dejlig sommerdag. Et tæppe på græsset, tid og ro ad libitum til både store og små.

Pludseligt kan jeg mærke mig selv. Jeg er kommet i tanke om, hvad det er jeg vil, og hvad jeg søger. Det er jo lige her.

Jeg skulle bare i øjenhøjde med græsset for at kunne se det.

Lørdagsnydning…

Jeg har lyst til at skrive mere om det, som jeg startede lidt forleden. Om at der er alt for mange kvinder, der er alt for pressede, og at det er et samfundsproblem, som vi skal gøre noget ved. Jeg har lyst til at skrive, hvor tosset jeg synes, at det er, at vi har skabt os et system, hvor halvdelen af befolkningen har det skidt, fordi de arbejder for meget, mens den anden halvdel har det skidt, fordi de ikke kan få noget arbejde.

Men ikke lige i dag.

For i dag er en fridag, og jeg tanker op på kærlighedskontoen. Jeg satser på stornydning og havehygge.

Jeg håber, at din lørdag ligeledes byder på optankning og stornydning af lige præcis det, som du holder allermest af. 😉

Årets første rabarberhøst, eller hvordan verdens nemmeste rabarbersyltetøj kan puste lidt sommer ind i dit køkken

Vinteren har føltes uendelig. Jeg har gået og kigget på min gamle rabarber nede i bunden af haven og tænkt, om frosten nogensinde ville slippe sit tag i den. Om foråret da aldrig ville komme, og om de sprøde rabarber nogensinde ville besejre fimbulvinteren.

Min tvivl har været ca. på størrelse med min længsel efter solen og varmen. Stor.

Heldigvis er min gamle rabarber både trofast og vedholdende. Efter få halvlune dage, spreder den gavmildt sine knasende røde stængler. Den er fantastisk, og jeg ved, at hvis jeg trækker den jævnligt holder den mig forsynet med sine sur-søde skønherligheder helt frem til september. Der er kun godt at sige om den gamle rabarber.

Jeg er typen, der kan tænke så længe over, hvad årets første høst skal bruges til, at jeg ender med ikke at få lavet noget. Sådan skulle det ikke gå i dag.

Så årets første rabarber er nu omdannet til årets første glas af den sindssygt gode, og ligeså nemme og enkle rabarbersyltetøj.

Jeg brugte:

godt 500 g. rabarber
150 g. rørsukker
ca. en dl. sirup
en stang vanilje

Jeg kogte det hele sammen til rabarberne var godt og vel møre, vandet fordampet og lagen kogt ind til en sirup-lignende konsistens. Herefter hældte jeg det på et skoldet glas.

Nemt!

Det første glas her fik lov til bare at være, som det er. Lidt vanilje und nichts weider. Før sæsonen er ovre ved jeg, at andre varianter trænger sig på. En med Cointreau, en med kanel, en med ingefær og måske en med lakrids? Kun fantasien sætter grænser, og heldigvis skal min gamle rabarber nok forsyne mig med rigeligt af stængler at eksperimentere med.

 

Sensommer-have-lykke…

I godt selskab og midt i alt det grønne, flyder kærligheden frit, karmakontoen tankes op, og lykken er glimtvis på en hyppig frekvens. Hvor er jeg helt utroligt heldig at få lov til at opleve dage lige præcis som denne her. 😀