Om at se på sig selv med milde øjne…

Jeg elsker at skrive. Jeg ville ønske, at jeg kunne leve af at skrive.

Jeg har en romantisk drøm om at leve enkelt og billigt, men med stor frihed. Langt udenfor lands lov og ret, men tæt på naturen.

En drøm om at starte mine dage i langsomt tempo, lade sjælen indhente kroppen og skrive. Hver dag – skrive.

Fordi jeg bærer rundt på den her romantiske drøm, er det let for mig at sige ja, når jeg bliver tilbudt skriveopgaver. Således sagde jeg også både glad og beæret ja, da jeg for et par måneder siden blev spurgt, om jeg ville skrive et kapitel i en ny grundbog til pædagoguddannelsen. Det ville jeg selvfølgelig.

Og i den perfekte verden ville det videre forløb så være, at jeg satte mig ned foran brændeovnen, skrev et genialt kapitel, som jeg i god tid før deadline kunne sende til min dygtige redaktør.

Ahem… det er bare ikke helt der, jeg er med mine skriveprocesser.

I stedet tog jeg tre dage i sommerhus, hvor jeg stirrede på den blanke skærm, mens jeg slog mig selv oveni hovedet over at have sagt ja til opgaven. I den lange og udmattende proces, som jeg skal spare dig for de mest ydmygende detaljer fra, fik jeg også overbevist mig selv om, at jeg var uegnet til mit arbejde og i øvrigt ude af stand til at kunne administrere selv simple ting. Jeg var efter få dage overbevist om, at jeg havde så meget brug for hjælp, at jeg hellere måtte søge kommunen om en støttepædagog.

Jeg elsker at skrive. Jeg hader at skrive.

En lang historie kort. Det kapitel har været den vildeste kamp med mig selv og med samtlige kendte og ukendte skrivedæmoner. Jeg afleverede første udkast torsdag aften (ååååh, hvor jeg dog håber, at min redaktør er nådig i sin feedback), og nu arbejder jeg med tilgivelse, heling og belønning.

Jeg tilgiver mig selv for at sige ja til skriveopgaver, selv om de er svære. Måske roser jeg endda mig selv lidt for modet og for at se dæmonerne i øjnene.

Jeg heler. Giver mig selv lov til at skrive lige, hvad jeg vil, hvornår jeg vil. Jeg holder dagslange pauser, strikker og drikker te.

Jeg belønner mig selv. Lidt skamfuldt, for jeg ønsker mig jo I virkeligheden et mere enkelt liv med færre ting. Men lige nu må jeg gerne købe en kjole på udsalg, mens jeg venter på den store sending ultralækkert garn, som jeg bestilte i fredags.

Esprit

Ovenstående er alle fra esprit.dk, hvor der er udsalg netop nu. Hvis du angiver rabatkoden FINALE, får du 20% ekstra rabat også på i forvejen nedsatte ting

Screen Shot 2015-01-17 at 07.15.25

Barcelona, efterårsforkælelse og en enkelt ny kjole… eller to…

Sommeren passerede hurtigere end et suk. Arbejdslivet vendte tilbage, og septembers klare luft er en realitet.

Jeg elsker begge faktisk. Arbejdslivet og jeg er ganske vist i det, der på Facebook ville hedde ‘et kompliceret forhold’, men hverdagen er fin. Og det samme er september.

I næste uge er jeg så megaheldig at få lov til at lave et oplæg sammen med gode kolleger på en konference i Barcelona. Det bliver på samme tid helt fantastisk spændende og pænt skræmmende, for jeg er uøvet og usikker på engelsk.

Jeg er nervøs, og havde netop bevilget mig selv lov til lidt trøsteshopping, da esprit.dk inviterede mig til at kigge ind i deres webshop. Jeg undskylder, men kunne ikke stå i mod, så her er, hvad jeg har fundet.

Fristelser fra Esprit.dk

Og jeg kunne endda finde på at supplere lidt fra HM:

Fristelser fra HM

Jeg ved jo i virkeligheden godt, at en ny kjole hverken gør til eller fra, når jeg står på konferencen og skal præsentere mine beskedne (men spændende!) forskningsresultater.

Men bagefter, ikke? Der skal jeg ånde lettet op, spise tapas, drikke venlig rødvin og bare trække Barcelona helt ind. Det glæder jeg mig til, og der, lige der kommer en enkelt ny kjole eller to helt til sin ret, er jeg sikker på.

PS. Jeg bliver i øvrigt i Barcelona weekenden over, så turisttips, insiderviden etc. modtages med kyshånd og god karma i kommentarfeltet.

Sponsoreret indlæg

Sommertøjskrise

Forår er ensbetydende med lys, luft, lune temperaturer – og for mit vedkommende – en kæmpe tøjkrise.

Chokket er det samme hvert år, når jeg må sande, at det jeg husker som en talje i vinterens løb er forsvundet, og det jeg husker som halvgode stænger, under uldstrømpebukserne har forvandlet sig til blå-blege ben, der kan lyse i mørket og blænde i en grad, der ville gøre dem trafikfarlige at færdes ude med.

Min ældste datter og jeg elsker Esprit, fordi de bidrager til vores kommende ferie, og de har inviteret os til at kigge i deres webshop. Og lad mig sige det med det samme, min datter ville se fantastisk ud i snart sagt alt, hvad de har.

Der er også potentielle løsninger til min krise, om end det er sværere, når man ikke længere har en alder og en figur, hvor man kan slippe afsted med, hvad som helst. 😉

Anyway, denne her kjole måtte gerne komme hjem til mig og bo. Jeg ville føle mig godt tilpas med at undervise i den, og det er mit succeskriterie.

Der er det med at undervise, at man stiller sig op foran en større flok mennesker og tager opmærksomheden ved at tage ordet. Jeg har brug for tøj, der dækker kroppen uden at tage al opmærksomheden fra det, som jeg har at sige. Samtidigt skal jeg kunne slappe af og gider ikke skulle tænke på ting, som at trække maven ind (jeg ville også glemme det alligevel efter ca. 2 minutter, fordi jeg er så optaget af mit stof).

Derfor ville denne også være en mulighed:

Min datter derimod, hun ville se fantastisk ud i noget, der både spræller mere og også har en mere tætsiddende silhouet. For eksempel denne her:

Eller dette her:

Hvis du har lyst til at se nærmere på Esprits webshop, kan du finde den lige her.

_______________________________

Dette er et sponsoreret indlæg, og det er en del af en serie af sponsorerede indlæg, som min datter og jeg skriver, mens vi sparer op til vores fælles ferie. Meninger og ord i indlægget er vores egne.