Om den dejligste barnedåb, og også lidt om at fotografere i kirken

Jeg har været til barnedåb idag. Engang synes jeg, at det var de kedeligste fester. Men jeg er blevet ældre siden da, og nu synes jeg, at det er noget af det mest fantastiske, at mødes og sammen og fejre et nyt menneskes indtog i verden.

Det var og er dejligt, og jeg er let og varm om hjertet. Og jeg er næsten sikker på, at du ved, hvad jeg mener, når jeg viser dig dette billede af Kalle og hans mor.

Nu er jeg så kommet hjem og sidder og redigerer billederne, og så er det, at det slår mig.

Præsten tillod ikke, at der blev taget billeder under den kirkelige handling. Det kan hun have alle mulige gode grunde til, men når jeg ser på billederne nu, ærgrer det mig bare, at det får den konsekvens, at selve dåben er ikke-eksisterende i billedmaterialet.

Billederne, jeg tog idag, er i al beskedenhed skønne. De forestiller en hjertevarm familie, der fejrer den senest tilkomne. Jeg sætter billederne sammen i en bog. Det bliver en bog, som bliver en del af deres families fortælling. Den kan tages frem om et år, om fem, om tyve eller om tres år, og man vil kunne snakke om alt det dejlige der skete denne dag, men selve dåben vil fortsat være fraværende.

I min lokale kirke er politikken en anden. Her må man gerne fotografere, hvis man gør det diskret, uden blitz og fra sin plads i kirken. Det gør, at jeg har billeder, som de her fra mindstepigens dåb.  Billeder som jeg jævnligt kigger på og som får solen til at skinne i mig selv på den mest grå vinterdag.

Jeg håber, at når man som præst vejer for og imod at tillade respektfuld kameraføring i kirken, at man så også reflekterer over billeders betydning i vores historiefortælling idag, og at man tænker over, om kirken ikke skulle have en (større og mere levende) plads i denne historie.

♥-dag

Søndag var en dag, som jeg meget længe vil holde tæt, tæt på hjertet.

En hjertedag med hjertemennesker.

Et menneskebarn, mit menneskebarn fik sit navn og blev fejret af så mange, der vil hende så godt.

Hun blev døbt i fusions-dåbskjole. Kjolen hører til min mands familie. Han er selv blevet døbt i den. Sløjfen havde jeg flyttet over fra den kjole, som jeg selv i min tid syede til de store piger. Troldebarnet skulle have noget med fra begge sider ind i dåben, og det fik hun.

Hun kommer til at elske os for at have foreviget hende med denne skønne frisure. 😉

4 dage til dåb

Reserveporcelæn hentet og vasket – tjek.

En hurtig optælling afslører, at alle kan få en tallerken og endda også en kop til kaffen. Hvor heldigt er det lige? 😀

Jeg glæder mig. Meget faktisk. Det er det 4. barn, som jeg skal døbe, og jeg forstår stadigt ikke helt mit held.

Dåbsbillederne gennem tiden afslører, at meget vand er løbet gennem åen på de 15 år, hvor jeg har været en mor. Tøjstilen har ændret sig, ligeså har håret – både frisuren og farven. Måske en lille billedkavalkade var på sin plads? Erika, mor til dåbsbarn fra 21 til 36 år.

Samme præst, samme kirke, samme ritual, samme glæde. Vildt!

6 dage til dåb

Burde jeg være bekymret over, at rummet som en del af gæsterne skal sidde i pt. ser sådan ud?

Naaaaa, hvis det stadigt ser sådan ud lørdag, så begynder jeg at bekymre mig. Lige nu ser jeg bare tiden an… og faktisk har manden jo lovet at fikse det. 🙂

Invitationer – tjek!

For søren, for søren, for søren… pludseligt er det gået op for mig, at man ikke bare kan vælge og vrage dåbsdatoer, når man bor på landet.

Faktisk er både april og maj fuldt booket med påske og konfirmationer i den lokale kirke, hvor der jo ikke er gudstjeneste hver søndag..

Hvad gør man så? Man handler hurtigt, henter inspiration på Pinterest og bikser nogle invitationer sammen, mens man håber på, at familien har mulighed for at komme med kort varsel. Derefter sætte man spurten ind for at nå postkassen, inden den bliver tømt….

Pyhh, nu er invitationerne afsted, og der er ingen vej tilbage.

Sådan gjorde jeg:

Jeg lavede arket med billederne i Pages, som er Apples svar på Word. Du kan sagtens lave det samme i Word, hvis det er det, du har på din computer.

Jeg lavede en tabel, som jeg så satte billederne ind i (tabellen skal være uden gitter). Hver kolonne svarer så til en “strimmel”, når de er printet.

Jeg skulle lige lege lidt med det og justere lidt, inden jeg var tilfreds, men da jeg først havde en kolonne, som var som den skulle være, var det nemt at kopiere denne, til jeg havde arket fuldt.

Jeg købte Manillamærker og sådan noget lækkert halv-glimtende karton ved Bog & Ide.

Derefter har jeg bare printet direkte på både mærket og karton. Klippet karton i strimler, klippet hul i toppen og bundet det hele sammen med noget satinbånd fra Søstrene Grene.

Manillamærket måtte to gange gennem printeren, da selve invitationen står bag på det. :-)