Tilbageblik #6 – juni 2012

Juni var bare babytæer, for lidt sol og for meget regn.

For mig var der også en dimission, som jeg bare måtte til på trods af barsel. Jeg fik holdt en tale, givet en lykkeelefant og sagt et ordentligt farvel til “mine” meritpædagogstuderende. De er nu pædagoger, og nogle fantastisk seje nogle af slagsen, kan jeg garantere dig. 😉

Juni var nye biopsier med nedslående resultat, ventetid og en stor beslutning.

Juni var også gensyn med japanske venner, der kom på besøg og slog sig ned her hos os for sommeren.

 

Dette indlæg er en del af en serie, hvor jeg kigger tilbage på 2012 på godt og ondt. Du kan se alle mine tilbageblik her.

Tilbageblik #5 – maj 2012

I maj sprang bøgen ud, varmen indfandt sig, og vi var meget i Fristedet.

Vi blev blæst igennem på digerne, talte får, plukkede mælkebøtter og nød det stille liv, som Markslandet fordrer.

Maj var også et besøg ved øjenlægen, der kunne fortælle os, at øjentræningen batter. Synet på min smukke drengs dårlige øje var steget fra 7% til 30 % på 3 måneder. Kæmpesejr!!!

Sidst men ikke mindst var maj farvel til børnehavedrengen, der håbefuldt sprang ud i skolelivet.

Vi trængte til maj, tog imod den med åbne arme og nød hvert sekund.

 

Dette indlæg er en del af en serie, hvor jeg kigger tilbage på 2012 på godt og ondt. Du kan se alle mine tilbageblik her.

Tilbageblik #4 – april 2012

April var forår og påskeferie. Vi bevægede os ud af hiet og ud under åben himmel.

April var spirende grønt, perlende dug, årets første skovtur og en gadekoncert af de helt fine. Lyset var for alvor kommet tilbage, og vi nød det så meget, som det overhovedet lod sig gøre.

April var også den måned, hvor jeg blev ringet op fra Skejby. De var ikke sikre på, at de havde fået fjernet alt det dårlige væv i den første operation, og jeg rustede mig til nye undersøgelser, biopsier og evt. operation.

April var både tung og let, udfordrende og fantastisk.

 

Dette indlæg er en del af en serie, hvor jeg kigger tilbage på 2012 på godt og ondt. Du kan se alle mine tilbageblik her.

Tilbageblik #3 – marts 2012

Marts var det sidste af en vinter, starten på foråret, en barnedåb og en operation. Glæde, håb, bekymring og træthed blandet sammen i en stor cocktail, som nogle dage smagte bedre end andre.

Barnedåben var intet mindre end fantastisk. At samle dem, som betyder mest omkring det at fejre det nyeste medlem af familien betød alverden.

Ugen efter skulle jeg opereres for første, og hvad vi på det tidspunkt regnede med blev sidste gang. Det var første gang, at jeg skulle væk fra babyen, og jeg var lammet af angst og uvilje. Det er følelser  og stemninger, der næres af træthed, og tilsammen var billedet ikke smukt og situationen ikke nem.

Dette indlæg er en del af en serie, hvor jeg kigger tilbage på 2012 på godt og ondt. Du kan se alle mine tilbageblik her.

Tilbageblik #2 – februar 2012

Februar var vinterliv. Det var lyset, der så småt begynder at vende tilbage, smukke morgener, kulde og indeliv.

Februar var også måneden, hvor vi fandt ud af, at vores dejlige, dejlige dreng havde store problemer med sit syn. Synet på det dårligste øje var så nedsat, at øjenlægen ikke kunne måle det, men skønnede det til at være omkring 7%. Det andet øje er bedre, men også der er synet nedsat. Briller blev indkøbt og klaptræning påbegyndt.

Jeg får til stadighed ondt i maven af at tænke på, hvor svært det må have været for ham at navigere i og forstå en virkelighed, når han var så ekstremt udfordret på synssansen. Heldigvis bliver hans syn stadigt bedre og bedre. Det bliver aldrig perfekt, men det er lykkedes os at træne det langt mere op, end vi havde turdet håbe på.

Dette indlæg er en del af en serie, hvor jeg kigger tilbage på 2012 på godt og ondt. Du kan se alle mine tilbageblik her.

Tilbageblik #1 – januar 2012

Jeg er nedlagt, som i fuldstændig vandret. Så for at få det bedste ud af en knap så heldig eller hyggelig situation tænkte jeg, at jeg ville kigge lidt tilbage. Og hvis du har lyst er du velkommen til at kigge med.

2012 har været et ganske særligt år. For mig var det et barselsår, mit definitivt sidste, og jeg var opsat på at stornyde det. Det er dog en intention, der blev udfordret af alverdens bekymringer omkring både mit eget og mine børns helbred og trivsel undervejs.

Heldigvis er vi nu på den anden side, stadigt stående, raske og har det godt. Jeg er uendeligt taknemmelig for det held, der har ført os hele ud på den anden side.

Januar 2012 var kampen om, at få min baby til at tage nok på. Hun var 1, 5 måned gammel, da vi gik ind i det nye år og vejede lige omkring 4 kg. Vi arbejdede med både hendes og mine måltider, tog til kontrolvejninger og vandt!

Januar var også massivt savn af den teenager, der var på efterskole. En støttemur, der væltede, en ombygning, der kun alt for langsomt skred fremad, kaffe, stille stunder, almindelig overlevelse og en enkelt spontan kunstudstilling i sneen lige uden for min dør.

 

 

Dette indlæg er en del af en serie, hvor jeg kigger tilbage på 2012 på godt og ondt. Du kan se alle mine tilbageblik her.

Zen og det der…

Om jeg gerne ville være til Smukfest lige nu?

Ligge med ondt i ryggen, hovedet, moralen, overtrækket og ikke mindst grinemusklen, mens jeg halvkvadret forsøger at få hovedet til at pege opad de ondeste tømmermænd til trods?

Om jeg gad halvklam sovepose, festivallugt og støv? Kø til toiletter, truckervask og folk, der både hopper, skubber og spytter når de synger, og vi står meget tæt?

Jeg gad det godt. Faktisk gad jeg det hele så gerne, at jeg får næsten ondt i festivallængslen på sådan en ellers helt almindelig fredag i august. Jeg gad så tænderskærende, hvinende, insistererne godt… hvis det ikke var fordi, jeg har en lille sprutsak her, som jeg gider endnu mere. Jeg har også et helt kuld af de større unger, men de kunne nok passes. Sprutsakken, hende er jeg ikke klar til at lade ude af syne endnu. Vi hænger stadigt sammen, hende og jeg, og jeg vil ikke gå glip. Ikke det mindste lille, bitte glip. Det bånd kan tids nok blive løsnet.

Derfor hilser jeg alligevel (endnu) en stille weekend velkommen. Jeg tager en runde i haven, nipper en blomst, kysser en kind og nuldrer en fod. En regndråbe glider langsomt over et kronblad på den spanske marguerit, og freden rammer mig lige i hjertet.

Det er ok, jeg når det hele, og næste år… der når jeg også en smuk fest med smukke mennesker lige midt i den smukke bøgeskov.

Luuuuuuuuuuuuft!

Pludseligt føltes barselshulens vægge trange og loftet lavt. Trangen til at blive blæst igennem og se noget himmel og hav overvældede mig, og heldigvis kunne manden min lokkes med efter arbejde.

Således kunne jeg igår sidst på dagen følges med to af mine yndlingsmennesker på Aarhus Havn. Vi fik kørt lidt byggepladsrally med barnevognen, kigget lidt på status for Lighthouse og Isbjerget og ikke mindst skuet ud i horisonten, mens de indre brikker faldt på plads.

Tænk sig, man kan bo her. I et hus så bjergtagende smukt og med havet for sine fødder. Altså selvfølgelig kræver det bare, at man har:

  1. vanvittigt mange penge
  2. ikke er helt så privat, som jeg er. For det er svært at gemme sig i et hus af glas.
  3. at man ikke har helt så mange børn og så stort et pladsbehov, som jeg har…. hvilket dog nok kunne løses ved at skrue yderligere på pkt. 1. 😉

 

Et par timers mild gennemblæsning i relativt lun sommerbrise og et godt måltid indisk mad senere var det indre tunnelsyn afløst af en lidt bredere horisont.  Det er ikke en dårlig afslutning på en tirsdag. 🙂

 

Saftigt sommer-sorbet-strik…

Flere projekter bliver sat igang end afsluttet her på matriklen for tiden, og det er ok.

Jeg har efter få og ikke dybtfølte kampe sluttet fred med min regnorm af en rygrad. Det er så sjældent i voksenlivet, at det er legalt at være ubeslutsom, ikke at stå fast, ikke at gide være vedholdende. Barselslivet er en oase for laden-stå-til og tagen-det-som-det-kommer. Og jeg nyder min oase. Stort.

Faktisk er det næsten skræmmende så godt jeg har vænnet mig til barselslivets strukturløshed. Jeg står til rådighed for det lille elskelige væsen døgnet rundt, men på den klokkeløse måde. Få ting skal ske til et bestemt tidspunkt, og hvad jeg ikke når idag, når jeg nok imorgen eller dagen efter. Det passer mig så fint, at jeg i glimt kan mærke en snert af nervøsitet for, hvordan filan jeg nogensinde får hældt mig selv ind i det tætpakkede skema, som arbejdslivet kræver.

Jeg skyder tanken fra mig igen. Den tid, den udfordring.

Lige nu er nydelse. Og nydelse lige nu er saftigt sommer-sorbet-strik.

 

Et kontrastfyldt miks af blød, svævende Baby Angora og en mere rå Ren Tussah Silke. Mnnnhhh…

 

Sov godt!

Mindstepigen og jeg er på vej på “Sov godt kursus”, mon det er ok, hvis en af os falder lidt hen i lektionerne?

Egentlig tror jeg ikke, at vi sover hverken bedre eller dårligere end flertallet, men jeg glæder mig til nye input, babysnak og ikke mindst supergodt selskab med resten af mødregruppen. 🙂

20120511-092410.jpg