Der er meget at glæde sig over på en onsdag i oktober…

Jeg har det sidste 1,5 år været fraværende fra mit arbejde pga. først sygdom under graviditet og siden barsel. I næsten al den tid har jeg fået min (gode) løn. Hver eneste måned har pengene ramt min konto, selvom jeg har været forhindret i at varetage min funktion på arbejdet. Kun de sidste par måneder har jeg ramt dagpengene, og selv de er fine.

Nu har jeg så genoptaget mit arbejde. Jeg har generobret mit skrivebord, fået startet min nye computer op og krammet mine savnede kolleger. Alt dette har jeg gjort, mens babyen har været ovre ved Verdens Bedste Dagpleje og haft det herligt.

Jeg tror ikke helt, at jeg kan udtrykke, hvor gennem-grund-glad jeg er for at bo i et rigt samfund, der forvalter sine ressurser på netop denne måde. Det er sg da intet mindre end fantastisk, at man kan tillade sig at lave hele 4 skønne unger og stadigt have noget, der ligner en (godt-nok-ikke-så-ambitiøs-men-alligevel-) karriere kørende.

Vi bor sg i et smørhul og lige nu, har jeg svært ved at tørre smilet af ansigtet. Det er jo fan-fucking-tastisk!

Stille, stille ind, stille om…

For tiden er jeg lidt mere stille, end jeg plejer.

Det skyldes ikke, at der ikke sker noget på denne side af skærmen, måske tværtimod. Jeg stiller ind og stiller om.

På mandag starter arbejdslivet igen. Min barsel er til ende, og jeg skal tilbage ud i virkeligheden.

Det er godt, for det betyder, at det hele går som det skal. Min lille baby er ikke så lille mere. Hun er en energifyldt kravlebaby med mod og lyst til verden. Hun er startet i dagpleje, og hun trives tydeligvis med det. Der er store smil over hele linjen, og der bliver fortalt en masse, når hun kommer hjem.

Selv glæder jeg mig til at få mit arbejdsliv igen. Jeg glæder mig til at få kolleger og møde nye studerende. Jeg glæder mig til at flytte ind på mit nye kontor (mit arbejde er flyttet, mens jeg har været på barsel), og jeg glæder mig ikke mindst til at kunne fordybe mig og arbejde uforstyrret, uden lige at skulle lytte efter en baby, der kan vågne når som helst, samtidigt.

Så alt i alt er det godt, men også hårdt. Hele familien herhjemme skal ind i en ny praksis. Pludseligt kan jeg ikke være bagstopper på det hele. Pludseligt har jeg også noget, som jeg skal. Den øvelse har vi gjort med held før, men jeg ved, at det tager lidt tid at indøve de nye vaner, og nye vaner er det. Så egentligt er jeg langt fra den eneste, der stiller ind og stiller om herhjemme for tiden.

 

Hovsa

Jeg faldt lige af nettet, så her har været usædvanligt stille et par dage. Ingen har sikkert opdaget det, for hverdagen indtraf sammen med sommeren, og jeg klager ikke.

Jeg nyder.

Jeg sender sammen med manden min store børn i øst og vest om morgenen. Logistikken er vi vist ved at have på plads, selvom den umiddelbart virkede lidt uoverskuelig. Vi er mange, og hver skal sit. Vi udstyrer med madpakker, vasker skoletøj og hjælper med at finde vildfarne vinkelmålere og forsvundne linialer. Tungen er lige i munden hver morgen, og mon ikke manden min ånder en smule lettet op, når han rammer sin arbejdsplads? Jeg forstår det i hvert fald, hvis han gør.

Babyen og jeg leger kravlelege på trampolinen under æbletræerne og går i bare tæer i græsset, mens de store er afsted. Så ofte som vi kan slippe afsted med det, sniger vi os til at sove sammen til middag. At sove med en baby er ubetinget den største lykke-booster, jeg nogensinde har oplevet. Jeg synes, lægerne skulle ordinere den type middagslure, før de skrev lykkepiller ud. Jeg er sikker på, at det ville hjælpe på de fleste depressioner (og eneste kendte bivirkning er, at man er lidt friskere sidst på dagen. Og jeg ved ikke med dig, men det er en bivirkning jeg godt kan leve med).

Når folket vender trætte tilbage efter endt dont, nyder jeg igen, at jeg kan være der til at tage imod. Jeg kan høre om skoledagen, nye fag og klassekammerater, jeg kan servere kold saft i sommervarmen og nurse om den lektielæsning som allerede nu begynder at trænge sig på. Det er en luksus af de helt store.

Zen og det der…

Om jeg gerne ville være til Smukfest lige nu?

Ligge med ondt i ryggen, hovedet, moralen, overtrækket og ikke mindst grinemusklen, mens jeg halvkvadret forsøger at få hovedet til at pege opad de ondeste tømmermænd til trods?

Om jeg gad halvklam sovepose, festivallugt og støv? Kø til toiletter, truckervask og folk, der både hopper, skubber og spytter når de synger, og vi står meget tæt?

Jeg gad det godt. Faktisk gad jeg det hele så gerne, at jeg får næsten ondt i festivallængslen på sådan en ellers helt almindelig fredag i august. Jeg gad så tænderskærende, hvinende, insistererne godt… hvis det ikke var fordi, jeg har en lille sprutsak her, som jeg gider endnu mere. Jeg har også et helt kuld af de større unger, men de kunne nok passes. Sprutsakken, hende er jeg ikke klar til at lade ude af syne endnu. Vi hænger stadigt sammen, hende og jeg, og jeg vil ikke gå glip. Ikke det mindste lille, bitte glip. Det bånd kan tids nok blive løsnet.

Derfor hilser jeg alligevel (endnu) en stille weekend velkommen. Jeg tager en runde i haven, nipper en blomst, kysser en kind og nuldrer en fod. En regndråbe glider langsomt over et kronblad på den spanske marguerit, og freden rammer mig lige i hjertet.

Det er ok, jeg når det hele, og næste år… der når jeg også en smuk fest med smukke mennesker lige midt i den smukke bøgeskov.

Hov, ja, der findes jo en verden udenfor barselsboblen…

Det er lidt pudsigt, hvordan det arbejdsfrie barselsliv ændrer måden, jeg er i verden på.

Jeg mener, det er klart, at alt forandres, når der kommer en lille ny, men mere end én gang, har det også overrasket mig, hvordan jeg i en barsel har ændret praksis på mere jordnære områder. Hverdagspraktikkerne er nogle helt andre, hvilket jo i bund og grund er logisk nok. Alt får sit eget tempo, kun sjældent kigger jeg på et ur, og jeg ville lyve, hvis jeg ikke blankt indrømmede, at jeg elsker det. Jeg elsker at have tid. Jeg elsker, at bruge laaaangt den meste af min tid på det, der står mit hjerte allernærmest.

Jeg har fx. stort set ikke båret make up siden mine hverdage begyndte at blive brugt primært her i huset.  Det passer mig fint. Jeg ser ikke ret mange butikker, fordi jeg ikke har den naturlige gang i byen, som jeg normalt har, når jeg skal på arbejde. Jeg har iøvrigt heller ikke det store shopping behov, da både mig og babyen klædes på efter, hvad der er mest komfortabelt uden nogen som helst skelen til æstetik.

Det bliver noget af en omstilling at starte på arbejde igen. Enten for mig, eller for mine studerende, der skal vænne sig til mig med makeup frit ansigt og pyjamasbukser. 😉

Anyway, alligevel var det nu helt dejligt, da jeg nærmest ved en tilfældighed opdagede at sommerudsalget er i fuld gang. Vi brød vanerne og købte ind. Nu kan babyen i hvert fald blive ordentligt klædt på, når vi skal ud i livet igen. 🙂

 

 

Kære Sommer

Jeg havde skrevet et langt og halvbittert indlæg, som jeg har slettet igen. Det er skønne, spildte kræfter, at ærgre sig over vejret, ikk´?

Så, kære sommer, jeg vil bare sige, at jeg gør mig sådan umage for at få det til at fungere mellem os. Gør du det samme?

Brikkerne i puslespillet

I weekenden læste jeg en artikel om Iben Hjejle. Hun sammenlignede den indre følelse, man får, når man bliver ældre med et puslespil. Hun sagde noget i retning af, at hun nu havde det som om, alt den svære blå himmel var samlet. Der var stadigt mange løse brikker, men det var de gode ting, som hun stod for at skulle samle nu. De brikker hun havde i hånden nu, var håndterbare brikker, der adskilte sig fra hinanden i farve og form. Puslespillet var med andre ord med tiden blevet lettere og mere lystfyldt og til at gå til. Det var henad vejen blevet mindre og mindre frustrerende og mere og mere tilfredsstillende.

Jeg kan godt genkende puslespilsbilledet på eget liv. Helt generelt bliver det så meget nemmere at navigere i verden, efterhånden som flere og flere brikker falder på plads, og rammen ligger stabilt.

Men når det er sagt, var der noget jeg havde glemt, før jeg fik min baby. Jeg havde glemt, at ethvert nyt menneskebarn udvider det samlede puslespil. Det kan godt være, at jeg var kommet rimeligt langt med den frustrerende blå himmel, men nu er der lige smidt yderligere 1000 brikker ind i ligningen. Og godt nok skal jeg langt fra starte forfra, men jeg må bryde den ramme, som jeg troede lå fast for at få plads til dem. Og det tager længere tid og koster flere kræfter, end jeg lige havde troet at få den forbistrede himmel på plads igen.

Så lige for tiden er jeg sårbar, kan jeg mærke. Jeg bliver nemt i tvivl om den brik, jeg er ved at lægge. Jeg skal holde tungen lige i munden og forsøger strategisk at skærme de mest blottede nerveender. Mit personlige puslespil er jo efterhånden også af anseelig størrelse, efter at jeg har kastet nye brikker ind i det ikke mindre end 4 gange efterhånden. Et stort puslespil er en stor lykke, men også en smule uoverskueligt. Og som jeg for tiden er i tvivl om snart sagt alting, er jeg også i tvivl om strategien her. Bør jeg satse på at slutte fred med uoverskueligheden? Eller skal jeg bare se at få lagt den himmel i en fart igen, så rammen ikke er så skrøbelig længere?

Træt!

I går sov jeg 10 timer kun afbrudt af en enkelt amning. Jeg vågnede op til morgensol og blomstrende kirsebærtræer på en baggrund af skyfri himmel. 10 timer var ny rekord. Det længste jeg har sovet siden november og som følge deraf, hoppede jeg rundt som en Duracell-kanin på speed (og i nattøj) hele dagen.

I nat har jeg måske med lidt held fået 3 timer. Himlen er grå, og selv mine tanker virker tågede. Jeg hopper sådan set slet ikke i dag.

Men der findes råd, heldigvis.

Jeg skruer op for hyggen og for selvforkælelsen. Tænker, at jeg skal stryge mig selv med hårene gennem denne dag. Det er vejen frem. Babysnak, strikketøj, stearinlys og litervis af the.

Må du også blive strøget med hårene gennem onsdag. Onsdag er midtpunktet i ugen, Mittwoch. Lige om lidt er det næsten weekend igen. 🙂

Invitationer – tjek!

For søren, for søren, for søren… pludseligt er det gået op for mig, at man ikke bare kan vælge og vrage dåbsdatoer, når man bor på landet.

Faktisk er både april og maj fuldt booket med påske og konfirmationer i den lokale kirke, hvor der jo ikke er gudstjeneste hver søndag..

Hvad gør man så? Man handler hurtigt, henter inspiration på Pinterest og bikser nogle invitationer sammen, mens man håber på, at familien har mulighed for at komme med kort varsel. Derefter sætte man spurten ind for at nå postkassen, inden den bliver tømt….

Pyhh, nu er invitationerne afsted, og der er ingen vej tilbage.

Sådan gjorde jeg:

Jeg lavede arket med billederne i Pages, som er Apples svar på Word. Du kan sagtens lave det samme i Word, hvis det er det, du har på din computer.

Jeg lavede en tabel, som jeg så satte billederne ind i (tabellen skal være uden gitter). Hver kolonne svarer så til en “strimmel”, når de er printet.

Jeg skulle lige lege lidt med det og justere lidt, inden jeg var tilfreds, men da jeg først havde en kolonne, som var som den skulle være, var det nemt at kopiere denne, til jeg havde arket fuldt.

Jeg købte Manillamærker og sådan noget lækkert halv-glimtende karton ved Bog & Ide.

Derefter har jeg bare printet direkte på både mærket og karton. Klippet karton i strimler, klippet hul i toppen og bundet det hele sammen med noget satinbånd fra Søstrene Grene.

Manillamærket måtte to gange gennem printeren, da selve invitationen står bag på det. :-)

Babytrøje goes Vest II

I april sidste år, skrev jeg meget kort om et akavet møde på Skejby Sygehus.

Her godt og vel 9 måneder efter har også vores venner en sprællevende babypige i deres arme. Pyt med at det var lidt pudsigt at rende på hinanden lige der, hvor begge par bar rundt på en hemmelighed så skrøbelig og fin og havde følelserne helt udenpå tøjet, når nu det endte godt for os alle.

Jeg har hæklet en lille blød vest til det nye menneske. Rachel Søgaards design gør sig helt utroligt godt som vest til små mennesker, synes jeg. Du kan se detaljerne her på Ravelry. Garnet er som sædvanligt fra Garnudsalg.dkdenne gang Blackhill Uld & Bomuld.