Om den dejligste barnedåb, og også lidt om at fotografere i kirken

Jeg har været til barnedåb idag. Engang synes jeg, at det var de kedeligste fester. Men jeg er blevet ældre siden da, og nu synes jeg, at det er noget af det mest fantastiske, at mødes og sammen og fejre et nyt menneskes indtog i verden.

Det var og er dejligt, og jeg er let og varm om hjertet. Og jeg er næsten sikker på, at du ved, hvad jeg mener, når jeg viser dig dette billede af Kalle og hans mor.

Nu er jeg så kommet hjem og sidder og redigerer billederne, og så er det, at det slår mig.

Præsten tillod ikke, at der blev taget billeder under den kirkelige handling. Det kan hun have alle mulige gode grunde til, men når jeg ser på billederne nu, ærgrer det mig bare, at det får den konsekvens, at selve dåben er ikke-eksisterende i billedmaterialet.

Billederne, jeg tog idag, er i al beskedenhed skønne. De forestiller en hjertevarm familie, der fejrer den senest tilkomne. Jeg sætter billederne sammen i en bog. Det bliver en bog, som bliver en del af deres families fortælling. Den kan tages frem om et år, om fem, om tyve eller om tres år, og man vil kunne snakke om alt det dejlige der skete denne dag, men selve dåben vil fortsat være fraværende.

I min lokale kirke er politikken en anden. Her må man gerne fotografere, hvis man gør det diskret, uden blitz og fra sin plads i kirken. Det gør, at jeg har billeder, som de her fra mindstepigens dåb.  Billeder som jeg jævnligt kigger på og som får solen til at skinne i mig selv på den mest grå vinterdag.

Jeg håber, at når man som præst vejer for og imod at tillade respektfuld kameraføring i kirken, at man så også reflekterer over billeders betydning i vores historiefortælling idag, og at man tænker over, om kirken ikke skulle have en (større og mere levende) plads i denne historie.

Tilbageblik #3 – marts 2012

Marts var det sidste af en vinter, starten på foråret, en barnedåb og en operation. Glæde, håb, bekymring og træthed blandet sammen i en stor cocktail, som nogle dage smagte bedre end andre.

Barnedåben var intet mindre end fantastisk. At samle dem, som betyder mest omkring det at fejre det nyeste medlem af familien betød alverden.

Ugen efter skulle jeg opereres for første, og hvad vi på det tidspunkt regnede med blev sidste gang. Det var første gang, at jeg skulle væk fra babyen, og jeg var lammet af angst og uvilje. Det er følelser  og stemninger, der næres af træthed, og tilsammen var billedet ikke smukt og situationen ikke nem.

Dette indlæg er en del af en serie, hvor jeg kigger tilbage på 2012 på godt og ondt. Du kan se alle mine tilbageblik her.

♥-dag

Søndag var en dag, som jeg meget længe vil holde tæt, tæt på hjertet.

En hjertedag med hjertemennesker.

Et menneskebarn, mit menneskebarn fik sit navn og blev fejret af så mange, der vil hende så godt.

Hun blev døbt i fusions-dåbskjole. Kjolen hører til min mands familie. Han er selv blevet døbt i den. Sløjfen havde jeg flyttet over fra den kjole, som jeg selv i min tid syede til de store piger. Troldebarnet skulle have noget med fra begge sider ind i dåben, og det fik hun.

Hun kommer til at elske os for at have foreviget hende med denne skønne frisure. 😉

Invitationer – tjek!

For søren, for søren, for søren… pludseligt er det gået op for mig, at man ikke bare kan vælge og vrage dåbsdatoer, når man bor på landet.

Faktisk er både april og maj fuldt booket med påske og konfirmationer i den lokale kirke, hvor der jo ikke er gudstjeneste hver søndag..

Hvad gør man så? Man handler hurtigt, henter inspiration på Pinterest og bikser nogle invitationer sammen, mens man håber på, at familien har mulighed for at komme med kort varsel. Derefter sætte man spurten ind for at nå postkassen, inden den bliver tømt….

Pyhh, nu er invitationerne afsted, og der er ingen vej tilbage.

Sådan gjorde jeg:

Jeg lavede arket med billederne i Pages, som er Apples svar på Word. Du kan sagtens lave det samme i Word, hvis det er det, du har på din computer.

Jeg lavede en tabel, som jeg så satte billederne ind i (tabellen skal være uden gitter). Hver kolonne svarer så til en “strimmel”, når de er printet.

Jeg skulle lige lege lidt med det og justere lidt, inden jeg var tilfreds, men da jeg først havde en kolonne, som var som den skulle være, var det nemt at kopiere denne, til jeg havde arket fuldt.

Jeg købte Manillamærker og sådan noget lækkert halv-glimtende karton ved Bog & Ide.

Derefter har jeg bare printet direkte på både mærket og karton. Klippet karton i strimler, klippet hul i toppen og bundet det hele sammen med noget satinbånd fra Søstrene Grene.

Manillamærket måtte to gange gennem printeren, da selve invitationen står bag på det. :-)