Så kom solen… sy selv bredskygget, vendbar solhat

Solen og varmen ramte præcist sammen med ferien. Jeg klager ikke.

Med solen kom også en anledning til at supplere den nye sommerkjole med en solhat.

Jeg har brugt samme (gratis) mønster som sidste år (tjek lige hvor meget større Smuksakken er groet på det år!).

Ydersiden er bomuldspoplin med print, som sommerkjolen, indersiden koralfarvet bomuld. I øvrigt kan den vendes, så det der er inderst kommer ud af. Den er lige fin på begge sider.

Du finder mønsteret lige her.

Kan du bruge en strækvikle?

Jeg har ryddet lidt op og vil gerne give strækviklen, som du kan se i brug herunder videre til en, der kan bruge den.

Strækvikler er fantastiske (i mine øjne uundværlige) fra barnet er nyfødt og til det vejer små 9 kg. Den jeg har i overskud er af mærket Hoppediz, og du kan se lignende lige her.

Slyngen er selvfølgelig brugt, men kan sagtens bære mindst en baby mere. til gengæld koster den gratis. Den skal enten afhentes her, ellers kan jeg sende den, hvis du betaler portoen. 🙂

Uglehæklerier

Min barsel er slut, en andens lige begyndt.

Jeg kunne ikke tænke mig bedre anledning til lidt uglehækleri og en enkelt lille sutteklud.

I aften er der strikkeaften ved Garn 10 – jeg kan desværre ikke, hvilket ærgrer mig. Sidste gang kom jeg afbalanceret hjem med det største smil i ansigtet. En aftens masketerapi slår sjældent fejl. 🙂

Søvn – eller manglen på samme – og noget om friheden til at vælge fokus

Igår fortalte jeg en af mine kolleger, at vi ikke sover ret godt herhjemme, og at jeg synes, at det er hårdt. Hun blev tydeligt overrasket. “Men du skriver altid så positivt på Facebook?!?”, sagde hun. Underforstået: er dine statusopdateringer usande?

Og jeg blev ligeså tydeligt overrasket over hendes overraskelse, for nogen gange glemmer jeg, at det jeg skriver af nogen kan blive opfattet som det hele billede. Det er det ikke.

Slet ikke.

Men det betyder heller ikke, at det jeg skriver er usandt. Forklaring følger.

Jeg har fået en baby, der sover let. Hun bliver ekstremt let forstyrret i sin søvn, og når hun bliver forstyrret, er det svært for hende at falde i søvn igen. Hun bliver forstyrret, hvis der er en lyd, hvis hun skal slå en prut, hvis hun kommer til at smaske lidt højt, når hun sutter på sutten eller selvfølgelig, hvis hun er forkølet og har ondt i ørerne, som det er tilfældet for tiden.

Det betyder selvfølgelig, at vi er trætte. Rigtigt trætte. Nogen dage dødslignende trætte. Det betyder også, at jeg har flere rynker om øjnene, end jeg plejer at have, og at jeg lettere glemmer aftaler osv.

Men at være træt er jo ikke en modsætning til at være glad. Jeg kan i hvert fald godt være både træt og grundglad på samme tid, og det er jeg det meste af tiden.

Så når jeg skriver positivt, hvilket jeg som regel gør, er det fordi jeg forbeholder mig retten til vælge mit eget fokus. Jeg forsøger at fokusere på de ting, der gør mig glad og giver mig energi, selvom min baby ikke lige sover om natten og sådan set aldrig har gjort det.

Jeg ved, at andre har det anderledes. Vi har hver vores strategier, men denne her virker for mig. Jeg fokuserer på det gode, og det bliver større. Fx. har vi en voldsomt bulet græsplæne, der trods flere års tiltag fortsat insisterer på at være bulet. Det kunne jeg vælge at irritere mig over. Men jeg kan vælge også glæde mig over, at lige præcist den bulede græsplæne kan få babyen til at falde i søvn, når man kører meget langsomt henover den med barnevognen.

Jeg vælger det sidste, ligesom jeg vælger, at onsdag bliver en god dag.

(Ældre billede af en helt ny baby i et sjældent fredfyldt øjeblik.)

Mød Kalle

En helt nyt lille menneske, og sidste nye medlem af min veninde Heidis store, skønne familie.

Kalle har 3 store søskende, og det tror jeg, at han ved, for han har lagt en kløgtig taktik ved at se så nuser ud, at halvgamle damer, som undertegnede, begynder at bruge ord som ‘nuser’ og for et (kort) øjeblik bliver helt sepiafarvede i blikket.

Velkommen til verden, smukke dreng.

En heldig størrelse

En sjælden gang imellem er man bare det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. Som Rumpenissen her, da Hanne lige stod og manglede en tester og model. Her på matriklen lægger vi nemlig gerne krop til både uld og Hannes fine hæklerier.

Kjolen er hæklet i Kauni, og hvis den ser lidt stor ud, er det fordi Rumpenissen er en størrelse 74, mens kjolen er en str. 80.

Den bliver helt perfekt til dagplejestart, efterårsvejr og begyndende vinterkulde.

Hav den skønneste tirsdag, min er helt fyldt ud, og lige idag er det rigtigt dejligt. 🙂

Hej Verden, er det dig, jeg kan skimte gennem sprækkerne, der før har været mine øjne?

Min baby er begyndt at sove igennem. Hvilket efter 8 mdrs. intenst natteroderi må siges at være et mindre mirakel.

Det er lidt pudsigt, at jeg vælger at skrive det lige idag, for i nat sov hun afbrudt og uroligt. Igår var vi i Djurs Sommerland, og mit gæt er, at hun var for overstimuleret til at finde ro, men jeg er ikke større baby-hvisker, end at det ligeså vel kan være en tand, der er på vej, eller en prut, der sidder på tværs.

Uanset årsag, er jeg så træt idag, at jeg hører ord forkert og fniser hysterisk selv af ting, der ikke er det mindste sjove. Især hører jeg ordet træt hele tiden. Flækket træsko, bliver til flettet træTsko. Træstamme bliver til træt-stamme. Jeg føler mig som en træt-stamme idag. En fnisende, halvhængt træt-stamme, der let kommer til at mangle ord, men ligeså let bare kommer til at opfinde sine egne.

Det bliver en dejlig dag, for vi skal passe på os selv her i huset idag. Alle skal bare gøre det, som de trænger mest til, hvilket nok betyder, at den mindste skal have sig nogle lange lure i barnevognen. De lidt større vil vist gerne sætte en ny rekord eller to i Mario Cart Wii. De lidt større igen falder nok i en stribe amerikanske serier på Netflix, og den helt store her bag tastaturet må gramse garn, strikke en pind og drikke alle de baljer the, som jeg måtte have lyst til. Ahh.

Og når vi går i seng i aften, skal vi sikkert sove, for min baby er begyndt at sove igennem… de fleste nætter. 😉

 

Det er nu smart…

… når yndlingslegetøjet er fastmonteret lige for enden af benene. På den måde bliver det jo aldrig væk, og der kan altid leges lige når man har lyst.

Jeg smutter offline om et øjeblik sammen med dem, som jeg holder allermest af. Så jeg lover, at der bliver stille på denne kanal de næste par dage. Hav en dejlig weekend – og nyd stilheden. 😉

Sov godt!

Mindstepigen og jeg er på vej på “Sov godt kursus”, mon det er ok, hvis en af os falder lidt hen i lektionerne?

Egentlig tror jeg ikke, at vi sover hverken bedre eller dårligere end flertallet, men jeg glæder mig til nye input, babysnak og ikke mindst supergodt selskab med resten af mødregruppen. 🙂

20120511-092410.jpg

4400 Happiness

Og vi er bestået. Med udmærkelse, kan man vist sige.

Min smukke baby har taget 400 g. på på en uge. Vi lader den lige stå et øjeblik…  Efter stortset ikke at have taget noget på henover jul og nytår, har min pige taget fire hundrede skønne baby-gram på på kun én eneste uge.

Lægen er imponeret. Det samme er jeg.

Tak til mælkebomben. Den har overbevist mig nok til, at jeg fortsætter med den.

Vi har fået en tid om 14 dage bare for en sikkerheds skyld, men lægen mente ikke, at det ville blive et problem igen. Yay!