Åh ja, der er stadigt meget at kæmpe for…

I dag er kvindernes kampdag, og fra morgenstunden er jeg blevet ramt af udsagn som: “Lønforskellen mellem kvinder og mænd er ved at udligne sig”.

Men sådan er det bare ikke. Desværre. Og det skal vi sige højt. Også i dag.

“Faktum er, at SFI i adskillige rapporter har vist, at lønforskellen mellem mænd og kvinder i dagens Danmark i gennemsnit er cirka 17-18 procent. Og at den forskel har været bemærkelsesværdigt uforandret gennem de sidste 35 år. Det på trods af, at kvinder i dag er næsten lige så meget på arbejdsmarkedet som mændene, og at deres uddannelsesniveau i dag ligger over mændenes.” Citat Lisbeth Pedersen, forskningsleder SFI. Du finder hendes kronik her.

Bevægelsen mod ligeløn er altså ikke eksisterende.

Vi lader den stå et øjeblik.

“Nå, men er det ikke noget med at kvinder er ved at overhale mændene på uddannelsesområdet?”

Både og.

Antallet af uddannede kandidater har godt nok udjævnet sig, men når man ser på kvinders karrieremuligheder i akademia, er der lang vej igen. Statistiker Inge Henningsen har forsket i det.

“Inge Henningsen gør vittigt opmærksom på, at det med det nuværende tempo vil vare 258 år, før der bliver lige mange mænd og kvinder blandt de faste videnskabelige medarbejdere på Københavns Universitet. Endda påviser hun, at det ligefrem er blevet sværere for kvinder at slå igennem i dag end i 1970. Et forhold, der i sig selv nok er en messe værd. Danmark har en ganske lav procentdel af kvinder ansat i videnskabelige stillinger sammenlignet med både Norden og resten af Europa. Det er faktorer med udspring i universiteterne, der er årsag til den manglende kvinderekruttering blandt forskerne og ikke faktorer forankret i kvinderne, konkluderer Inge Henningsen.”  Citat denne artikel af Jette Hansen, mag.art. og forfatter.

Så summa summarum, vi har masser af kæmpe for, og ligestilling kommer ikke af sig selv. Der er ikke en bevægelse i gang, der forærer os ligeløn og andre retfærdigheder af sig selv (ok, måske undtaget det på universiteterne. Det udjævner sig om 258 år, hvis bevægelsen ikke går i stå inden).

Hav en dejlig kampdag, og husk at dele den med dine døtre og sønner.❤️


Bløde blade

Navnet på den fine pige-tunika gør sig bedre på skrift end tale. Jeg bliver nødt til at skrive det, for jeg kan simpelthen ikke sige navnet uden at fnise lidt barnligt. Bl-lyden med et efterfølgende blødt d – ja, det kan i mine ører ikke siges med værdighed.

Men bortset fra navnet er mønsteret fint.





Tunikaen er nem at strikke og strikkes i et stykke. Ingen efterfølgende montering. Det passer mig fint.

Fakta:

Navn: Bløde blade af Lene Holme Samsøe

Garn: En tråd Blackhill Højlandsuld og en tråd Kid Silk Mohair begge fra Garnudsalg.

Pinde: 3,25 

Noter: Det er et rummeligt mønster. Jeg har overholdt strikkefastheden og strikket str. 2 år. Alligevel er jeg overbevist over, at min datter på 3,5 år kan passe den både i år og næste år.



Om at mangle ord… og garn

Her er lidt stille for tiden. Ordene flyder ikke som de plejer, og det ærgrer mig, men de kan ikke tvinges frem.

Nogle ting kan jeg dog altid skrive om. Strik og garn eksempelvis.

Jeg er i eksil for tiden med min ene datter. Vi er stukket af sted til absolut ro. Vi trængte begge til pausen. Hun trængte til ekstra omsorg. Jeg er taknemmelig for, at der viste sig en mulighed, hvor jeg kunne give hende netop det. 

Anyway, jeg har taget for lidt garn med! 

Hvor dum en begynderfejl er det ikke? Jeg har strikket ‘Bløde Blade’ af Lene Holme Samsøe (se billedet – den jeg har strikket ligger lige og tørrer) og nu mangler lysten til at strikke mere i præcist samme farve og kvalitet. Men det er det eneste, jeg har med.

Der er hverken noget galt med farven eller kvaliteten. Det er et af mine yndlingsmix af Blackhill Højlandsuld og Silk Kid Mohair – begge fra Garnudsalg. Lilla er Ellens farve, så der er nok kun en vej frem. 

Måske jeg skulle snuppe en Bellas tunika for afvekslingens skyld? Og nu går det jo lige så godt med blade. 😉

I dag er det nemt at tage fine portrætter – det handler om lys

Det kan være afsindigt svært at tage gode billeder af sine yndlingsmennesker, men det kan også være let, og det er det i dag.

Så hvis du trænger til at få billedvæggen fornyet, vil jeg anbefale at tage det varme tøj på, tage dine nærmeste i hånden og gå ud i vejret i dag med dit kamera eller din telefon.

Det handler om lys.

Og når verden er dækket af sne, der gavmildt reflekterer lyset, er det meget nemt at tage gode billeder.

DSC_2474 (1)

Jeg vil anbefale dig morgen- eller aftenlyset. Farverne omkring solopgang og solnedgang er særligt lækre, og naturen udgør i disse dage det det skønneste pastelfarvede bagtæppe.

Lyset er også dejligt blødt i “de blå perioder”, så du ikke får hårde skygger på dine billeder.

Billederne i dette indlæg er taget ved 16-tiden i går. Hvis det havde været optimalt havde vi været lidt tidligere ude, for det var lyset, der endte med at afslutte vores leg, og jeg ville gerne lige have haft et kvarter mere at gøre med.

DSC_2459

Opgavefordelingen var sådan, at Ellen kiggede på solnedgangen og krogede træer, mens jeg kiggede på hende.

Det fungerede fint, og jeg synes, at resultatet blev helt dejligt, selv om min model altid er skrammet på næsen, fordi hun typisk har den lidt langt fremme.

Nå, men jeg ville egentligt bare sige: Prøv selv. I dag er du næsten garanteret et dejligt resultat. God søndag. 🙂

Om ambitiøse kurser og trøsteshopping

Jeg er på kursus i denne uge. Det er et fantastisk spændende, men også ualmindeligt ambitiøst kursus.

Dagene er fyldt ud af et tæt program, og når programmet er slut, starter forberedelserne til dagen efter.

Jeg er træt. Og glad, men også langt hjemmefra.

Og måske derfor var min moral en smule lav, da Esprit inviterede til et kig i deres webshop. Og ja, jeg ved det godt…. men lige nu tror, jeg faktisk, at jeg ville blive bare en smule lykkeligere af en ny strikkjole.

Strikkjoler hjælper på en eller anden forunderlig måde faktisk lidt på det hele.

IMG_0006.JPG

Og måske er det lettere at læse tre videnskabelige artikler og endnu en stak papers, hvis man ved, at der er strik på vej med posten?

IMG_0007.JPG

Jeg er ikke helt sikker, men det er jo udsalgstid. Det betyder, at comfy-tøj, som man kan pakke sig selv ind i er 30% billigere end ellers. Der udover kan man få sig ekstra 10% rabat, hvis man tilmelder sig nyhedsbrevet. Levering er gratis.

Så jeg tror lige, jeg har overtalt mig selv til at forsøge. Jeg kalder det et eksperiment og håber, at det sammen med et langt bad og blødt tøj i kombination (dog ikke samtidigt ;-)), er det, der vil give mig kræfterne tilbage inden i morgen.
Måske bliver mit størsteproblem at vælge farver, for helt ærligt. Jeg elsker grå… har noget med blå for tiden… og karry… og også en lille smule med den vinrøde.

Og så er jeg muligvis en smule for træt til at afgrænse mig, så jeg tilgiver mig selv… Der ryger en ekstra med i kurven.

Screen Shot 2015-01-17 at 07.15.25

Velkommen til et helt nyt år!

En juleferie lakker alvorligt mod enden, men et helt spritnyt år er kun lige begyndt.

Jeg er ikke den store tilhænger af nytårsforsæt. Jeg synes principielt, at man skal være god mod sig selv og andre og gøre sig umage året rundt. Men alligevel er det næsten umuligt ikke at gøre en smule status, når et gammelt år er brugt helt op og et nyt banker på.

Fik jeg set, det jeg ville? Går energien i den rigtige retning? Har jeg det godt? Har dem, der betyder mest for mig det godt? Vokser de? Trives de?

Juleferien har været god for mig og mine. Jeg har brug for stilheden og roen for at se klart, og der er nogle småjusteringer, som jeg allerede har gjort. Og noget af det handler om netop det, mere stilhed, ro til fordybelse, at insistere på at livet også må gå langsomt en gang i mellem.

Livet går langsomt i Fristedet. Landet er fladt, og tidevandets langsomme og forudsigelige bevægelser tager den tid, som de nu tager. Symptomatisk måske, var der blevet lige rigelig høj vandstand i det flade land op mod jul. Vi tog ud og så på det, da sluseportene endelig kunne åbnes, og landet langsomt afvandedes. Som en dyb, dyb udånding vendte roen langsomt tilbage.

DSC_2095

DSC_2104

DSC_2111

DSC_2136

DSC_2176

DSC_2185 (1)

DSC_2213

Jeg håber, at du er landet godt i det nye år, og at det tog vel i mod dig i landingen.

 

Om jule-tempo og hurtige småkager…

Julen har sin helt egen rytme.

For mig starter det så småt i november. Jeg køber den første julegave og trækker vejret tungt. Det bliver en rolig og dejlig jul, tænker jeg. Jeg er i god tid. Måske skulle man satse på hjemmelavede gaver i år?

Så accellerer det, umærkeligt, men tjept, og lige omkring starten af december. Arbejdsopgaverne hober sig op på skrivebordet. Dagene bliver kortere, mens mailboksen bugner.

Hyggelige invitationer vælter ind, og jeg vil gerne det hele. Og lidt mere. Og købe gaver. Og bage æbleskiver.

Tempoet når lynets hastighed her de sidste dage inden juleferien. Afrapporteringer, indrapporteringer, undervisninger, vejledninger, evalueringer og alt det indimellem. Julelys og Luciasang. Kalender-det-ene-andet-og-tredje. Jeg prøver at nå det hele og være rolig samtidig.

Det kan jeg selvfølgelig ikke, så jeg glemmer det halve, og tilgiver mig selv. Det er ok.

I november sendte Finax en stak af deres jule-småkage-blandinger. Det var en af de mange ting, jeg har glemt i julemåneden. Men nu skal jeg fortælle noget, der er lidt smart.

Kageblandingerne har lavet sig selv (ok, måske har der været en enkelt teenager eller to og måske en 8 årig og en 3 årig indblandet). Men i hvert fald har den stressede mor haft fokus på alt muligt andet, og vi har fået småkager alligevel.

Det er faktisk et lillebitte julemirakel. 😉

DSC_1955

Så i december har der duftet brunt og brændt mere end én gang, og det er ret fantastisk, når man er moderen, der kommer hjem fra arbejde og mest drømmer om at smække fødderne op. Hurra for store børn og nemme småkager!

Lige om lidt forventer jeg endnu et lille mirakel, nemlig at ferien indfinder sig, tiden sætter tempoet ned og freden indfinder sig. Så kan det også være, at jeg kan finde ud af at stille skarpt igen.

DSC_1989

Det bliver en god jul! 🙂

Om at blive ramt af sine egne gode råd…

I morges skrev min barndomsveninde Sarah på FB, at hun ville ønske, at hun var bedre til at lytte til egne gode råd. Jeg skrev til hende, at jeg forstod, hvordan hun havde det, for jeg har det lige sådan.

På det tidspunkt anede jeg ikke, at Trine senere på dagen ville ramme mig med præcist det. Mine egne gode råd. Formuleret på skrift og som et gæstebloggerindlæg til Trines kreative blog.

Trine spurgte engang sidste år, om jeg ville skrive om mit forhold til det kreative, og jeg kan huske, at jeg lå i solen på Mallorca med 100% ro i kroppen og skrev om kreativitet og life hacks. Siden glemte både Trine og jeg alt om de ord, og indlægget blev aldrig udgivet.

Indtil i dag, hvor de af en eller anden grund er poppet op på i Trines univers. Og Trine, hun sendte dem til mig for at høre, om jeg mon stadigt mente det, som jeg skrev dengang. Så jeg fik helt bogstaveligt blæst mine egne solskinsråd lige op i ansigtet på en regnvåd, arbejdsfyldt, blæsende og på alle måder uimødekommende decemberdag.

Det var sundt, var det!

Teksten, jeg skrev dengang i solen, handler om, hvordan man kan holde sin kreativitet (og måske dermed også sig selv) smidig og i live ved jævnligt at hacke sit eget liv. Ændre små og måske store ting og nysgerrigt udforske, hvad der så sker.

Og jeg trænger faktisk til et lille hack. Jeg er blevet opslugt af alt det, som jeg skal, og derfor har jeg glemt at prioritere meget af det, som jeg gerne vil. Der skal et hack til.

Jeg hacker derfor min aften, der alt for ofte er begyndt at blive slugt af arbejde. I aften er fri-tid, vil-tid, lyst-tid, min-tid, og det bliver i morgen og dagen derefter også. For søren, det bliver en god jul. Jeg skal jo bare huske at lytte en lille smule til mine egne storesøsterråd… bare en gang imellem.

DSC_3095

Hvis du er nysgerrig, kommer mit gæsteblogger-indlæg på ovre ved Trine en af dagene. Jeg skal nok sige til, når det sker. 🙂

Om Vadehavets spisekammer – fuldfede østers i enkel vinagrette

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med marsken. Jeg slapper af her, trækker vejret langsommere, bruger mine gummistøvler mere.

Det er det gode liv. For mig.

Marsken og Vadehavet er så frodigt og generøst et område. I vinterhalvåret kan du eksempelvis ved lavvande og uden andet specialudstyr end et par gummistøvler, en spand og en pølsetang gå ud og høste alle de østers, du orker.

Og det er mange, hvis du er mig.

Hvis du gør det, kan du efterfølgende få en frokost som denne på fem minutter ved blot at tilføre lidt god æblecidereddike, en slat olivenolie, hakkede skalotteløg og salt og peber.

IMG_0245.JPG
IMG_0247.JPG
Og jeg fik endda få et andet lille havdyr med. Kan du se det? 😉

IMG_0246.JPG

Agda og farven lilla

Jeg strikker uldent i lilla.

Mindstebarnet er startet i børnehave, og jeg prøver at kompensere for kulden og de voldsomme omvæltninger med uldent strik i rå mængder. Pigebarnet bestemmer farven, der er lilla, lilla og lilla. Moderen bestemmer materialerne, der er uldne, bløde og lette. Modellen er Agda fra Warm Knit for Cool Kids af Susie Haumann

Processed with VSCOcam with c3 preset

Processed with VSCOcam with c3 preset

Processed with VSCOcam with c3 preset

Det lilla garn har jeg købt af Karen, og nu kan jeg skiseme ikke huske, hvad det var for noget, og det er sat sammen med en rest Silk Kid Mohair fra lageret. Den vejer ikke mange gram, den lille hue, men den er blød som en sky og kan varme et lille hoved i efterårets regn og rusk.

Nå ja, og billederne er taget med min telefon, og måske jeg lige skal øve mig lidt mere med det. Jeg eksperimenterer med, om jeg får blogget mere, hvis jeg tager billederne med telefonen – det er et forsøg værd.