Om at se på sig selv med milde øjne…

Jeg elsker at skrive. Jeg ville ønske, at jeg kunne leve af at skrive.

Jeg har en romantisk drøm om at leve enkelt og billigt, men med stor frihed. Langt udenfor lands lov og ret, men tæt på naturen.

En drøm om at starte mine dage i langsomt tempo, lade sjælen indhente kroppen og skrive. Hver dag – skrive.

Fordi jeg bærer rundt på den her romantiske drøm, er det let for mig at sige ja, når jeg bliver tilbudt skriveopgaver. Således sagde jeg også både glad og beæret ja, da jeg for et par måneder siden blev spurgt, om jeg ville skrive et kapitel i en ny grundbog til pædagoguddannelsen. Det ville jeg selvfølgelig.

Og i den perfekte verden ville det videre forløb så være, at jeg satte mig ned foran brændeovnen, skrev et genialt kapitel, som jeg i god tid før deadline kunne sende til min dygtige redaktør.

Ahem… det er bare ikke helt der, jeg er med mine skriveprocesser.

I stedet tog jeg tre dage i sommerhus, hvor jeg stirrede på den blanke skærm, mens jeg slog mig selv oveni hovedet over at have sagt ja til opgaven. I den lange og udmattende proces, som jeg skal spare dig for de mest ydmygende detaljer fra, fik jeg også overbevist mig selv om, at jeg var uegnet til mit arbejde og i øvrigt ude af stand til at kunne administrere selv simple ting. Jeg var efter få dage overbevist om, at jeg havde så meget brug for hjælp, at jeg hellere måtte søge kommunen om en støttepædagog.

Jeg elsker at skrive. Jeg hader at skrive.

En lang historie kort. Det kapitel har været den vildeste kamp med mig selv og med samtlige kendte og ukendte skrivedæmoner. Jeg afleverede første udkast torsdag aften (ååååh, hvor jeg dog håber, at min redaktør er nådig i sin feedback), og nu arbejder jeg med tilgivelse, heling og belønning.

Jeg tilgiver mig selv for at sige ja til skriveopgaver, selv om de er svære. Måske roser jeg endda mig selv lidt for modet og for at se dæmonerne i øjnene.

Jeg heler. Giver mig selv lov til at skrive lige, hvad jeg vil, hvornår jeg vil. Jeg holder dagslange pauser, strikker og drikker te.

Jeg belønner mig selv. Lidt skamfuldt, for jeg ønsker mig jo I virkeligheden et mere enkelt liv med færre ting. Men lige nu må jeg gerne købe en kjole på udsalg, mens jeg venter på den store sending ultralækkert garn, som jeg bestilte i fredags.

Esprit

Ovenstående er alle fra esprit.dk, hvor der er udsalg netop nu. Hvis du angiver rabatkoden FINALE, får du 20% ekstra rabat også på i forvejen nedsatte ting

Screen Shot 2015-01-17 at 07.15.25

Mens vi venter på, at frosten vender tilbage…

I mandags var det sindsygt koldt og lige så smukt.

Jeg elsker frost, og jeg elsker det, som frosten gør ved både luften og sindet. Alting bliver ligesom lettere, skridtene er ikke nær så tunge i frostdækket jord.

DSC_6958

DSC_6964

For min skyld måtte der gerne være frost fra november til april. Jeg er sikker på, at i givet fald ville antallet af vinterdepressioner falde, mens antallet af vinterforelskelser ville stikke af den helt anden vej.

Nå men, mens jeg alligevel venter på frosten, har jeg plyndret haven og bundet mig en adventskrans. Det var nu en helt hyggelig måde at fordrive ventetiden. Du kan se den ovre på fællesbloggen.

Hav en rigtig dejlig første søndag i advent i morgen. 🙂

Det store i det små…

Da jeg var lille og plaskede rundt i vores 70’er badekar i vores blåklinkede 70’er badeværelse, kan jeg huske, at jeg ofte funderede over størrelsesforhold og tid.

Jeg har måske været 6-7 år, og jeg prøvede at forstå verden, selv om den var kaotisk, uforståelig og i princippet uendelig.

Når jeg holdt hånden mod vandhanen, kvitterede den ofte med en dråbe eller to, og jeg tænkte på, hvad nu hvis vores verden, universet, alt det vi ved findes, i virkeligheden bare var en dråbe i en meget større verden?

Hvad nu, hvis vores tid. Fra universets opståen og til nu bare var et splitsekund i en kæmpeverden, hvor tiden passerer med en helt anden hastighed.

Børnetanker af den slags man ikke bliver klogere på med alderen.

Nu fylder jeg 40 lige om lidt, men jeg er ikke holdt op med at zoome ind på de småbitte ting og forestille mig selvstændige universer befolket af alfer og trolde. Måske en dag, jeg fanger en af beboerne, når jeg zoomer ind?

Indtil da nøjes jeg med at nyde landskabet. I dag: moslandskabet på bare en enkelt gren i min lokale skov. Jeg synes, at det ligner en blomstereng i en parallelvirkelighed.

DSC_3397

DSC_3389

DSC_3392

Jeg ønsker dig den dejligste start på ugen i din virkelighed. 🙂

Morgensol

I min have kæmper foråret og frosten om magten.

Foråret vinder heldigvis, der er tydeligt mere dug end frostkrystaller i hvert fald i den retning, som jeg kiggede i dag.

DSC_3197

Det er vist tid til at genindføre min morgenrunde på de dage, hvor det lader sig gøre. Jeg ifører mig gerne uld i rigelige mængder, hvis det betyder, at jeg kan drikke min te i morgenlyset.

DSC_3195

Jeg ønsker dig den dejligste torsdag, må lyset bære os igennem.

Velkommen til et helt nyt år!

En juleferie lakker alvorligt mod enden, men et helt spritnyt år er kun lige begyndt.

Jeg er ikke den store tilhænger af nytårsforsæt. Jeg synes principielt, at man skal være god mod sig selv og andre og gøre sig umage året rundt. Men alligevel er det næsten umuligt ikke at gøre en smule status, når et gammelt år er brugt helt op og et nyt banker på.

Fik jeg set, det jeg ville? Går energien i den rigtige retning? Har jeg det godt? Har dem, der betyder mest for mig det godt? Vokser de? Trives de?

Juleferien har været god for mig og mine. Jeg har brug for stilheden og roen for at se klart, og der er nogle småjusteringer, som jeg allerede har gjort. Og noget af det handler om netop det, mere stilhed, ro til fordybelse, at insistere på at livet også må gå langsomt en gang i mellem.

Livet går langsomt i Fristedet. Landet er fladt, og tidevandets langsomme og forudsigelige bevægelser tager den tid, som de nu tager. Symptomatisk måske, var der blevet lige rigelig høj vandstand i det flade land op mod jul. Vi tog ud og så på det, da sluseportene endelig kunne åbnes, og landet langsomt afvandedes. Som en dyb, dyb udånding vendte roen langsomt tilbage.

DSC_2095

DSC_2104

DSC_2111

DSC_2136

DSC_2176

DSC_2185 (1)

DSC_2213

Jeg håber, at du er landet godt i det nye år, og at det tog vel i mod dig i landingen.

 

Om jule-tempo og hurtige småkager…

Julen har sin helt egen rytme.

For mig starter det så småt i november. Jeg køber den første julegave og trækker vejret tungt. Det bliver en rolig og dejlig jul, tænker jeg. Jeg er i god tid. Måske skulle man satse på hjemmelavede gaver i år?

Så accellerer det, umærkeligt, men tjept, og lige omkring starten af december. Arbejdsopgaverne hober sig op på skrivebordet. Dagene bliver kortere, mens mailboksen bugner.

Hyggelige invitationer vælter ind, og jeg vil gerne det hele. Og lidt mere. Og købe gaver. Og bage æbleskiver.

Tempoet når lynets hastighed her de sidste dage inden juleferien. Afrapporteringer, indrapporteringer, undervisninger, vejledninger, evalueringer og alt det indimellem. Julelys og Luciasang. Kalender-det-ene-andet-og-tredje. Jeg prøver at nå det hele og være rolig samtidig.

Det kan jeg selvfølgelig ikke, så jeg glemmer det halve, og tilgiver mig selv. Det er ok.

I november sendte Finax en stak af deres jule-småkage-blandinger. Det var en af de mange ting, jeg har glemt i julemåneden. Men nu skal jeg fortælle noget, der er lidt smart.

Kageblandingerne har lavet sig selv (ok, måske har der været en enkelt teenager eller to og måske en 8 årig og en 3 årig indblandet). Men i hvert fald har den stressede mor haft fokus på alt muligt andet, og vi har fået småkager alligevel.

Det er faktisk et lillebitte julemirakel. 😉

DSC_1955

Så i december har der duftet brunt og brændt mere end én gang, og det er ret fantastisk, når man er moderen, der kommer hjem fra arbejde og mest drømmer om at smække fødderne op. Hurra for store børn og nemme småkager!

Lige om lidt forventer jeg endnu et lille mirakel, nemlig at ferien indfinder sig, tiden sætter tempoet ned og freden indfinder sig. Så kan det også være, at jeg kan finde ud af at stille skarpt igen.

DSC_1989

Det bliver en god jul! 🙂

September er hæsblæsende…

Jeg klager ikke. Det meste af det, som september er fyldt til randen med, er mennesker, ting og arbejdsopgaver, som jeg er vild med.

Til gengæld griber jeg gerne til de lette løsninger, når muligheden viser sig. Jeg vil gerne, at min familie spiser sundt og godt, at mit hjem ser pænt ud og alt det der. Men altså i virkeligheden, ikke? Der er det langt, langt vigtigere for mig, at vise mine unger, at det er ok at gå efter de fede arbejdsopgaver, de sjove fritidsinteresser og læse de gode bøger.

Man kan ikke nå alting, men man kan nå noget.

I dag betød det, at vi bagte hurtige knækbrød fra en pose, mens nullermænd på størrelse med vindhekse fløj rundt i hjørnerne og vasketøjsbunken fik lov til at passe sig selv.

Midt mellem et metodeafsnit, der blev forfattet i formiddags og en pakning, fordi jeg flyver til England i morgen, prøvede vi Finaxs nye knækbrød.

DSC_1215

DSC_1228

DSC_1277

DSC_1360

DSC_1332

Som billederne viser, er de godkendt. Fan-fucking-godkendt. Hurra!

Jeg er 38… gud, nej 39 faktisk

Min ældste datter er lige blevet 18. Hun har en kæreste, snakker om at tage kørekort og kan skimte enden på sine gymnasieår i horisonten.

Min yngste er 3. Hun synes, at hajer er MEGA farlige, at vi lige skal se hinanden i øjnene et par gange i løbet af en nat og elsker at slå kolbøtter.

Verden er forunderlig. Livet sker indimellem helt af sig selv. Jeg så et afsnit af Beverly, og så blev jeg mor. Blinkede to gange, tog en uddannelse, fødte nogle flere børn, prøvede at indhente mig selv, landede lidt hovedkuls på arbejdsmarkedet, købte ting… nu økologiske. Jeg er blevet voksen.

Det er på mange måder rart at være voksen. Skyggen passer endelig, jeg kan være lidt bedrevidende, nikke overbærende af det meste og sige nej til ting uden at have en grund. Jeg kan stege en bøf til perfektion, skænke mig et glas rødvin og se solnedgangen fra Corbusier-sofaen. Jeg kan også se mig selv udefra og synes, at det ser lidt latterligt ud. Roen har sænket sig, den evindelige baggrundsstøj er forsvundet. Jeg har slukket for den.

Alt er godt. På en måde.

Noget blinker alligevel lidt faretruende i horisonten. For hvad sker der, hvis jeg lige blunder igen? Hvis tiden accelererer yderligere, og livet bruger sig selv op? Når jeg det vigtigste, og hvordan finder jeg ud af, hvad det vigtigste er? Måske er det en 40-års-krise, der blæser i efterårsvinden? Eller måske er det bare efterårets komme, der kalder på lidt stilhed. Tanker. Refleksion.

I hvert fald har jeg i sjælden grad nydt indlæggene på Information om alder. Især Knud Romers i dag. Måske fordi hans skygge alligevel er lidt længere end min.

pæon - thinkingspace.dk

Om solnedgange og et fjernsyn, der slog op

“Everyone should smile. Life really isn’t that serious. We make it hard. The sun rises. The sun sets. We just tend to complicate the process.”

DSC_0546

Vi har ikke længere tv. Det er ikke en politisk beslutning. Det sprang ligesom bare i luften en dag. På den måde bestemte det selv, at det ikke længere ville være en del af vores liv. Måske syntes selv fladskærmen, at det hele var blevet lidt for trivielt?

Det er en velsignelse.

Ubetinget.

Mine aftener har ændret sig. På de dage, hvor jeg kommer hjem fra mit arbejde og er allermest træt i mit hoved, er jeg begyndt at tage ud og se solen gå ned, når de mindste sover.

DSC_0543

Jeg går en tur eller sætter mig på en strand og tømmer hovedet for tanker.

At se solen forsvinde i horisonten sætter tingene i perspektiv. Det er en stor lettelse at sidde der og føle sig ubetydelig lille i det store billede.

___________________________________________

Forresten, og noget helt andet. Jeg søger medbloggere ovre på fællesbloggen. Kig derover, hvis du tænker, at det måske kunne være noget for dig. 🙂

Nogle gange ligger der en lille lykke lige for enden af arbejdsugen…

Når tempoet har været lidt for højt. Når hovedet har indledt det, der mest ligner en vanvittig spurt, og kroppen er blevet ladt bagud af syne, så ved jeg, at jeg skal holde fri.

Helt fri.

Smide skoene og mærke græsset mod bare ben og fødder. Så det gør jeg nu, og tingene falder tilbage på plads. Åndedrættet finder sin egen rolige rytme, og lykken titter frem i sprækkerne.

Fine, fine, lille, weekends-pinse-lykke. <3

DSC_0330