Kan du bruge en strækvikle?

Jeg har ryddet lidt op og vil gerne give strækviklen, som du kan se i brug herunder videre til en, der kan bruge den.

Strækvikler er fantastiske (i mine øjne uundværlige) fra barnet er nyfødt og til det vejer små 9 kg. Den jeg har i overskud er af mærket Hoppediz, og du kan se lignende lige her.

Slyngen er selvfølgelig brugt, men kan sagtens bære mindst en baby mere. til gengæld koster den gratis. Den skal enten afhentes her, ellers kan jeg sende den, hvis du betaler portoen. 🙂

Stille, stille ind, stille om…

For tiden er jeg lidt mere stille, end jeg plejer.

Det skyldes ikke, at der ikke sker noget på denne side af skærmen, måske tværtimod. Jeg stiller ind og stiller om.

På mandag starter arbejdslivet igen. Min barsel er til ende, og jeg skal tilbage ud i virkeligheden.

Det er godt, for det betyder, at det hele går som det skal. Min lille baby er ikke så lille mere. Hun er en energifyldt kravlebaby med mod og lyst til verden. Hun er startet i dagpleje, og hun trives tydeligvis med det. Der er store smil over hele linjen, og der bliver fortalt en masse, når hun kommer hjem.

Selv glæder jeg mig til at få mit arbejdsliv igen. Jeg glæder mig til at få kolleger og møde nye studerende. Jeg glæder mig til at flytte ind på mit nye kontor (mit arbejde er flyttet, mens jeg har været på barsel), og jeg glæder mig ikke mindst til at kunne fordybe mig og arbejde uforstyrret, uden lige at skulle lytte efter en baby, der kan vågne når som helst, samtidigt.

Så alt i alt er det godt, men også hårdt. Hele familien herhjemme skal ind i en ny praksis. Pludseligt kan jeg ikke være bagstopper på det hele. Pludseligt har jeg også noget, som jeg skal. Den øvelse har vi gjort med held før, men jeg ved, at det tager lidt tid at indøve de nye vaner, og nye vaner er det. Så egentligt er jeg langt fra den eneste, der stiller ind og stiller om herhjemme for tiden.

 

Være-vejr

Det er ikke blogging-vejr. Det er være-vejr.

Det er læs-en-bog-i skyggen-vejr. Det er sid-lige-så-stille-og-betragt-sommerfuglenes-dans-i-oreganoen-vejr. Det er niv-mig-i-armen-og-knib-det-sidste-ud-af-sommeren-vejr. Det er hvordan-kan-jeg-være-så-heldig-vejr.

Må din mandag også bringe varme og tid til bare at være i være-vejret.

Når moderen laver ingenting

Hvad går den nyvundne frihed så med, tænker du måske? Eller nej, det gør du nok ikke, men som du nok har gættet, har jeg alligevel tænkt mig at fabulere lidt om det.

Jo, ser du, jeg går lige og genopdager den lille lykke, der er forbundet med rent sengetøj og nyskurede gulve. Det er en sjælden glæde i dette hus, kan jeg godt afsløre uden at sige for meget.

Jeg går og spekulerer over, hvad jeg skal servere for gode venner i weekenden, og selv om jeg ikke rigtigt kan komme på noget, hygger jeg mig alligevel med spekulationerne, der stadigt er så spæde, at de dårligt kan kaldes planlægning.

Måske skulle jeg snart få afsluttet Rockefeller? Eller måske trænger en lille barselsgave sig i virkeligheden mere på?

Måske kan jeg i virkeligheden sagtens få endnu en dejlig dag til at gå, mens jeg laver ingenting og tænker måske?

Det er måske ikke så ringe endda?

Edit:

Ha, og så læste jeg lige mit eget indlæg og måtte grine lidt i skægget over mit laven ingenting. For at lave ingenting er for mig ikke det samme idag, som det var for 16 år siden, før jeg blev nogens mor. At lave ingenting i huset med de halv-mange børn i alle aldre kan nemlig sagtens indbefatte et sted mellem 3 og 6 vaske med efterfølgende tørring og sammenlægning, 3 hovedmåltider tilberedt i de store gryder, et uendeligt antal henten og bringen hist, pist og alle vegne samt en let støvsugning af omkring 200 m2 (de andre 200 m2 kan vente til en anden dag).

At gøre køleskabet rent, bære blespande ud, hænge nyt toiletpapir frem og tømme og fylde opvaskeren et par gange på en dag hører også til at lave ingenting. Hertil kommer selvfølgelig luksustjanserne, som babykysning, tånuldring, lektiehjælp, trøst og kram ad libitum, børnebadning og putning.

Måske er der alligevel ikke noget at sige til, at potteplanterne dør, fordi jeg glemmer dem, og jeg falder let i søvn, når jeg rammer min seng. 😉

Hovsa

Jeg faldt lige af nettet, så her har været usædvanligt stille et par dage. Ingen har sikkert opdaget det, for hverdagen indtraf sammen med sommeren, og jeg klager ikke.

Jeg nyder.

Jeg sender sammen med manden min store børn i øst og vest om morgenen. Logistikken er vi vist ved at have på plads, selvom den umiddelbart virkede lidt uoverskuelig. Vi er mange, og hver skal sit. Vi udstyrer med madpakker, vasker skoletøj og hjælper med at finde vildfarne vinkelmålere og forsvundne linialer. Tungen er lige i munden hver morgen, og mon ikke manden min ånder en smule lettet op, når han rammer sin arbejdsplads? Jeg forstår det i hvert fald, hvis han gør.

Babyen og jeg leger kravlelege på trampolinen under æbletræerne og går i bare tæer i græsset, mens de store er afsted. Så ofte som vi kan slippe afsted med det, sniger vi os til at sove sammen til middag. At sove med en baby er ubetinget den største lykke-booster, jeg nogensinde har oplevet. Jeg synes, lægerne skulle ordinere den type middagslure, før de skrev lykkepiller ud. Jeg er sikker på, at det ville hjælpe på de fleste depressioner (og eneste kendte bivirkning er, at man er lidt friskere sidst på dagen. Og jeg ved ikke med dig, men det er en bivirkning jeg godt kan leve med).

Når folket vender trætte tilbage efter endt dont, nyder jeg igen, at jeg kan være der til at tage imod. Jeg kan høre om skoledagen, nye fag og klassekammerater, jeg kan servere kold saft i sommervarmen og nurse om den lektielæsning som allerede nu begynder at trænge sig på. Det er en luksus af de helt store.

Zen og det der…

Om jeg gerne ville være til Smukfest lige nu?

Ligge med ondt i ryggen, hovedet, moralen, overtrækket og ikke mindst grinemusklen, mens jeg halvkvadret forsøger at få hovedet til at pege opad de ondeste tømmermænd til trods?

Om jeg gad halvklam sovepose, festivallugt og støv? Kø til toiletter, truckervask og folk, der både hopper, skubber og spytter når de synger, og vi står meget tæt?

Jeg gad det godt. Faktisk gad jeg det hele så gerne, at jeg får næsten ondt i festivallængslen på sådan en ellers helt almindelig fredag i august. Jeg gad så tænderskærende, hvinende, insistererne godt… hvis det ikke var fordi, jeg har en lille sprutsak her, som jeg gider endnu mere. Jeg har også et helt kuld af de større unger, men de kunne nok passes. Sprutsakken, hende er jeg ikke klar til at lade ude af syne endnu. Vi hænger stadigt sammen, hende og jeg, og jeg vil ikke gå glip. Ikke det mindste lille, bitte glip. Det bånd kan tids nok blive løsnet.

Derfor hilser jeg alligevel (endnu) en stille weekend velkommen. Jeg tager en runde i haven, nipper en blomst, kysser en kind og nuldrer en fod. En regndråbe glider langsomt over et kronblad på den spanske marguerit, og freden rammer mig lige i hjertet.

Det er ok, jeg når det hele, og næste år… der når jeg også en smuk fest med smukke mennesker lige midt i den smukke bøgeskov.

Luuuuuuuuuuuuft!

Pludseligt føltes barselshulens vægge trange og loftet lavt. Trangen til at blive blæst igennem og se noget himmel og hav overvældede mig, og heldigvis kunne manden min lokkes med efter arbejde.

Således kunne jeg igår sidst på dagen følges med to af mine yndlingsmennesker på Aarhus Havn. Vi fik kørt lidt byggepladsrally med barnevognen, kigget lidt på status for Lighthouse og Isbjerget og ikke mindst skuet ud i horisonten, mens de indre brikker faldt på plads.

Tænk sig, man kan bo her. I et hus så bjergtagende smukt og med havet for sine fødder. Altså selvfølgelig kræver det bare, at man har:

  1. vanvittigt mange penge
  2. ikke er helt så privat, som jeg er. For det er svært at gemme sig i et hus af glas.
  3. at man ikke har helt så mange børn og så stort et pladsbehov, som jeg har…. hvilket dog nok kunne løses ved at skrue yderligere på pkt. 1. 😉

 

Et par timers mild gennemblæsning i relativt lun sommerbrise og et godt måltid indisk mad senere var det indre tunnelsyn afløst af en lidt bredere horisont.  Det er ikke en dårlig afslutning på en tirsdag. 🙂

 

Mandag bestemmer selv…

Jeg havde egentligt troet, at mandag ville være sådan en lille lækker sag. Sådan en med glade børn, solglimt og en artikel, der nærmest afsluttede sig selv. Jeg havde også tænkt, at mandag ville være sådan en dag, hvor man kunne teste de nye reflektorskærme, der faldt ned i min kurv en sen time på Ebay.

Men mandag bestemmer selv. Og mandag har lagt sig som en tung, grå, dyne over krop og sjæl. Mandag lader sig ikke hundse med, og indtil videre ser det ikke ud til, at mandag giver så meget som et lille lysglimt fra sig til at teste reflektorer.

Sådan er det, og det er også fint. Herhjemme er det stadigt kun manden, der er startet efter ferien, så vi andre, vi føjer bare mandag. Lader den grå dyne falde ned over os og glæder os over, at vi har tid til netop det. Mandag er fin, selvom den kører efter sin helt egen plan.

Arbejdsro

Idag har jeg fået den fineste gave af min mand. Han har foræret mig en halv dags fuldstændig fred og ro til fordybelse. Han tager de hjemmeværende børn med ned til farmor her over middag og returnerer først, når de sover.

Måske lyder det ikke som den helt store gave, men som barselsramt mor til 4 bliver det ikke meget større end det. Uforstyrret arbejdstid er muligvis den mest knappe ressource overhovedet her i hurlumhejhuset, hvor vi er mest rige på mere larmende ting som børn, sang, leg og kærlighed.

Jeg kan stadigt huske, hvordan jeg, før jeg fik børn, lod hånt om min egen tid. Der var så meget af den, at jeg glad og fro klattede den til højre og venstre. Ikke at der var noget galt i det, ohhh joy, sådan fungerer det bare ikke længere. Jeg har i den grad gennem 16 års moderskab fået groet noget selvdiciplin og trænet prioriteringsmusklen.

Jeg laver stadigt rigtigt meget af alt det, som jeg bedst kan lide, for sådan er jeg, og sådan skal det være, ellers mister jeg mig selv. Men jeg gør det sjældent uforstyrret.

Så idag vil jeg sætte mig i min bedste arbejdsstol med en kande af min bedste the, en stak af mine yndlings fagbøger og min computer. Og jeg glæder mig faktisk mere, end jeg før jeg fik børn, ville have glædet mig til en fridag. En halv uforstyrret arbejdsdag, hvor velsignet!

Hej Verden, er det dig, jeg kan skimte gennem sprækkerne, der før har været mine øjne?

Min baby er begyndt at sove igennem. Hvilket efter 8 mdrs. intenst natteroderi må siges at være et mindre mirakel.

Det er lidt pudsigt, at jeg vælger at skrive det lige idag, for i nat sov hun afbrudt og uroligt. Igår var vi i Djurs Sommerland, og mit gæt er, at hun var for overstimuleret til at finde ro, men jeg er ikke større baby-hvisker, end at det ligeså vel kan være en tand, der er på vej, eller en prut, der sidder på tværs.

Uanset årsag, er jeg så træt idag, at jeg hører ord forkert og fniser hysterisk selv af ting, der ikke er det mindste sjove. Især hører jeg ordet træt hele tiden. Flækket træsko, bliver til flettet træTsko. Træstamme bliver til træt-stamme. Jeg føler mig som en træt-stamme idag. En fnisende, halvhængt træt-stamme, der let kommer til at mangle ord, men ligeså let bare kommer til at opfinde sine egne.

Det bliver en dejlig dag, for vi skal passe på os selv her i huset idag. Alle skal bare gøre det, som de trænger mest til, hvilket nok betyder, at den mindste skal have sig nogle lange lure i barnevognen. De lidt større vil vist gerne sætte en ny rekord eller to i Mario Cart Wii. De lidt større igen falder nok i en stribe amerikanske serier på Netflix, og den helt store her bag tastaturet må gramse garn, strikke en pind og drikke alle de baljer the, som jeg måtte have lyst til. Ahh.

Og når vi går i seng i aften, skal vi sikkert sove, for min baby er begyndt at sove igennem… de fleste nætter. 😉