Åh ja, der er stadigt meget at kæmpe for…

I dag er kvindernes kampdag, og fra morgenstunden er jeg blevet ramt af udsagn som: “Lønforskellen mellem kvinder og mænd er ved at udligne sig”.

Men sådan er det bare ikke. Desværre. Og det skal vi sige højt. Også i dag.

“Faktum er, at SFI i adskillige rapporter har vist, at lønforskellen mellem mænd og kvinder i dagens Danmark i gennemsnit er cirka 17-18 procent. Og at den forskel har været bemærkelsesværdigt uforandret gennem de sidste 35 år. Det på trods af, at kvinder i dag er næsten lige så meget på arbejdsmarkedet som mændene, og at deres uddannelsesniveau i dag ligger over mændenes.” Citat Lisbeth Pedersen, forskningsleder SFI. Du finder hendes kronik her.

Bevægelsen mod ligeløn er altså ikke eksisterende.

Vi lader den stå et øjeblik.

“Nå, men er det ikke noget med at kvinder er ved at overhale mændene på uddannelsesområdet?”

Både og.

Antallet af uddannede kandidater har godt nok udjævnet sig, men når man ser på kvinders karrieremuligheder i akademia, er der lang vej igen. Statistiker Inge Henningsen har forsket i det.

“Inge Henningsen gør vittigt opmærksom på, at det med det nuværende tempo vil vare 258 år, før der bliver lige mange mænd og kvinder blandt de faste videnskabelige medarbejdere på Københavns Universitet. Endda påviser hun, at det ligefrem er blevet sværere for kvinder at slå igennem i dag end i 1970. Et forhold, der i sig selv nok er en messe værd. Danmark har en ganske lav procentdel af kvinder ansat i videnskabelige stillinger sammenlignet med både Norden og resten af Europa. Det er faktorer med udspring i universiteterne, der er årsag til den manglende kvinderekruttering blandt forskerne og ikke faktorer forankret i kvinderne, konkluderer Inge Henningsen.”  Citat denne artikel af Jette Hansen, mag.art. og forfatter.

Så summa summarum, vi har masser af kæmpe for, og ligestilling kommer ikke af sig selv. Der er ikke en bevægelse i gang, der forærer os ligeløn og andre retfærdigheder af sig selv (ok, måske undtaget det på universiteterne. Det udjævner sig om 258 år, hvis bevægelsen ikke går i stå inden).

Hav en dejlig kampdag, og husk at dele den med dine døtre og sønner.❤️


På fisketur mellem isbjerge

Havnen er Ilulissats hjerte. Det er her, der altid er liv. Det er her fangsten fra havets spisekammer landes.

Vi var så heldige at få lov til at komme med på fisketur med en lokal ung mand, og det var en oplevelse på ekstremer. Det var ekstremt koldt, ekstremt smukt og fiskene bed ekstremt hidsigt.

IMG_3229 (1)

Det her er ikke den båd, som vi sejlede med (den var langt mindre, og jeg glemte at tage billeder af den), men måske du kan se på denne, hvor vanvittig kulden på havet er.

Jeg håber ikke, de får brug for redningsbåden, for den er uhjælpeligt frosset fast.

IMG_3250

IMG_3252

IMG_3263

Mens mine kolleger hev torsk i land hurtigere end tjept, lod jeg mine øjne hvile på det smukke scenarie. Ord slår ikke til, og mine mobilbilleder yder langt fra synet retfærdighed. Der var så smukt, at alle  mine parader og forbehold faldt, og jeg måtte overgive mig betingelsesløst. Fantastisk!

Jeg havde tre sæt tøj på under mit skitøj, og mens vi var ude, glemte jeg mig selv i ren fascination af det, jeg så. Da jeg kom på land igen frøs jeg. Voldsomt.

En time under dynen og herefter en halv under en rindende varm bruser fik mig dog langsomt tilbage til normal kropstemperatur… og lige der, på den anden side af badet, havde mine kolleger tryllet dagens fangst om til mad.

DSC_7589

Det var en god dag!

Om ord, der stikker af og farer vild…

Der er ikke så farligt mange ord her på kanalen i disse dage, og det skyldes ganske simpelt, at jeg har et hyr med mine ord.

Jeg har deadline lige om lidt på mit bidrag til et spændende bogprojekt, som jeg gerne fortæller mere om en anden gang. Det handler om mediepædagogik, pædagoguddannelse og nye spændende udgivelsesformer blandt andet.

Men først skal ordene indfanges.

Og de bliver ved med at stikke af.

Som fjer i en blid brise letter de og forsvinder drillende, hver gang jeg nærmer mig. Jeg får dem til sidst. Det ved jeg. Men indfangningsarbejdet er opslidende, fordi det går så forbandet langsomt, og sådan er det. Lige nu.

Om midsommer og et vildtvokset arbejdsliv, der trængte til beskæring

Tænk sig, så blev det midsommer. Danmark står frodigt grønt, lupiner lokker i hveranden grøftekant og lyset skifter på de smukkeste måder i løbet af dagen.

For lidt siden var det jul, så arbejdede jeg en masse, og nu sidder jeg egentligt og føler mig lidt halvsnydt over det halve år, som passerede næsten uden, at jeg opdagede det. Det skal slutte skal det. Og i dag er dagen, hvor det vender.

Flere blomsterstudier, mere jord under neglene, mere strik, mere snak, mere vin. Sådan bliver det fra nu af.

Arbejdslivet skal justeres og er blevet det. Arbejdsopgaver er givet videre, dobbeltbookinger løst, og afbud er givet til alt, som det ville kræve superheltetempo at nå. Ahhh!

Om to uger kommer en hårdt tiltrængt sommerferie og på den anden side af den, hænger jeg dette indlæg op på min arbejdsopslagstavle…. og nu? Nu vil jeg finde min sofa, min mand og et strikketøj. 🙂

Jeg elsker mit arbejde, men jeg elsker det højest, når det ikke fylder mere, end det skal.

Om pres, solidaritet og om gerne at ville dele…

Forleden skrev jeg lidt om at føle mig presset. 

I forlængelse heraf er der noget jeg ikke forstår. Nu skriver jeg det bare, og så kan det være, at der er nogen, der kan kaste lys over det.

Jeg kender en del, der er i arbejde, der er urimeligt hårdt arbejdspressede. Og så kender jeg en del, der ikke er i arbejde, og som er urimeligt hårdt presset af det. Altså vi har to store grupper af mennesker, der af modsatrettede grunde ikke trives.

Jeg tror, jeg har et eftertragtet arbejde, for jeg kan se, når vi slår en stilling op (sjældent), at der er mange, mange, mange ansøgere, heraf også rigtigt mange velkvalificerede ansøgere.

Så er det bare, at jeg tænker. Hvorfor tager vi ikke mig, to eller 3 af mine tilsvarende pressede kolleger og en af de velkvalificerede arbejdssøgende, blander kortene, fordeler både lønnen og arbejdsbyrden?

Hvorfor er det, at hver gang der bliver snakket solidaritet i den offentlige debat, så bliver der alene fokuseret på det økonomiske? At vi skal dele pengene. Hvorfor ikke snakke lidt mere om, hvordan vi kan dele arbejdsbyrden? Hvorfor ikke tilbyde nogle af dem, der savner arbejde, reelt arbejde på et mindre timetal (samtidigt med at nogle af vi andre gik ned i tid for at frigøre arbejde), istedet for mystiske laden-som-om-det-er-et-rigtigt-arbejde aktiveringstilbud?

Hvorfor deler vi ikke det arbejde, der er? Ville vi så ikke være flere, der trivedes bedre?

Om jeg føler mig presset? – you bet!

Julia spurgte forleden, om jeg følte mig presset (altså ikke mig, mig, hun spurgte bredt ud fra sin blog), og hun ramte hovedet på sømmet for mit vedkommende.

Jeg er presset.

Jeg har et dejligt, men krævende job. Skønne, men mange unger. Manglende søvn er blevet et grundvilkår, ligesom evigt stigende opgave- og vasketøjsbunker.

Faktisk er jeg pt. så presset, at hvis presset pludseligt forsvandt på en og samme gang, er jeg sikker på, at jeg ville implodere. Ikke at risikoen for pludselig trykudligning er stor. 😉

Nå, men altså jeg synes tit og ofte, at det er svært at få enderne til at nå sammen, og derfor klikkede jeg på linket i Julias blogpost, der førte til en undersøgelse, som Alt for Damerne har lavet i samarbejde med et eller andet analyseinstitut.

Anyway, jeg nåede ikke længere end ca. 6 linjer ned i artiklen, før jeg blev irriteret. Man kan med rette sige, at presset steg, men det var mest grundet voldsom blodtilstrømning til min irritationsmuskel (der især holder sig veltrænet og stor i såkaldte pressede perioder).

Der stod, og jeg citerer: “Kvinder vil nemlig have det hele. Børn, karriere, veninder, masser af afslappende og gode oplevelser både alene med partneren og med hele familien, viser undersøgelsen.”

Hvis man læser den sætning sådan lidt ukritisk, kan den måske godt lyde plausibel? Men på den anden side, nej vel?

Jeg udelukker ikke, at det er klogt at afstemme forventningsniveauet med realiteterne. Det er det helt sikkert, og jeg tror helt generelt, at vi er gode til det, os kvinder. Mit er i hvert fald nedjusteret så mange gange, at du ville tro det er løgn, og det er ok med mig. Jeg har 4 børn og ingen meget få pastelfarvede illusioner tilbage.

Jeg synes bare, at det er lige vel nemt, at give kvinderne (i form af deres angiveligt alt for høje forventninger) skylden for deres mistrivsel. Når 65% føler sig pressede er det jo ikke et individuelt problem. Problemet kalder af den grund heller ikke på en individuel løsning (altså at den enkelte kvinde justerer sit eget forventningsniveau).

Min pointe? – At vi står overfor et samfundsproblem, som vi skal holde op med at bebrejde kvinderne. Det er ikke den enkelte kvindes skyld, at det er svært at få arbejdsliv, fritidsliv og almindelig trivsel til at gå op i en højere enhed.

Det skal vi have gjort noget ved. Og mens vi venter på nogen, vi kan stemme på, der tager problemet alvorligt, så synes jeg egentlig, at Julies forslag er fint. Måske vi alle skal vise en flig? Jeg indrømmer gerne, at lykken herhjemme ikke kommer nyvasket og velduftende, indpakket i sprød cellofan og med en mintblå sløjfe – den er mere kaotisk, og kan heldigvis sagtens indfinde sig, selvom jeg er presset.

PS. Hvad presser så de arbejdende mødre, spørger du måske? Jeg kan kun svare for mit eget vedkommende. Jeg bliver temmeligt presset af, at den pasning, som jeg har kunnet få til min yngste datter, lukker før den almindelige kontortid er ovre, og at arrangementer som fx. den forældrekaffe, jeg missede i dag, ligger før 15.30. Nogle ting burde være nemme at ændre.

P.P.S. Måske ville det også hjælpe lidt, hvis journalister ville holde op med at fremstille kvindeliv som i eksemplet herunder.

 

Her går det godt, send mere chokolade!

Jeg arbejder hjemme i dag. Jeg har rocker-travlt og ikke sovet meget, og nu tager jeg mig en pause, for det gik lige op for mig, hvor meget jeg trænger.

For cirka 5 minutter siden sad jeg og stress-åd en masse chokolader i rasende fart, mens jeg tappede på tastaturet og funderede over, hvad jeg skulle byde hende, som jeg skal holde møde med lidt senere…

For sent gik det op for mig, at jeg netop havde udryddet det eneste, jeg havde at byde.

Hvor kvik er man så?

Mit eget bud er, at jeg ligger omkring -3 på en skala fra 1 til 10.

Nu har jeg beordret mig selv en pause, hvor jeg passende kan undersøge, hvordan man søger sig en værge, og om det overhovedet er lovligt at udgive sig for at være voksen, når det kører så ekstremt langsomt på øverste etage?

Men altså, ellers går det godt – send mere chokolade!

Landet

Som katten ruller jeg mig sammen til en lille pelskugle. Tre dages med et massivt bombardement af indtryk er rigeligt, og jeg er slidt på det sociale, træt i hovedet og trænger til at hvile i det velkendte. Lade op på min helt egen hjemmebane.

Det er så godt at være hjemme igen. At kunne putte små mennesker og søge stilheden om aftenen. Der er kun én arbejdsdag mere inden weekenden – det er også godt!

Jeg er jo lige her…

Jeg er ikke forsvundet, jeg er bare på kursus, så der er midlertidig stilhed her på kanalen.

Det er nemlig et kursus af den slags, hvor det faglige program er så ambitiøst, at det starter tidligt og slutter (ekstremt) sent. Hjernen bliver motioneret, øvelser afløser diskussioner og oplæg. Når vi ikke arbejder, er der et gastronomisk program, der er mindst ligeså ambitiøst. Jeg kommer til at trille hjem herfra med et hoved så tungt og en mave så rund.

Det er dejligt at få motioneret fagligheden en smule på udebane, og jeg nyder udfordringerne  både de faglige og de kulinariske. Udsigten… den er der sådan set heller ikke noget galt med.

I morgen skal jeg hjem igen, og det glæder jeg mig til. Men lige nu glæder jeg mig bare over at have overstået dagens program, have en time for mig selv i stilhed og være lige præcis her.

Er lige, hvor jeg skal være

Jeg er landet hjemme efter et par dage på internat med gode kolleger.

Hvilken lykke at kunne flyve ud for en stund, for at komme tilbage igen. Det er stribet solskin i mit køkken og i mit hjerte.

Om lidt er der børn, der kan hentes. Der er kinder, der må kysses, skridt, der må øves og måske lidt LEGO, der må bygges.

Tænk sig, jeg har et hjerte, der kan fyldes med længsel på kun 1,5 døgn. Min mor-muskel er veltrænet. Igår øvede jeg min øl-muskel, og den er lidt mere slatten idet, men med lidt kollegial opmuntring gik det alligevel.

Gennem-grund-glad. Gennem-grund heldig. Og hjemme igen!

20121122-135927.jpg