Og der var stille, og der blev stille, og det var så fint
En af de opgaver jeg har givet mig i det nye år, og som jeg tager meget alvorligt, er at give mig plads og ro. Uro er der nok af både indeni og udenpå. Fremefter vil jeg prioritere at få skruet ned for den den indre uro.

Således forærede jeg mig selv en halv time til stille gudstjeneste i vores smukke landsbykirke her til aften. Her sad jeg så og tænkte lidt på livets forunderlighed og forgængelighed.

Louises Laurine har terminsdag idag. Jeg sendte dem en kærlig tanke, og jeg håber, at den når frem.

Det var på alle måder en fin oplevelse, som jeg tog med mig derfra, og som jeg også kan varme mig ved de kommende dage. Tak for den.













