God-påske-morgen
God-nu-da-morgen, hvor er luften kold og lyset smukt her til morgen.
April-vejrets humørsvingninger er ekstreme, grænsende til det skizofrene. Det ene øjeblik lokker det med lunere og mildere vinde, det næste øjeblik skærer iskold og frostklar luft gennem selv uldne gevandter.
Jeg kan godt lide april, måske især når udsvingende er voldsomme og kontrasterne blotlægges.
Idag har jeg fotograferet både isblomster og forårsbebudere. Det er umuligt at sige, hvad der er smukkest. Alligevel bringer jeg her morgenlyset gennem Forsythiaen, for selvom jeg holder af begge ekstremer, er det lyset og varmen, der skal sejre. Mine penge er på foråret, og vinterens demonstrationer af styrke begynder at virke lidt skingre her i april…


