Skal vi bytte ideer til mad her på kanten af foråret?
Vinteren siger farvel med maner, skal jeg lige love for. Solen tvinger sig vej gennem øjnene og oplyser sjælens mest dunkle kroge. Jeg misser, smiler overbærende til mit blåhvide spejlbillede og glæder mig til det, der venter.
Jeg lader mig velvilligt forføre. Jeg får lyst til at lufte dyner, skure gulve og pudse vinduer. Jeg dropper den tunge vintermad og forbereder mig mentalt på årets første kartofler. Jeg glæder mig afsindigt til, der kommer asparges og til, at man kan nyde en grillet fisk udenfor.
Der er vi godt nok ikke helt endnu, men det kommer.
Men hvad skal vi spise her i overgangen mellem vinter og forår? Må jeg ikke anbefale min japanske veninde, Momos, opskrifter på laksesalat og Niku Jaga? Eller måske skulle man bare gå efter en kæmpe portion hjemmelavet sushi?



Hvad spiser du her i overgangen? Jeg modtager rigtigt gerne gode ideer i kommentarfeltet herunder (eller på din blog, hvis du har en), for her i huset kommer vi let til at hænge fast i de 5 retter, som vi ved, alle kan lide, og det bliver bare for kedeligt i længden.
Nyd solskinstorsdagen.

Kom i går i tanke om den gamle traver med små pastadimser, tunfisk og hvad køleskabet byder på – i dette tilfælde et bundt forårsløg, snackpeber og en rød chili plus lidt hvidløg – det hele klistret sammen med lidt kaffefløde. Det er flere år siden, vi sidst har fået det, men det, men det smager jo godt og er vel også ok, når det er fuldkornspasta. Nemt, hurtigt, farverigt og billigt på en lidt klemt onsdag, omend ikke på højde med japanske lækkerier
Orv, den havde jeg helt glemt, Conny. Mon ikke også den kommer på programmet her i familien snart igen? – jeg tror det.
Tærter kan jeg godt blive lidt forfalden til på denne årstid – feks. med laks, spinat og feta.
Men en kartoffelpizza er de altid med på.
Eller spaghetti cabonara og risotto. Salater med korn er også altid et hit hos mig, men ikke så meget hos børnene…
Åh ja, tærter er et godt bud. Tak for det, Annette.
Spaghetti Carbonara er også altid et hit herhjemme (ikke mindst fordi det er så ekstremt hurtigt at lave). Risotto har jeg aldrig lavet, så det kommer vist til at kræve en oplæring.