Om Laurits og det at snakke med (små) mennesker gennem kameraet
Jeg tager jo billeder præcist så ofte, som jeg kan slippe afsted med det. Jeg tager mange billeder, og jeg elsker tiden bag kameraet hvad enten der er skønne mennesker, mærkelige figurer eller enkle regndråber på den anden side af objektivet.
Denne uge har været særlig dejlig, for jeg har både søndag og mandag haft lejlighed til at snakke med små mennesker med mit kamera som mellemmand. Det er en stor fornøjelse.
Her er Laurits, der er helt sin egen. Hans udtryk veksler hele tiden mellem balladeblikket og det dybe eftertænksomme, grænsende til bekymrede blik.
Stor dybde samlet i et lille menneske. Fascinerende.
Du kan se flere billeder af Laurits og også nyde hans mor, Trines, ord omkring stort og småt, hverdag, virkelighed og den helt store lykke lige her.
Dejlige udtryksfulde billeder, elsker den slags billeder, hader derimod dem man får taget ved de prof. fotografer i hvert tilfælde når de er meget opstillet.
Tak Gitte, jeg er heller ikke selv til opstillede billeder hverken når jeg fotograferer eller bliver fotograferet. Når jeg bliver fotograferet, kan jeg slet ikke finde ud af at slappe af, og så kommer jeg bare til at se helt forkert ud. Billederne herover er taget på en hyggelig cafe, hvor jeg var så heldig at spise morgenmad med Laurits og hans forældre.
Jeg er stadig fuldstændig vild med at du har fanget ham præcis som han er…
Tusinde tak
Det var så lidt, Trine, fornøjelsen var helt på min side.
You are most amazing Erika!!!!