Om den dejligste barnedåb, og også lidt om at fotografere i kirken
Jeg har været til barnedåb idag. Engang synes jeg, at det var de kedeligste fester. Men jeg er blevet ældre siden da, og nu synes jeg, at det er noget af det mest fantastiske, at mødes og sammen og fejre et nyt menneskes indtog i verden.
Det var og er dejligt, og jeg er let og varm om hjertet. Og jeg er næsten sikker på, at du ved, hvad jeg mener, når jeg viser dig dette billede af Kalle og hans mor.
Nu er jeg så kommet hjem og sidder og redigerer billederne, og så er det, at det slår mig.
Præsten tillod ikke, at der blev taget billeder under den kirkelige handling. Det kan hun have alle mulige gode grunde til, men når jeg ser på billederne nu, ærgrer det mig bare, at det får den konsekvens, at selve dåben er ikke-eksisterende i billedmaterialet.
Billederne, jeg tog idag, er i al beskedenhed skønne. De forestiller en hjertevarm familie, der fejrer den senest tilkomne. Jeg sætter billederne sammen i en bog. Det bliver en bog, som bliver en del af deres families fortælling. Den kan tages frem om et år, om fem, om tyve eller om tres år, og man vil kunne snakke om alt det dejlige der skete denne dag, men selve dåben vil fortsat være fraværende.
I min lokale kirke er politikken en anden. Her må man gerne fotografere, hvis man gør det diskret, uden blitz og fra sin plads i kirken. Det gør, at jeg har billeder, som de her fra mindstepigens dåb. Billeder som jeg jævnligt kigger på og som får solen til at skinne i mig selv på den mest grå vinterdag.
Jeg håber, at når man som præst vejer for og imod at tillade respektfuld kameraføring i kirken, at man så også reflekterer over billeders betydning i vores historiefortælling idag, og at man tænker over, om kirken ikke skulle have en (større og mere levende) plads i denne historie.
StoreLille blev døbt i Vor Frue Kirke i Århus, og der måtte man gerne fotografere – heldigvis, for så fik vi billeder af den skønne ceremoni, hvor forældre og faddere stod rundt om hende og holdt hænderne ind over hende under velsignelsen. Her hvor vi bor nu har menighedsrådet desværre bestemt, at der ikke må fotograferes, så vi kan ikke give LilleLille de billeder med. Det er jeg ret ked af, og jeg forstår virkelig ikke, hvorfor man beslutter sig for det. Det var vist noget med, at det kunne genere de vanlige kirkegængere, men hey, det er jo dåbsbarnet, der er i fokus og ikke dem, der sidder på bænkene.
Jeg kan godt forstå, at du har det sådan, GiSP.
Jeg tror, der er mange grunde til, at man beslutter, at der ikke må fotograferes i kirken. Jeg tror blandt ander, der er en stærk tradition forbundet med det og et ideal om at være tilstede i nuet. Men jeg tænker jo, at man kan give familien lov til at være i nuet og lade en anden tage billederne.
Og så er det selvfølgeligt, at man ikke skal genere de andre kirkegængere, men man kan tage billeder respektfuldt og diskret. Det er jeg jo tilhænger af uanset, hvor man tager billeder.
Jeg var til en god vens barnedåb for et par år siden i Langholt Kirke. Ja, altså hans søns barnedåb
. Den forgik på en lørdag uden andre gæster end de inviterede til dåben. Jeg fotograferede fra alle vinkler, faderen holdt tale, hvor han kom ind på et evt. bryllup… ordene blev fluks fanget af organisten som begyndte at spille bryllupsmarchen… det var en fest med plads til alt og alle uden at det tog det højtidelige fra selve festen.
“…uden at det tog det højtidelige fra selve dåbsceremonien” skulle der selvfølgelig have stået.
Det lyder som en helt igennem god oplevelse, Mette. Jeg har et stort hjerte for rummelige folkekirker.
Jeg har som tidligere fotograf også oplevet meget forskellige holdninger til fotografering i kirker – til barnedåb, bryllupper og konfirmationer… som oftest; der må fotograferes uden blitz men helst ikke under selve handlingen. Jeg er sikker på, at det har noget at gøre med folks tilsyneladende manglende respekt i situationen – og det bliver simpelthen værre og værre (med digitale kameraer og mobilos) – har ofte oplevet familiemedlemmer og venner til hovedpersonerne simpelthen stå i hovedet på præsten for at fotografere – kameraer hvor man højlydt har bandet over, at det ikke fungere efter hensigten (en fejl40), kameraer hvor diverse BIP-lyde ikke er slået fra og masser af blitz-billeder, trods formaning om ingen blitz- simpelthen fordi man ikke anede, hvordan den skulle slås fra. Folk har spænet til og fra deres pladser uden nogen fornemmelse for noget som helst – og med en tilsyneladende mangel på almen dannelse og hensyn til andre mennesker. Når præsterne oplever det, er de simpelten nødt til at skære alle over en kam og det går så ud over andre…. Jeg har personligt et meget ambivalent forhold til det – mener faktisk ikke, at ALT skal dokumenteres – ofte ryger “intensiteten” i øjeblikket – netop pga. de omtalte ting. HUSK oplevelsen i stedet! – men når det så er sagt, kan man tage nogle meget smukke billeder i kirken – hvis man tænker sig lidt om! – og gider at forberede sig lidt på forhånd og respekterer og husker spillereglerne….
Jeg tror, som jeg også skrev, at der kan være mange (gode) grunde til, at reglerne er, som de er, Helle D.
Jeg er bare rigtigt glad for, at min lokale præst har den holdning, at respektfuld fotografering fra egen plads og uden blitz er iorden. Jeg synes både, at det signalerer åbenhed og imødekommenhed – og så har det givet mig muligheden for at få taget nogle dejlige fotos, som vi her i familien ser på og glæder os over næsten dagligt.
Åååhhh, hvor er det nogle fine billeder fra jeres dåb, man mærker nærværet og kærligheden og jeres fokus på det der skal til at ske.
Og ja, jeg tror virkelig at præster overvejer det med fotografering nøje, jeg gør i hvert fald. Jeg er jo selv menneske og mor og ville også selv nyde at kunne se billeder pigernes dåb, som ikke kun er de meget opstillede fra det der foregik bagefter, men som præst kan jeg virkelig også se argumenterne for IKKE at fotografere.
1) Nærværet – at man netop er til stede ved sakramentet, den hellige handling, at man deler og mærker fællesskabet, når en lille ny bliver medlem af det store kirkelig fællesskab, som eksisterer på tværs af lande, tid og sociale forskelle – og IKKE er “passiv” med bag en linse.
2) At siger man først ja, vil man netop opleve dem, som ikke har situationsfornemmelse og at det hele bliver et stort show med folk der vandrer frem og tilbage, larm, blip osv. – mange kan godt finde ud af at være diskrete, mange kan ikke.
3) Hver kirke har en fast menighed som trofast kommer hver søndag, fordi kirken og dens rum har betydning for dem, og fordi de har brug for det – for nogen er det lige så gavnligt for deres mentale helbred som en løbetur, yoga, meditation osv. – og hvis det hver søndag skal forstyrres af en ny flok, som måske ikke har samme forhold til kirken, men i stedet for kommer til at larme lidt, lader børnene løbe rundt, fotograferer, vandrer op og ned af kirkegulvet og kun har øje for dåbsbarnet og familien (for ja, de er på mange måder centrum den dag, og så alligevel slet ikke) – ja så bliver betydningen af gudstjenesten let udvandet og det sjælesørgeriske i en gudstjeneste forsvinder. der kan siddde folk i kirken i dyb sorg eller krise, som finder deres åndehul og mening med livet søndag formiddag. og man skal som det mindste have lov at sidde anonym i kirken (altså om søndagen, ikke til vielser, hvor folk er inviteret, der er jeg ligeglad), derfor nytter det ikke at fotografere, når folk kommer ind.
Ja en lang prædiken fra præstens synsvinkel, men hvis jeg helt selv skulle bestemme, måtte man vælge én som satte sig det rette sted i kirken og fotograferede uden lyd og blitz, for jeg forstår godt behovet for billeder…
- og jeg er helt enig med dig, Natalie. En der sætter sig på det rette sted i kirken (og som ikke er en del af den nærmeste familie) og som kan fotografere stille og ubemærket, er en fin løsning (og det foregår sådan i min lokale kirke uden problemer).
PRÆCIS Natalia! – TAK!