Jeg ved jo godt, at når hælene gennem en længere periode har trampet for hurtigt og for meget gennem vintersneen, og fingrene har ditto henover tastaturet på arbejdscomputeren, er jeg slidt.

Jeg ved, at når kæberne er ømme i hængslerne af arbejdssnak og tankekraften opbrugt, så er jeg et let offer for en hvilken som helst virus eller bacille, der måtte krydse min vej.

Jeg ved det hele, både hvorfor det sker, og hvad jeg kan gøre for at forhindre, at det sker.

Alligevel er jeg her igen. I starten af en ferie, for enden af en intens arbejdsperiode og nedlagt med rusten hals, dunkende hoved og værkende led.

Øv, siger jeg bare, mens jeg håber, at jeg engang bliver klogere.