Og der var stille, og der blev stille, og det var så fint
En af de opgaver jeg har givet mig i det nye år, og som jeg tager meget alvorligt, er at give mig plads og ro. Uro er der nok af både indeni og udenpå. Fremefter vil jeg prioritere at få skruet ned for den den indre uro.
Således forærede jeg mig selv en halv time til stille gudstjeneste i vores smukke landsbykirke her til aften. Her sad jeg så og tænkte lidt på livets forunderlighed og forgængelighed.
Louises Laurine har terminsdag idag. Jeg sendte dem en kærlig tanke, og jeg håber, at den når frem.
Det var på alle måder en fin oplevelse, som jeg tog med mig derfra, og som jeg også kan varme mig ved de kommende dage. Tak for den.
Det lyder som et dejligt nytårsfortsæt <3
Knus fra Aalborg
Dejligt, og vist også ret nødvendigt, Charlotte.
Tænk at vi var en del af din dag og din oplevelse – jeg er helt sikker på at din tanke nåede frem til os.
Varme tanker og ønsker om ro og nærhed i den kommende tid
Louise (og Laurine)
Jamen, det er i da selvfølgelig, Louise. Din lille Laurine sætter sig jo i folks hjerter (heldigvis).
Det er så vigtigt at huske sig selv og give den tid, der er brug for.
Det er skønt når det lykkedes. Må du få mange flere gode stille oplevelser
Tak, og rigtigt meget i lige måde. Faktisk har jeg bestemt mig for, at jeg i år skal prøve at tage på retræte for første gang.
Det vil du sikkert synes er fantastsik. Min mor tager af sted et par gange om året og kommer glad og genoplivet hjem hver gang