Christian Jungersen havde mig i virkeligheden i sin hule hånd allerede ved ‘Undtagelsen’, men han har bestemt ikke mindre bedre fat i ‘Du forsvinder’.

Jeg vandt bogen ved et tilfælde. Heldigt. Ellers skulle jeg nu nok have fået mine fingre i den på en eller anden måde, for jeg var nysgerrig efter at finde ud af, om Christian Jungersens nye roman kunne gribe mig på samme måde, som den gamle kunne.

For tiden kræver det noget af en bog at fastholde min opmærksomhed, der er nemlig kamp om den. Opmærksomheden. Og tiden. Og kræfterne. Jeg klager ikke over det. Faktisk elsker jeg det meste af det, det meste af tiden. Jeg konstaterer bare,  at her er uro det meste af døgnet, og arbejdsopgaver nok til alle og mere til.

Anyway, ‘Du forsvinder’ fastholdt mig gennem alle 463 sider på trods af, at læsepauserne har været korte og kampen om opmærksomheden intens. Den tragiske fortælling foldede sig ud som en slags parallelt univers, som jeg bar med mig, også når jeg ikke lige læste.

Jeg diskuterede grænserne mellem galt og normalt i mit hoved, mens jeg ammede. Jeg funderede over sammenhænge mellem hormoner, hjerner, følelser og virkelighedsopfattelser, mens vasketøj blev foldet og opvaskeren tømt. En lille flig af Barselsland blev for en stund optaget af noget helt andet. Det var befriende.

Det vil for altid være mig en gåde, hvordan Jungersen skriver sig helt ind i kvindesindet, men det gør han. Og han gør det godt. Så hvis du trænger til en god historie, en mental udflugt til en tragisk parallelvirkelighed for en lille stund, vil jeg ikke tøve med at anbefale ‘Du forsvinder’.