So her goes…

Det er mig den lille og billedet må være taget i 75 eller 76.

Anyway, nu er jeg rask nok. Rask nok til at tage en tur i svømmeren med sønnen, rask nok til at finde danseskoene frem, rask nok til at begynde at glæde mig til at skulle danse natten igennem med dejlige damer fredag og rask nok til at flashe fotos af forfald med skønne farver og uforudsigelige og smukke strukturer.

Du kan se flere af mine billeder af forfald her, her og her. Jeg er fascineret af den type billeder og har set dem på flere andre blogs også. Du er velkommen til at linke til dine egne billeder af forfald herunder, så kigger jeg forbi.

Jeg var fuldstændigt udmattet, havde inden for det sidste døgn stiftet bekendtskab med smerter i en grad, jeg ikke troede mulig og et ansvar så stort, at jeg var skræmt fra vid og sans. Jeg tænkte, at jeg jo bare måtte vænne mig til aldrig at sove, så jeg kunne vogte over dette vidunder døgnet rundt. Jeg var fra det øjeblik nogens mor, og mit liv var forandret for altid.

I tiden derefter sørgede jeg en del over den tabte frihed, kan jeg huske, mens 2 ting sneg sig ind på mig og bed sig fast og skubbede sorgen længere og længere væk. En kærlighed så stor, at den var ufattelig og fornemmelsen af, at det hele pludseligt gav mening.

Idag er det som sagt 14 år siden, flere børn er kommet til siden da, og pigen er en sprudlende teenager – det giver stadigt mening og anledning til uanede glæder og ligeså store bekymringer at være nogens mor… men jeg undrer mig over én ting. Jeg kan ikke huske, hvordan det er IKKE at være nogens mor. Jeg mener, jeg havde da et liv inden… altså det må jeg da have haft!

Det er lidt mærkeligt, for set udefra er det jo ikke svært at forstå, at jeg skal sætte farten ned (ja, ok, måske endda melde mig syg), når jeg tydeligvis er ramt af en sensommer virus og derfor har udviklet sælhundehoste og feber.  Der findes to ord, der passer på sådan en som mig, der har hoste-bjæffet sig gennem et foredrag for 80 dagplejere igår og studievejledt på feberrystende ben idag. De to ord er: DUM og YNKELIG!

Nu vil jeg lære det (og gemme mig under uldtæppet)!

Stoffet er fra Stof og Stil, hvor også mønsteret kommer fra. Anorakken er syet i babyfløjl (den her og den her) og foret er jersey med pingvinprint (den her bare med grøn baggrundsfarve). Applikationerne er inspireret af nogle gamle børnebøger med grafiske tegninger af dyr, der er blevet læst for min mand som barn og nu læses for næste generation.

Jeg synes egentligt, at det er et fint mønster – mon ikke det bliver til en anorak mere i lidt varmere stof? Jeg tror det!

Nogle gange ryger skarpheden lidt, når snakkemaskinen er med, men det gør bare slet ingen ting, for farverne er der stadigt og øjeblikket er vores – sammen!

Farverne er fantastiske nu, selvom alting i princippet er i forfald. Jeg elsker sensommeren, var det ikke for septembers varsler om mørke og kulde ville kærligheden være ubetinget.

I hvert fald har jeg læst med her og her, og nu er jeg så selv vågnet med pigtråd i halsen og feberhovedpine. Jeg overgiver mig en anelse modvilligt til sofa, the og sugetabletter… og håber, at det snart bliver bedre igen.

Det er egentligt ikke et spørgsmål, som jeg har stillet mig selv, før jeg lige midt i morgenmaden så dette skue ud ad vinduet. Hvad sker der lige for det? Finder vi ikke allesammen alligevel telefonnumre på nettet?

Og sidst men ikke mindst: