Verden er hvid idag. Det fyger koldt, og vejret inviterer til indehygge med bløde tæpper, tændte stearinlys og ild i brændeovnen. Den interne vejrudsigt påkræver præcis det samme. Smart nok egentlig, at tingene passer sammen. 
Den grønøjede knægt har det bedre, og jeg har en dato. Det er fint nok.
Weekenden falder på et tørt sted. Den kommer til at gøre godt. Må din weekend også gøre dig godt – vi har fortjent det, synes jeg!
Nogle dage er længere end andre og kræver lige lidt mere end almindelige dage at komme igennem. Sådan en dag har jeg haft idag.
Det er ikke, fordi min søn er syg, eller fordi min søvn er afbrudt, og jeg har en baby hængende på mig, at jeg synes det er tungt, men fordi de ringede fra Skejby igår.
Jeg har haft celleforandringer længe. Svære celleforandringer. Min baby er en mirakelbaby, fordi hun blev undfanget mod alle odds. Jeg skulle have en operation, der gjorde, at det ville være urealistisk efterfølgende at få flere børn. Til forundersøgelsen var jeg gravid, operationen blev udsat, og jeg har idag en lille varm og knirkende pige i mine arme. Det er jeg uendeligt taknemmelig for.
Celleforandringer bedres ofte i løbet af en graviditet. Det havde jeg håbet, at mine ville, men så heldig er jeg altså ikke. Mit immunforsvar har været under pres og har ikke formået at løfte opgaven.
Idag har været lang og tung. Imorgen skal jeg til samtale, og vi skal have fastsat en dato for operation. I virkeligheden er det ukompliceret, og jeg er heldig, at det er opdaget, og at der er råd for det. Jeg skal nok bare lige have lidt tid til at vænne mig til tanken.
Jeg trænger til en flaske rødvin, men da jeg ammer, er det vildeste, jeg kan skrue mig op til, en kop koffeinfri kaffe. Jamen altså, i glimt får selvmedlidenheden frit løb.
Ved du, hvem der opfandt vaskemaskinen? Jeg vil nemlig gerne sende et takkebrev.
Nu står den på Thomas Tog på NetFlix, og så håber jeg, at der snart kommer mere glimt tilbage i de grønne øjne.
I omkring et halvt års tid har vi siddet ved vores havebord i køkken-alrummet. I princippet kan det jo godt gå, men det har ikke været optimalt. Vi har haft alt for lidt plads ved bordet i forhold til, hvor mange mennesker vi ofte er. Men det problem er løst nu.
Jeg fandt nemlig et konferencebord en dag (ok, det var så en nat), hvor jeg sad og surfede på dba.dk. Det store, bådformede bord har størrelsen til vores familie. Det er hele 3 meter langt og 1,2 meter bredt, og har dermed plads til en større flok sultne og snakkende mennesker i alle aldre omkring sig.
Oprindeligt er det palisander – det måtte det for min skyld gerne stadigt være – men nogen har sprøjtelakeret det. Så nu er det lys gråt, og det er også helt ok. Det vigtigste er pladsen på og omkring bordet, og den er der rigeligt af. 
Nu skal jeg så bare på jagt efter nogle flere stole…
… har du set, at der er langhåret frost på verden idag? – og solskin. Jeg får små lykkeeksplosioner i hjernen af det vejr! 
Jeg er ikke særlig god til at spartle, men det kan jeg vel blive.
Vi bor i en gammel købmandsgård, hvor butikken oprindeligt har været i stueplan, og beboelsen i de to øverste plan.
Nu har vi inddraget de før ubrugelige og øde kvadratmeter i butikken i vores hjem. Og det medfølger den vildeste spartelopgave, før alle vægge er hvide.
Jeg bilder mig ind, at hvad jeg ikke kan, kan jeg lære. Håbet er lysegrønt, og drømmen er kridhvide vægge så langt øjet rækker. Herunder er den første (af maaaaange) opgaver, som jeg har stillet mig selv. Hvor svært kan det være? Sæt igang, Erika.
Hiv mig nu baglæns ind i fuglekassen, min mandag er igang. Jeg nåede at ærgre mig over, at vaskemaskinen havde bidt huller i babyens bluse, før det gik op for mig, at jeg stod og kiggede på blusens knaphuller.
Weekenden i en stor familie er et sansebombardement for et lille menneske.
Mandag er træt mor og overstimuleret baby. Mandag er genopretningsdag, afslapning og fuldstændig ro, og det er der heldigvis tid og plads til i et helt åbent og jomfrueligt barselsprogram. Mandag er rolige podcasts og kængurubabyen hængende i viklen, tæt på hjertet. Mandag er også klar frost, høj himmel og mere lys end længe.
Vi trænger mere til mandag, end jeg troede, vi ville, for bare et halvt døgn siden – mandag bliver god for os – og jeg håber, at din mandag også bliver lige præcis det, som du trænger til.
Det er nogle dage siden, at den lune hue i det tykke garn røg af pindene. Når man strikker med tykke stolper, som pinde nr. 11 bliver man færdig, næsten før man får begyndt.
Huen har dog måttet ligge og vente på, at teenageren kom hjem fra efterskole og kunne agere model… og endda, at hun indfandt sig i dagslys. Til sidst lykkedes det dog, og jeg synes, at de klæder hinanden, teenageren og huen.
På det seneste er min blog blevet oversvømmet af spam. Man kan uden at overdrive kalde det en flodbølge. Heldigvis har jeg et effektivt filter, men mængderne var alligevel blevet så store, at jeg tænkte at en generel opdatering af bloggen var ved at være på sin plads for at øge sikkerheden.
Så nu er der opdateret, og i den forbindelse har jeg også fået en lille bitte knap, som jeg har ønsket mig længe. Den vil fremover sidde under alle mine indlæg. Det er den lille røde “pin it” knap, som du er velkommen til at klikke på eller lade være – men nu er muligheden der i hvert fald.
Tak til Anne og Flex-Erling for at dele opskriften på en æblekage, der er så nem, at den hurtigt kan bikses sammen selv med en baby på armen, og som ikke indeholder mere eksotiske ingredienser, end at jeg næsten altid vil kunne finde det hele i mit køkken. Det er en kage, hvor der ikke behøver at være langt fra tanke til handling.
Flex-Erlings æblekage smager godt. Overraskende godt faktisk. Det eneste, jeg skal passe på, er at den ikke får for meget, så den bliver tør. Den er nemlig bedst med blød midte, og min ovn er ualmindeligt agressiv.
Jeg har ekstrem sukkertrang, når jeg ammer, så jeg tror lige, at jeg vil snuppe det sidste stykke… altså blot for at frigøre formen, så vi kan bage en enkelt mere.
