Om jule-tempo og hurtige småkager…

Julen har sin helt egen rytme.

For mig starter det så småt i november. Jeg køber den første julegave og trækker vejret tungt. Det bliver en rolig og dejlig jul, tænker jeg. Jeg er i god tid. Måske skule man satse på hjemmelavede gaver i år?

Så accellerer det, umærkeligt, men tjept, og lige omkring starten af december. Arbejdsopgaverne hober sig op på skrivebordet. Dagene bliver kortere, mens mailboksen bugner.

Hyggelige invitationer vælter ind, og jeg vil gerne det hele. Og lidt mere. Og købe gaver. Og bage æbleskiver.

Tempoet når lynets hastighed her de sidste dage inden juleferien. Afrapporteringer, indrapporteringer, undervisninger, vejledninger, evalueringer og alt det indimellem. Julelys og Luciasang. Kalender-det-ene-andet-og-tredje. Jeg prøver at nå det hele og være rolig samtidig.

Det kan jeg selvfølgelig ikke, så jeg glemmer det halve, og tilgiver mig selv. Det er ok.

I november sendte Finax en stak af deres jule-småkage-blandinger. Det var en af de mange ting, jeg har glemt i julemåneden. Men nu skal jeg fortælle noget, der er lidt smart.

Kageblandingerne har lavet sig selv (ok, måske har der været en enkelt teenager eller to og måske en 8 årig og en 3 årig indblandet). Men i hvert fald har den stressede mor haft fokus på alt muligt andet, og vi har fået småkager alligevel.

Det er faktisk et lillebitte julemirakel. ;-)

DSC_1955

Så i december har der duftet brunt og brændt mere end én gang, og det er ret fantastisk, når man er moderen, der kommer hjem fra arbejde og mest drømmer om at smække fødderne op. Hurra for store børn og nemme småkager!

Lige om lidt forventer jeg endnu et lille mirakel, nemlig at ferien indfinder sig, tiden sætter tempoet ned og freden indfinder sig. Så kan det også være, at jeg kan finde ud af at stille skarpt igen.

DSC_1989

Det bliver en god jul! :-)

Om at blive ramt af sine egne gode råd…

I morges skrev min barndomsveninde Sarah på FB, at hun ville ønske, at hun var bedre til at lytte til egne gode råd. Jeg skrev til hende, at jeg forstod, hvordan hun havde det, for jeg har det lige sådan.

På det tidspunkt anede jeg ikke, at Trine senere på dagen ville ramme mig med præcist det. Mine egne gode råd. Formuleret på skrift og som et gæstebloggerindlæg til Trines kreative blog.

Trine spurgte engang sidste år, om jeg ville skrive om mit forhold til det kreative, og jeg kan huske, at jeg lå i solen på Mallorca med 100% ro i kroppen og skrev om kreativitet og life hacks. Siden glemte både Trine og jeg alt om de ord, og indlægget blev aldrig udgivet.

Indtil i dag, hvor de af en eller anden grund er poppet op på i Trines univers. Og Trine, hun sendte dem til mig for at høre, om jeg mon stadigt mente det, som jeg skrev dengang. Så jeg fik helt bogstaveligt blæst mine egne solskinsråd lige op i ansigtet på en regnvåd, arbejdsfyldt, blæsende og på alle måder uimødekommende decemberdag.

Det var sundt, var det!

Teksten, jeg skrev dengang i solen, handler om, hvordan man kan holde sin kreativitet (og måske dermed også sig selv) smidig og i live ved jævnligt at hacke sit eget liv. Ændre små og måske store ting og nysgerrigt udforske, hvad der så sker.

Og jeg trænger faktisk til et lille hack. Jeg er blevet opslugt af alt det, som jeg skal, og derfor har jeg glemt at prioritere meget af det, som jeg gerne vil. Der skal et hack til.

Jeg hacker derfor min aften, der alt for ofte er begyndt at blive slugt af arbejde. I aften er fri-tid, vil-tid, lyst-tid, min-tid, og det bliver i morgen og dagen derefter også. For søren, det bliver en god jul. Jeg skal jo bare huske at lytte en lille smule til mine egne storesøsterråd… bare en gang imellem.

DSC_3095

Hvis du er nysgerrig, kommer mit gæsteblogger-indlæg på ovre ved Trine en af dagene. Jeg skal nok sige til, når det sker. :-)

Om Vadehavets spisekammer – fuldfede østers i enkel vinagrette

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med marsken. Jeg slapper af her, trækker vejret langsommere, bruger mine gummistøvler mere.

Det er det gode liv. For mig.

Marsken og Vadehavet er så frodigt og generøst et område. I vinterhalvåret kan du eksempelvis ved lavvande og uden andet specialudstyr end et par gummistøvler, en spand og en pølsetang gå ud og høste alle de østers, du orker.

Og det er mange, hvis du er mig.

Hvis du gør det, kan du efterfølgende få en frokost som denne på fem minutter ved blot at tilføre lidt god æblecidereddike, en slat olivenolie, hakkede skalotteløg og salt og peber.

IMG_0245.JPG
IMG_0247.JPG
Og jeg fik endda få et andet lille havdyr med. Kan du se det? ;-)

IMG_0246.JPG

Agda og farven lilla

Jeg strikker uldent i lilla.

Mindstebarnet er startet i børnehave, og jeg prøver at kompensere for kulden og de voldsomme omvæltninger med uldent strik i rå mængder. Pigebarnet bestemmer farven, der er lilla, lilla og lilla. Moderen bestemmer materialerne, der er uldne, bløde og lette. Modellen er Agda fra Warm Knit for Cool Kids af Susie Haumann

Processed with VSCOcam with c3 preset

Processed with VSCOcam with c3 preset

Processed with VSCOcam with c3 preset

Det lilla garn har jeg købt af Karen, og nu kan jeg skiseme ikke huske, hvad det var for noget, og det er sat sammen med en rest Silk Kid Mohair fra lageret. Den vejer ikke mange gram, den lille hue, men den er blød som en sky og kan varme et lille hoved i efterårets regn og rusk.

Nå ja, og billederne er taget med min telefon, og måske jeg lige skal øve mig lidt mere med det. Jeg eksperimenterer med, om jeg får blogget mere, hvis jeg tager billederne med telefonen – det er et forsøg værd.

Men de var der jo, dråberne, der lyser som diamanter i morgensolen…

Jeg var ikke i engen for at tage billeder af morgendug.

Jeg var i engen for at blive viklet ind i spindelvæv, få dug på næsen, våde sko og min sjæl badet i morgenlyset.  Jeg var i engen for at trække vejret og for  at være i uendeligheden med min mindste, og for at lande i efterårsferien, hvor jeg heldigvis selv bestemmer til alle tider, hvad jeg retter min opmærksomhed mod.

DSC_1570

DSC_1571

DSC_1573

DSC_1575

DSC_1577

Jeg håber, at din lørdag også levner rum til at fokusere lige præcist, hvor du har lyst til at fokusere.

Og trække vejret.

Langsomt.

September er hæsblæsende…

Jeg klager ikke. Det meste af det, som september er fyldt til randen med, er mennesker, ting og arbejdsopgaver, som jeg er vild med.

Til gengæld griber jeg gerne til de lette løsninger, når muligheden viser sig. Jeg vil gerne, at min familie spiser sundt og godt, at mit hjem ser pænt ud og alt det der. Men altså i virkeligheden, ikke? Der er det langt, langt vigtigere for mig, at vise mine unger, at det er ok at gå efter de fede arbejdsopgaver, de sjove fritidsinteresser og læse de gode bøger.

Man kan ikke nå alting, men man kan nå noget.

I dag betød det, at vi bagte hurtige knækbrød fra en pose, mens nullermænd på størrelse med vindhekse fløj rundt i hjørnerne og vasketøjsbunken fik lov til at passe sig selv.

Midt mellem et metodeafsnit, der blev forfattet i formiddags og en pakning, fordi jeg flyver til England i morgen, prøvede vi Finaxs nye knækbrød.

DSC_1215

DSC_1228

DSC_1277

DSC_1360

DSC_1332

Som billederne viser, er de godkendt. Fan-fucking-godkendt. Hurra!

Jeg er 38… gud, nej 39 faktisk

Min ældste datter er lige blevet 18. Hun har en kæreste, snakker om at tage kørekort og kan skimte enden på sine gymnasieår i horisonten.

Min yngste er 3. Hun synes, at hajer er MEGA farlige, at vi lige skal se hinanden i øjnene et par gange i løbet af en nat og elsker at slå kolbøtter.

Verden er forunderlig. Livet sker indimellem helt af sig selv. Jeg så et afsnit af Beverly, og så blev jeg mor. Blinkede to gange, tog en uddannelse, fødte nogle flere børn, prøvede at indhente mig selv, landede lidt hovedkuls på arbejdsmarkedet, købte ting… nu økologiske. Jeg er blevet voksen.

Det er på mange måder rart at være voksen. Skyggen passer endelig, jeg kan være lidt bedrevidende, nikke overbærende af det meste og sige nej til ting uden at have en grund. Jeg kan stege en bøf til perfektion, skænke mig et glas rødvin og se solnedgangen fra Corbusier-sofaen. Jeg kan også se mig selv udefra og synes, at det ser lidt latterligt ud. Roen har sænket sig, den evindelige baggrundsstøj er forsvundet. Jeg har slukket for den.

Alt er godt. På en måde.

Noget blinker alligevel lidt faretruende i horisonten. For hvad sker der, hvis jeg lige blunder igen? Hvis tiden accelererer yderligere, og livet bruger sig selv op? Når jeg det vigtigste, og hvordan finder jeg ud af, hvad det vigtigste er? Måske er det en 40-års-krise, der blæser i efterårsvinden? Eller måske er det bare efterårets komme, der kalder på lidt stilhed. Tanker. Refleksion.

I hvert fald har jeg i sjælden grad nydt indlæggene på Information om alder. Især Knud Romers i dag. Måske fordi hans skygge alligevel er lidt længere end min.

pæon - thinkingspace.dk

Steinvarða – glimt fra min Islandsforelskelse

steinvarða - icelandic travelling

Jeg mødte steinvarða, små tableauer af stablede sten flere gange på min Islandstur. De små opsatser er tidligere brugt for at angive ruter og steder. Det er nemt at forstå, at der har været god brug for det på Island før GPS´ens tid, for det er unægteligt svært at orientere sig i lavalandskabet.

steinvarða - icelandic travelling

Nu om stunder er steinvarða en rest af en kulturpraksis, der ligesom nægter at dø, og jeg forstår det godt.

De små tårne er nogle steder de eneste brud i et landskab af lava og mos. De er smukke og giver øjet noget at hvile på. Når der står en enkelt, beder den næsten om, at man bygger en mere og så endnu en.

steinvarða - icelandic travelling

Der er noget fortrøstningsfuldt i at møde menneskespor i det øde landskab. På en mærkelig måde giver de både ro og håb. “Man kan leve her på trods af det umiddelbart golde”, hvisker de. Og jeg får lyst til at sætte mig ned og trække vejret, mens øjenene skiftevis fokuserer på det nære og det fjerne, det håndgribelige og det storslåede.

Om Island, potente gejsere og den vildeste forelskelse

Nogle gange skal oplevelser lige lagres, før jeg er klar til at dele dem. Sådan var min tur til Island.

En kæmpe forelskelse, og jeg blev helt stille.

Nød, tog ind, men sagde ikke ret meget.

Nu er jeg klar til at dele lidt, selvom jeg bliver nødt til at sige, at Island ikke kommer til sin ret på fotos. Man skal være der, stå i det. Det er så sindsygt et smukt land.

Vilde kontraster og en natur, der ikke lader sig tæmme. Den er bare.

Jeg besøgte Geysir på en smuk, smuk forårsdag. Der er så meget gang i undergrunden i det område, at det føles varmt, når du lægger din hånd mod gruset. Her er et glimt af, hvad jeg så…

Geysir - Icelandic Travelling

Geysir - Icelandic Travelling

Geysir - Icelandic Travelling

Geysir - Icelandic Travelling

Geysir - Icelandic Travelling

Geysir - Icelandic Travelling

Sommerferiesysler – prøv et #bugshot

Hvad jeg laver i min sommerferie? En tilbagevendende og let nørdet beskæftigelse er at kravle rundt i min Fristedshave og fotografere livet i Krible-Krable-land.

Det er en lang øvelse i at fokusere på det smukke i det små, holde kameraet stille (svært) og styre fokus.

Mine lavendler er indtaget af Humlebier i år.

DSC_0734

… og de kysser dybt og insisterende!

DSC_0729

I mine hortensiaer findes disse charmerende fluer i deres helt fantastisk grøn-blå rustning.

DSC_0686 (1)

Hvis du har fået lyst til at kigge nærmere på insekter gennem dit kamera eller din telefon, så brug gerne hashtagget #bugshot på Instagram, så kigger jeg forbi. :-)