I går bloggede jeg ikke. Jeg nød.
Jeg nød, at barnefaderen tog sig af hus og små mennesker, mens jeg tog på tur til Gug sammen med min dejlige veninde.
Vi har et fælles projekt, der involverer garn, og det legaliserer ligesom, at vi brugte små 4 timer (fnis) på at sondere et telt og et lokale. Til vores forsvar skal siges, at der VAR meget garn i både telt og lokale, og at der jo også skulle hilses, snakkes, røres og så lige kigges lidt mere.
Garnet var lækkert og betjeningen fænomenal. Hanne, Ella, Liselotte og selvfølgelig Kenneth må have haft både ondt i fødderne og snakketøjet, men de lod sig ikke mærke med det, og de delte rundhåndet ud af smil, tips og viden. 
Ind imellem måtte vi ud at hvile øjnene, kigge op i skyerne for lige at kalibrere den indre skærm igen. Vi havde bevæbnet os med rigelige mængder af saltkarameller, der som bekendt giver uanede kræfter og hjælper på snart sagt hvad som helst.
Lene havde måske ikke iført sig de mest praktiske sko til Tjørnevangs piksten. Men de var edderbrodereme lækre!
Indenfor flokkedes alle damerne om vinduerne, hvor farvesammensætninger kunne studeres i lyset. Prøv lige at gætte på, hvor mange mulige sammensætninger, der findes på baggrund af Garnudsalgs sortiment. Det er mange!
Her er det vist Kommen og Havsnegl, så vidt jeg husker. Begge farver, der er blevet absolutte favoritter efter, at jeg har set dem i virkeligheden.
Ud på eftermiddagen voksede min barm til noget, der nok ligner en ÅÅÅÅÅÅÅÅÅhhh skÅÅÅÅl, så det var tid til at vende hjemover til ammebarnet.
Babyen havde ikke overraskende haft en fest i selskab med faderen, og jeg faldt udmattet omkuld med det største smil på læben. 
) ikke det store geni, for jeg har lidt problemer med at erkende det. Men heldigvis kan jeg handle, selv på ting som jeg dybest set ikke fatter. 
