Sommertøjskrise

Forår er ensbetydende med lys, luft, lune temperaturer – og for mit vedkommende – en kæmpe tøjkrise.

Chokket er det samme hvert år, når jeg må sande, at det jeg husker som en talje i vinterens løb er forsvundet, og det jeg husker som halvgode stænger, under uldstrømpebukserne har forvandlet sig til blå-blege ben, der kan lyse i mørket og blænde i en grad, der ville gøre dem trafikfarlige at færdes ude med.

Min ældste datter og jeg elsker Esprit, fordi de bidrager til vores kommende ferie, og de har inviteret os til at kigge i deres webshop. Og lad mig sige det med det samme, min datter ville se fantastisk ud i snart sagt alt, hvad de har.

Der er også potentielle løsninger til min krise, om end det er sværere, når man ikke længere har en alder og en figur, hvor man kan slippe afsted med, hvad som helst. ;-)

Anyway, denne her kjole måtte gerne komme hjem til mig og bo. Jeg ville føle mig godt tilpas med at undervise i den, og det er mit succeskriterie.

Der er det med at undervise, at man stiller sig op foran en større flok mennesker og tager opmærksomheden ved at tage ordet. Jeg har brug for tøj, der dækker kroppen uden at tage al opmærksomheden fra det, som jeg har at sige. Samtidigt skal jeg kunne slappe af og gider ikke skulle tænke på ting, som at trække maven ind (jeg ville også glemme det alligevel efter ca. 2 minutter, fordi jeg er så optaget af mit stof).

Derfor ville denne også være en mulighed:

Min datter derimod, hun ville se fantastisk ud i noget, der både spræller mere og også har en mere tætsiddende silhouet. For eksempel denne her:

Eller dette her:

Hvis du har lyst til at se nærmere på Esprits webshop, kan du finde den lige her.

_______________________________

Dette er et sponsoreret indlæg, og det er en del af en serie af sponsorerede indlæg, som min datter og jeg skriver, mens vi sparer op til vores fælles ferie. Meninger og ord i indlægget er vores egne.

Om at gøre noget med sin store pige og om veje, der fører til Rom (eller et andet solrigt sted)…

Min store pige bliver pludseligt meget stor. 17 år gammel faktisk, lige om hjørnet i hvert fald.

Og med den erkendelse har jeg voldsom trang til at være sammen med hende. Finde en tidslomme, kun os to, et sted med sol og bare en uges tid. En uge uden andre planer end hygge. En uge uden andre børn end hende og andre forældre end mig.

Det skal vi.
Til efteråret.

Jeg har fundet en lomme i arbejdslivet, og vi er begyndt at glæde os.

Men øhhh, at rejse koster penge. Og penge er jo ikke noget, der findes i overflod i en familie med 4 unger. Vores rejse skal ikke gå ud over de andres muligheder, så vi har tænkt os at tjene nogle penge, som vi kan rejse for.

Derfor vil der den kommende tid komme sponsorerede indlæg her på bloggen. Det første sikkert allerede i aften. Alle sponsorerede indlæg vil blive mærket tydeligt, så du der læser med her, kan vide, hvad det er, du læser.

Vi er ikke til fals for hvad som helst. Vi skriver kun om ting, som vi kan lide, og vi skriver kun præcist, hvad vi mener. Det kan du regne med.

PS.

Markedsføringsfolk, hvis I læser med her og tænker, at I har brug for en anmeldelse af en eksotisk rejsedestination med hvide strande, azurblåt hav og drinks med parasoller, så skriv lige. Vi er her for at hjælpe jer. ;-)

Kanelsnurrer #2 – på pind og over bål

Man kunne jo også modificere dejen til Kanelsnurrer en smule, rulle dem om en pind og bage dem som et optimeret snobrød.

Oh jo, det kan man, og det gjorde vi, og vi sender anbefalingen videre.

Jeg udelod ægget i dejen og udelod FRI margarinen i fyldet. Ellers gjorde jeg det samme som forleden.

Det bliver svært nogensinde at vende tilbage til den gamle type igen.

Mælke- og soyafri Kanelsnurrer

Lad mig lige slå fast med de samme, vi er glade for mælkeprodukter her i huset. Meget glade. Der findes snart sagt ikke den ret, der i vores øjne ikke bliver bare en lille smule bedre af en klat smør, et skvæt fløde, en skive ost eller en top af creme fraiche.

Nu er det bare sådan, at det yngste medlem af familien ikke kan tåle mælkeprodukter. Og for lige at gøre udfordringen lidt større tåler hun heller ikke soyaprodukter. Så jeg er ved at lære at lave mad på ny.

Jeg er kritisk, og jeg går ikke kun nødigt på kompromis. Derfor kommer I ikke til at se de fleste af mine eksperimenter. Men når et eller andet lykkes, ja, så deler jeg selvfølgelig gerne, og de her kanelsnurrer er mindst ligeså gode som dem med mælk og smør.

Ingredienser:

5 dl. mandelmælk
42 g. økologisk gær (det er det, der er i pakken, smart ikke?)
1 økoæg fra en glad høne
1 kg mel (køb godt mel, det betaler sig)
150 g. sukker (måske brugte jeg rørsukker, det gør jeg nogen gange)
En god teske salt
1 dl. smagsneutral olie

Fyld:

Lige dele FRI margarine og sukker
Et ordentligt drys kanel

Dejen er en ganske almindelig gærdej, hvilket betyder at den profiterer af at blive arbejdet med og få tid. Jeg rørte dejen på min røremaskine og lod den stå og ælte, mens jeg smurte en mad til den yngste, betalte tre regninger over netbank, tømte postkassen og hørte en længere historie om et vildt sejt saksespark.

Derefter fik dejen lov til at hæve, mens vi tog en lur og rutsjede en tur – måske var det omvendt? Jeg tror ikke, det er vigtigt. ;-)

I hvert fald stod den længe, nok et par timer, og den blev blød, fin og glat.

Derefter boksede jeg længe med at rulle den ud i en rektangel. Den var blød og elastisk, som når gærdej er allerskønnest, men det betød også, at den stædigt trak sig sammen efter hvert rul. Til sidst sejrede jeg.

Jeg puttede fyld ud over hele dejpladen, foldede den nederste trediedel op og den øverste ned. Rullede en smule igen. Skar dejen i lange strimler (20 strimler giver 20 fuldfede og ret store kanelsnurrer).

Jeg gjorde (ok, cirka) sådan her:

Så fik de lov til at hvile igen et par timer, mens vi gik og samlede appetit.

Og endelig blev de penslet og smidt i en 200 grader varm ovn i ca. 12 minutter. Er du færdig, de blev lækre!!! – og dagen derpå var de stadigt bløde og lækre.

Her går det godt, send mere chokolade!

Jeg arbejder hjemme i dag. Jeg har rocker-travlt og ikke sovet meget, og nu tager jeg mig en pause, for det gik lige op for mig, hvor meget jeg trænger.

For cirka 5 minutter siden sad jeg og stress-åd en masse chokolader i rasende fart, mens jeg tappede på tastaturet og funderede over, hvad jeg skulle byde hende, som jeg skal holde møde med lidt senere…

For sent gik det op for mig, at jeg netop havde udryddet det eneste, jeg havde at byde.

Hvor kvik er man så?

Mit eget bud er, at jeg ligger omkring -3 på en skala fra 1 til 10.

Nu har jeg beordret mig selv en pause, hvor jeg passende kan undersøge, hvordan man søger sig en værge, og om det overhovedet er lovligt at udgive sig for at være voksen, når det kører så ekstremt langsomt på øverste etage?

Men altså, ellers går det godt – send mere chokolade!

Årets første rabarberhøst, eller hvordan verdens nemmeste rabarbersyltetøj kan puste lidt sommer ind i dit køkken

Vinteren har føltes uendelig. Jeg har gået og kigget på min gamle rabarber nede i bunden af haven og tænkt, om frosten nogensinde ville slippe sit tag i den. Om foråret da aldrig ville komme, og om de sprøde rabarber nogensinde ville besejre fimbulvinteren.

Min tvivl har været ca. på størrelse med min længsel efter solen og varmen. Stor.

Heldigvis er min gamle rabarber både trofast og vedholdende. Efter få halvlune dage, spreder den gavmildt sine knasende røde stængler. Den er fantastisk, og jeg ved, at hvis jeg trækker den jævnligt holder den mig forsynet med sine sur-søde skønherligheder helt frem til september. Der er kun godt at sige om den gamle rabarber.

Jeg er typen, der kan tænke så længe over, hvad årets første høst skal bruges til, at jeg ender med ikke at få lavet noget. Sådan skulle det ikke gå i dag.

Så årets første rabarber er nu omdannet til årets første glas af den sindssygt gode, og ligeså nemme og enkle rabarbersyltetøj.

Jeg brugte:

godt 500 g. rabarber
150 g. rørsukker
ca. en dl. sirup
en stang vanilje

Jeg kogte det hele sammen til rabarberne var godt og vel møre, vandet fordampet og lagen kogt ind til en sirup-lignende konsistens. Herefter hældte jeg det på et skoldet glas.

Nemt!

Det første glas her fik lov til bare at være, som det er. Lidt vanilje und nichts weider. Før sæsonen er ovre ved jeg, at andre varianter trænger sig på. En med Cointreau, en med kanel, en med ingefær og måske en med lakrids? Kun fantasien sætter grænser, og heldigvis skal min gamle rabarber nok forsyne mig med rigeligt af stængler at eksperimentere med.

 

Den perfekte mors dags gave

Jeg har fire børn, og jeg er ikke så god til at være gravid. Faktisk er jeg så dårlig til det, at jeg helt sikkert ikke havde overlevet en eneste af mine graviditeter, hvis jeg ikke tilfældigvis levede i et land, hvor der er lægehjælp til dem, der har brug for det.

Ikke alle er så heldige, og derfor synes jeg, at ideen med at redde en mor på mors dag, er helt fantastisk.

Blomster er smukkest med rødderne plantet i jorden, og ret beset mangler vi mødre i den vestlige verden jo ikke noget.

Hvis du har lyst til at gøre som mig, kan du læse om Maternity Worldwide her, og du kan redde en mors liv lige her. Måske når kortet fra Maternity Worldwide først frem til din mor på mandag, men da jeg selv er en mor ved jeg, at hun vil tilgive dig . ;-)

P.S. Dette er IKKE et sponsoreret indlæg, jeg støtter projektet af et ærligt hjerte. Hav en fortsat lækker fredag.

P.P.S. Hvis det er en time siden, at ens mand gik op for at putte yngsten, og man ikke har hørt en lyd fra nogen af dem siden, tror du så ikke godt, man kan regne med først at se dem igen i morgen?

Jeg er jo lige her…

Jeg er her endnu. På den anden side af pausen, fyldt med ord og billeder, som jeg har lyst til at dele.

Jeg har ment meget i pausen. For mig selv og helt stille, og det har været godt for mig. Men nu trænger jeg også til at larme lidt igen, så det er godt at være tilbage.

Foråret er endeligt landet, og verden er blevet både smukkere og lunere. Det er helt i orden med mig. ;-)

Jeg håber, at du også har nydt stilheden… og især foråret. :-D

Pause

Jeg har trukket pausekortet for en stund. Jeg kan ikke få timerne til at slå til i mit døgn, og mens jeg arbejder på den udfordring, vil der være langt længere end normalt mellem udsendelserne her på bloggen.

Jeg kan fortsat fanges på min mail, og jeg vil også mikro-billed-blogge på Instagram og Facebook, hvor du er velkommen til at følge med. På Facebook finder du mig her, og på Instagram finder du mig under navnet erikazb.

Vi ses – enten her der eller ude i virkeligheden. På gensyn.

Postkort fra udelivet – jeg sender bogen videre…

Tak til alle jer, der havde lyst til at være med på den ene eller den anden måde med postkort fra udelivet. Det har været dejligt, synes jeg. Jeg har i den grad nydt hvert eneste postkort, der er blevet delt.

Jeg har trukket lod, og sender mit eksemplar af Signe Wennebergs bog “Haveterapi – du får det bedre af at være udendørs” videre til Hanne.

Egentlig ville jeg allerhelst sende Hanne et flexjob, men det har jeg desværre ikke. Men hvis du tilfældigvis kender en, der har et af Hanne-job ledigt, så stik lige vedkommende linket til hendes blog, ikke? :-)